Mødedato: 12.04.2007, kl. 16:00

Helhedsplan for udearealer i den Hvide og Grå Kødby

Helhedsplan for udearealer i den Hvide og Grå Kødby

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 12. april 2007

 

Fraværende

 

 

 

Sager til beslutning

 

18.      Helhedsplan for udearealer i den Hvide og Grå Kødby

(KFU 209/2007)

 

 

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til helhedsplan for udearealer i den Hvide og Grå Kødby. Helhedsplanen vil indgå som grundlag for den fremtidige udlejning og udvikling af udearealerne i Kødbyen.

Beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at den udarbejdede helhedsplan for udearealer i den Hvide og Grå Kødby indgår som grundlag for udlejning og udvikling af Kødbyen som kreativ og gastronomisk bydel – bilag 1.

 

Problemstilling

I forlængelse af Borgerrepræsentationens vedtagelse (BR 47/2005) af visionen omkring Den Hvide Kødby som hjemsted for kreative erhverv, tiltrådte Kultur- og Fritidsudvalget den 17. august 2006 (KFU 361/2006) en principbeslutning om åbning af Den Hvide og Grå Kødby.

Det blev desuden besluttet, at der skal udarbejdes en helhedsplan for ude- og parkeringsarealer, som skal fremlægges til godkendelse i Kultur- og Fritidsudvalget.

Udlejningen af butiks- og strøglejemål er sat i bero indtil helhedsplanen er udarbejdet og godkendt.

 

Løsning

Der er nu udarbejdet et forslag til helhedsplan, som kan være udgangspunkt for en aktiv udlejningsstrategi og kan da nne grundlag for den fremtidige udvikling af udearealer og parkering i Den Hvide og Grå Kødby. Den foreslåede plan sikrer optimale trafikale forhold for eksisterende og fremtidige lejere, og understøtter samtidig en udvidet brug af udearealerne til bl.a. udeservering, torvedage, fødevaremarked, kunst og forskellige typer af events.

Det udarbejdede forslag til helhedsplan for udearealer i den Hvide og Grå Kødby skal anvendes som grundlag for den fremtidige udlejning og udvikling af udearealerne i Kødbyen, sammen med de tidligere trufne beslutninger om udvikling og åbning af Kødbyen.

Forslaget til helhedsplan er udarbejdet på baggrund af en analyse af de nuværende aktiviteter i den Hvide og Grå Kødby med særlig fokus på de trafikale forhold og parkering, og med respekt for samspillet med de eksisterende virksomheder i Kødbyen.

De nuværende og fremtidige lejeres ønsker, behov og ideer er bl.a. blevet inddraget via afholdelse af en indledende workshop. Rådgivningspanelet bestående af repræsentanter fra lejerforeningen, de kreative lejere i Kødbyen, Det Kreative Råd, Copenhagen X og Wonderful Copenhagen har desuden fungeret som følgegruppe.

Helhedsplanen kan overordnet beskrives som et stort K, bestående af en hovedtrafikåre (Strøget), der går diagonalt gennem den Hvide Kødby og skaber en forbindelse mellem Dybbølsbro og Halmtorvet, samt to mindre afstikkere mod henholdsvis Den Brune Kødby/Øksnehallen (Gaden) og mod DGI-byen (Lyshaverne).

Planen viser, hvordan ændrede trafikale forhold og aktiv udnyttelse af Kødbyens særlige døgnrytme, med respekt for de eksisterende erhverv, kan gøre de muligt at skabe plads til alternativ brug af Kødbyens udearealer.

Derudover rummer helhedsplanen forslag til principper for opstribning af vej- og parkeringsarealer, p-kontrol, cykelparkering, affaldshåndtering, skiltning og byinventar, der kan benyttes som grundlag for den videre udvikling af udearealerne i Kødbyen.

Den mest markante ændring i udearealernes brug kan opnås i det østlige hjørne af Flæsketorvet, i helhedsplanen kaldet Lyshaverne. Om morgenen og formiddagen anvendes området intensivt til parkering samt af- og pålæsning. Om eftermiddagen kan det samme område frigøres til caféer med udeservering, boldspil eller særlige arrangementer som kunstudstillinger, fødevaremarked, torvedage og events.

Helhedsplanen viser også, hvor det vil være mest attraktivt og hensigtsmæssigt at placere detailhandel, caféer og andre lejemål, som vil have fordel af de forbipasserende fodgængere. Hermed kan planen indgå, som en del af grundlaget for den fremtidige udlejning af butiks- og strøglejemål.

Beslutningen om delvis åbning af Kødbyen betyder, at det alene er Flæsketorvet, Kødboderne, Høkerboderne og Slagteboderne som åbnes i aften- og nattetimerne. Den øvrige del af Hvide og Grå Kødby vil kun være åben for offentligheden hverdage fra kl. 06.00 – 18.00 og lørdag kl. 06.00 – 13.00. Søndag er der lukket. Udvælgelsen af nye lejere vil skulle tilpasses disse rammer. Nogle af de muligheder helhedsplanen beskriver for området mod Den Brune Kødby (Landsbyen) og ved Dybbølsbro er derfor ikke nødvendige at realisere på nuværende tidspunkt.

Realiseringen af helhedsplanen kan ske etapevis, med udgangspunkt i den delvise åbning af Kødbyen og tilpasset de økonomiske midler, som løbende vil være til rådighed for investering i nyindretning af udearealerne.

I første fase anvendes helhedsplanen som grundlag for en udlejningstrategi, der fører til indflytning af "nye" kreative virksomheder og gastronomiske erhverv, som tiltrækkes af Kødbyens rå og industrielle miljø. Desuden åbnes for afholdelse af torvedage og events. Disse erhverv kan, sammen med nye aktiviteter og helhedsplanens perspektiver, skabe grundlag for positiv omtale og vækst, samt øge områdets værdi og indtægterne ved udlejning. Det forventes, at de øgede lejeindtægter herefter kan skabe mulighed for investering i nyindretning af udearealerne og således understøtte den igangsatte udvikling.

 

Økonomi

Den årlige tomgangsleje for de nuværende ledige lejemål i stueetagen udgør ca. 2,7 mio. kr., svarende til en månedlig tomgangsleje på ca. 225.000 kr. Den oplyste tomgangsleje er det budgetterede indtægtskrav. Ved genudlejning forventes en merlejeindtægt for flere af lejemålene, da markedslejen er højere end indtægtskravet.

På nuværende tidspunkt er der ikke afsat midler til realisering af helhedsplanens forslag om nyindretning af udearealerne i Kødbyen. Udgifterne forudsættes dækket via merprovenuet ved udlejning af Den Hvide og Grå Kødby til markedsleje. Forbedringerne af udearealerne vil således først blive igangsat efter den beskrevne første fase af projektet, hvor udlejningen til "nye" kreative virksomheder og gastronomiske erhverv igangsættes.

De samlede udgifter til helhedsplanens forslag om nyindretning af udearealerne i Den  Hvide og Grå Kødby er anslået til 11,1 mio. kr. Dette er eksklusive udgifterne til almindelig vedligeholdelse af vejunderlag, kloakker, belysning etc. i Den  Hvide og Grå Kødby, som dækkes via Københavns Ejendommes vedligeholdelsesbudget.

Ekstra tilførsel af midler til nyindretning af udearealer i projektets første fase, kunne bidrage til hurtigere igangsættelse af den beskrevne "værdiskabende udvikling". På denne baggrund har Kultur og Fritidsforvaltningen foreslået, at der indgår 4 mio. kr. til renovering af udearealer i Hvide Kødby, i Kultur og Fritidsudvalgets forslag til budget 2008.

 

Videre proces

Med udgangspunkt i helhedsplanen og de øvrige beslutninger om åbning og udvikling af Kødbyen igangsættes udlejning af butiks- og strøglejemål.

For at sikre effektiv udnyttelse af de økonomiske midler koordineres nyindretningen med den generelle planlagte vedligeholdelse af veje, kloakker, belysning etc. i Den  Hvide og Grå Kødby.

Det foreslås at det nedsatte rådgivningspanel inddrages ved den fremtidige planlægning af helhedsplanens realisering.

 

Bilag

Vurderinger:

Sagen er miljøvurderet og har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.

Høring:

Indstillingen og forslaget til helhedsplan er sendt til høring i Rådgivningspanelet. Panelets eventuelle udtalelse vil blive omdelt på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 12. april 2007.

Øvrige bilag:

Bilag 1 - Helhedsplan for udearealer i Den Hvide Kødby udarbejdet af Mutopia.

 

         Karen Mosbech

                                                         /Carsten Haurum

 

 

 


 

Til top