Mødedato: 11.10.2022, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Evaluering af handlingsplan for ligestilling

Se alle bilag

På baggrund af en ligestillingsredegørelse udarbejdet af Kultur- og Fritidsforvaltningen anmodede Kultur- og Fritidsudvalget den 24. september 2020 om en handlingsplan for ligestilling.

Handlingsplan for Ligestilling 2021-2024 blev godkendt af Kultur- og Fritidsudvalget på udvalgsmødet den 26. november 2020. Udvalget besluttede desuden, at indsatsområderne i handlingsplanen for ligestilling skal drøftes og evalueres hvert år, og at der kan foretages justeringer af kriterier og krav.

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges evaluering af ligestillingssituationen på udvalgets område.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager redegørelserne fra kulturinstitutionerne til efterretning
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, hvilke ligestillingsinitiativer fra kultur- og fritidsaktører der skal fremhæves som gode eksempler
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om der skal justeres i Handlingsplan for Ligestilling 2021-2024

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte ligestillingssituationen på udvalgets område i forhold til institutioner, der modtager flerårig driftsstøtte, de tre fagudvalg samt Kultur- og Fritidsudvalgets egne bevillinger og bidrag til budget.

Økonomiudvalget besluttede den 30. august 2022 en ny kønsligestillingspolitik (bilag 5). Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om beslutningen skal have indflydelse på den fremtidige handlingsplan for ligestilling.

Løsning

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede den 24. september 2020 forvaltningens bud på en ligestillingsredegørelse, der beskriver arbejdet med ligestilling på kultur- og fritidsområdet og forslag til ligestillingsinitiativer. Kultur- og Fritidsudvalget anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om at udarbejde en handlingsplan for ligestilling på baggrund af udvalgets drøftelser.

En handlingsplan for ligestilling med syv konkrete initiativer blev godkendt af Kultur- og Fritidsudvalget på udvalgsmødet den 26. november 2020. Der er tale om en dynamisk handlingsplan, hvor de syv initiativer årligt drøftes og evalueres af Kultur- og Fritidsudvalget med henblik på justeringer.

De syv konkrete ligestillingsinitiativer samt status er:

1. Kultur- og Fritidsudvalget indfører et kriterium om ligestilling for alle puljer med kriterier.

Festivalpuljen og fagudvalgene har indskrevet et ligestilingskriterium i deres kriterier. Klubhuspuljen vil drøfte ligestilling i forbindelse med beslutning om kriterier for puljen forud for næste ansøgningsrunde i 2023. Folkeoplysningsudvalget besluttede på møde den 30. august 2022, at ligestilling skal indarbejdes i kriterierne for henholdsvis forenings- og aftenskolepakken og de to udviklingspuljer. Ved evaluering af uddeling af de disponible midler i foråret 2023, vil forvaltningen desuden indstille til en drøftelse af ligestilling.

2. Kultur- og Fritidsudvalget sætter ligestilling på dagsordenen ved workshops med kultur- og fritidsaktører.

Forvaltningen har haft ligestilling på dagsordenen til den årlige festivalworkshop, der blev afholdt den 4. marts 2022. Det vil ligeledes blive sat på dagsordenen, når der er tilsvarende workshops på andre områder.

3. Kultur- og Fritidsudvalget indfører et krav til institutioner med et årligt driftstilskud på 0,5 mio. kr. eller derover om at udarbejde en ligestillingsredegørelse, hvor der reflekteres over ligestilling i institutionens organisation og aktiviteter, med henblik på at fremme ligestilling.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har, siden handlingsplanen for ligestilling blev vedtaget, løbende indskrevet krav en ligestillingsredegørelse i tilskudsaftaler med institutioner, der modtager driftstilskud på 0,5 mio. kr. eller derover.

4. Kultur- og Fritidsudvalget opfordrer fagudvalgene til en årlig drøftelse af ligestillingsprofilen på deres område og beder om en tilbagemelding herom hvert år.

Musikudvalget, Scenekunstudvalget og Rådet for Visuel Kunst samt Folkeoplysningsudvalget har alle vurderet om de tilskud de yder, tilgodeser særlige målgrupper frem for andre, og om der kan gøres mere for at sikre, at tilskud gives til oplevelser og aktiviteter for alle aldre og alle køn.

De tre kunstneriske udvalg bemærker, at afsæt for vurdering af ansøgninger tages i den kunstneriske kvalitet.

Scenekunstudvalget bemærker, at ligestillingsredegørelser i ansøgningsprocessen er et godt værktøj, og udvalget ser positivt på, at et generelt fokus på at belyse området med udgangspunkt i data kan være med til at afdække og synliggøre problematikker på scenekunstområdet i forhold til ligestilling og mangfoldighed.

Musikudvalget bemærker, at refleksionen vedrørende ligestilling på de enkelte spillesteder er væsentlig med henblik på over tid at skabe forudsætninger for at alle – uanset køn – kan se sig selv som en del af musikbranchen. Musikudvalget anvender oplysningerne om køn i både ansøgninger og afrapporteringer til at få et overblik over, hvordan det går med arbejdet med ligestillingen på musikområdet og for at følge udviklingen.

Alle tilbagemeldinger fra fagudvalgene og Folkeoplysningsudvalget fremgår af bilag 3.

5. Kultur- og Fritidsudvalget prioriterer mulighed for indsamling af data i udbuddet af det tilskudsadministrative system til Kultur- og Fritidsforvaltningen, så der kan genereres årlige rapporter om køns-, alders og evt. anden fordeling i målgrupperne.

Forvaltningen er i udbudsproces om et tilskudsadministrativt system, der forventes at blive implementeret ultimo 2023.

6. Kultur- og Fritidsudvalget vil gennem de årlige ledelsesberetninger fra institutionerne fremhæve unikke eksempler/rollemodeller til inspiration for andre aktører gennem omtale på www.kk.dk.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har modtaget i alt 11 ligestillingsredegørelser fra kulturinstitutioner. Nedenfor har forvaltningen fremhævet to eksempler. Alle redegørelser kan læses i bilag 2 og 3.

Foreningen Sjællandsgade Bad

Foreningen Sjællandsgade Bad har udviklet og implementeret strategien og handlingsplanen ”Den gode Badekultur”, som i 2022 fortsat danner baggrunden og rammerne for badets frivilligpolitik og -kultur. Ifølge foreningen er det med udgangspunkt i respekt, anerkendelse, tolerance og ikke-seksualiserede rum, at der skabes et miljø, der er trygt at færdes i for alle køn, herunder også seksuelle minoritetsgrupper. En gang månedligt afholder foreningen fællesmøde for alle frivillige, hvor spørgsmål om tryghed, konflikthåndtering, kommunikation og frivilligkultur drøftes.

Copenhagen Pride

Copenhagen Pride justerer løbende deres arbejde med ligestilling baseret på evalueringer, så Copenhagen Prides ligestillingsindsats løbende forbedres. I 2022 har Copenhagen Pride indledt samarbejde med ”Solsikke-ordningen”, som sætter fokus på personer med ikke-synlige handicap. Endvidere gennemgås Prideruten, så det sikres, at personer med autisme eller andre neuropsykologiske diagnoser føler sig trygge ved at deltage i marchen.

7. Kultur- og Fritidsudvalget indleder en dialog med Folkeoplysningsudvalget om sikring af faciliteter og muligheder for aktiviteter for unge og ældre af alle køn.

Kultur- og Fritidsudvalget vil invitere Folkeoplysningsudvalget til et udvalgsmøde i efteråret 2022.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen vil, på baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning, offentliggøre de udvalgte ligestillingsinitiativer på Københavns Kommunes hjemmeside.

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at der skal foretages ændringer i handlingsplanen, vil forvaltningen indarbejde ændringerne og forelægge den reviderede handlingsplan på et kommende møde i Kultur- og Fritidsudvalget.

 

Søren Tegen Pedersen

 

/Mads Kamp Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. oktober 2022:

Kultur- og Fritidsudvalget tog redegørelserne til efterretning.

For så vidt angår indstillingens 2. at-punkt fremhæves de to ligestillingsredegørelser fra foreningen Sjællandsgade Bad og Copenhagen Pride, som fremgår af sagsfremstillingen.

For så vidt angår indstillingens 3. at-punkt besluttede udvalget, at der ikke skal justeres i Ligestillingshandlingsplanen.

Plan- og tilskudschef, Mads Kamp Hansen, og kontorchef for tilskud, Marianne Kruckow, deltog under punktets behandling.

Til top