Skøjtebane i Enghaveparken i sæson 2022/23
Kultur- og Fritidsudvalget behandlede den 29. september 2022 en indstilling om mulige energibesparende tiltag og anmodede om en sag om opsætning af skøjtebane i Enghaveparken til mødet den 11. oktober 2022. Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om der skal etableres skøjtebane i Enghaveparken i sæson 2022/23, eller om etableringen skal undlades af hensyn til usikkerheden om energiforsyningen.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om skøjtebanen i Enghaveparken skal opsættes i sæsonen 2022/23.
- at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om der skal ydes kompensation til idrætsforeningen BK Vestia for tab af indtægter for skøjteudlejningen, hvis det besluttes ikke at etablere skøjtebane i sæson 2022/23.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget drøftede på udvalgsmødet den 29. september 2022 mulige energibesparende tiltag på udvalgets område som supplement til Københavns Kommunes generelle energisparetiltag. Kultur- og Fritidsudvalget bad på mødet om at få præsenteret en indstilling om skøjtebanen i Enghaveparken ved næstkommende møde.
Løsning
Skøjtebanen i Enghaveparken er normalt i drift med fri adgang for borgerne i vintersæsonen fra december til og med februar måned. Banen er den eneste af sin art i Københavns Kommune og tiltrækker mange brugere. Idrætsforeningen BK Vestia forestår skøjteudlejningen.
Energiforbrug
Kultur- og Fritidsforvaltningen estimerer skøjtebanens energiforbrug til 250.000 kWh for hele sæsonen. Energiforbruget varierer dog fra sæson til sæson afhængigt af vejret.
En besparelse på 250.000 kWh svarer til 2,3 procent af Kultur- og Fritidsforvaltningens samlede årlige energiforbrug.
Økonomi
Udgifterne til skøjtebanen afhænger primært af energipriserne og energiforbruget, som påvirkes af vejret den pågældende sæson. I sæsonen 2021/22 beløb banens energiudgifter sig til ca. 500.000 kr.
De præcise energiudgifter for sæson 2022/23 er svære at forudse, men ud fra et estimat baseret på de forventede elpriser anslår forvaltningen, at udgifterne til den kommende sæson forventes at blive i omegnen af 1,7 mio. kr.
Konsekvenser for BK Vestia og københavnerne
Skøjteudlejningen ved banen er bortforpagtet til idrætsforeningen BK Vestia. Såfremt der træffes beslutning om ikke at etablere skøjtebanen, må det forventes at medføre et indtægtstab for BK Vestia. Foreningen havde i seneste sæson indtægter fra skøjteudlejning på 290.000 kr.
Kultur- og Fritidsforvaltningen er blevet oplyst, at Broens Gadekøkken ikke etablerer skøjtebane i den kommende sæson. Da Frederiksberg Kommune også har fravalgt at etablere skøjtebane i sæson 2022/23, vil der derfor ikke være et udendørs skøjtetilbud i københavnernes umiddelbare nærhed, hvis der ikke etableres skøjtebane i Enghaveparken.
Skøjtebaner i øvrige kommuner i 6by-samarbejdet
Kultur- og Fritidsforvaltningen har forespurgt de øvrige kommuner i 6by-samarbejdet blandt landets største kommuner om deres beslutning om udendørs skøjtebane i sæson 2022/23.
Aalborg Kommune har valgt at indskrænke sæsonen, så skøjtebanen nedtages efter skolernes vinterferie i uge 8 frem for at holde åbent til medio marts som normalt.
Aarhus, Esbjerg og Randers Kommune har truffet beslutning om ikke at etablere skøjtebane.
Odense Kommune har ingen skøjtebane.
Lokaludvalgets bemærkninger
Kultur- og Fritidsforvaltningen har spurgt Vesterbro Lokaludvalg om lokaludvalgets bemærkninger til overvejelserne om skøjtebanens etablering.
Grundet behovet for en hurtig beslutningsproces har det ikke været muligt for Vesterbro Lokaludvalg at gennemføre en drøftelse blandt lokaludvalgets medlemmer eller en eventuel borgerinddragelse i bydelen. Lokaludvalget har derfor afstået fra at tilkendegive en holdning til beslutningen om banens etablering, men har redegjort for skøjtebanens betydning for lokalområdet. Lokaludvalgets besvarelse kan læses i bilag 1.
Økonomi
Hvis Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at skøjtebanen i Enghaveparken skal etableres den kommende sæson, må der forventes øgede energiomkostninger som følge af højere energipriser. Hvis banen ikke etableres, vil det medføre en besparelse svarende til de almindelige etablerings- og energiomkostninger. Hvis udvalget ved samme lejlighed vælger at kompensere BK Vestia for tab af indtægter i forhold til skøjteudlejning, vil disse skulle modregnes i besparelsen.
Økonomi ved etablering af skøjtebane
Model 1: Etablering af skøjtebane |
Beløb (kr.) |
Estimeret udgift sæson 2022/23 |
1.700.000 |
Afsat økonomi pba. udgifter i sæson 2021/22 |
- 500.000 |
Forventet merudgift sæson 2022/23 |
1.200.000 |
Økonomi ved fravalg af skøjtebane
Model 2a: Fravalg af skøjtebane |
Beløb (kr.) |
Afsat økonomi pba. udgifter i sæson 2021/22 |
- 500.000 |
Forventet merudgift sæson 2022/23 |
-500.000 |
Model 2b: Fravalg af skøjtebane + kompensation af BK Vestia |
Beløb (kr.) |
Afsat økonomi pba. udgifter i sæson 2021/22 |
-500.000 |
BK Vestias indtægt fra skøjteudlejning 2021/22 |
290.000 |
Forventet merudgift sæson 2022/23 |
-210.000 |
Hvis Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at etablere skøjtebanen, vil et eventuelt merforbrug blive meldt ind sammen med forvaltningens øvrige forøgede energiudgifter.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil på et senere møde forelægge en indstilling for udvalget med forslag til rækkefølge og proces, hvis der skal træffes beslutning om at justere på andre kultur- og fritidstilbud.
Søren Tegen Pedersen
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. oktober 2022:
Karina Bergmann (C) stillede følgende ændringsforslag til indstillingens 1. at-punkt:
"Skøjtebanen i Enghaveparken opstilles for en kortere periode i sæsonen 2022/23."
For ændringsforslaget stemte Karina Bergmann (C) og Louise Theilade Thomasen (V). Imod stemte Mia Nyegaard (B), Frederik W. Kronborg (Ø), Bente Møller (Ø), Stine Finné Toft (Ø), Jonas Bjørn Jensen (A), Lea Friedberg (A) og Klaus Mygind (F).
Ændringsforslaget blev ikke godkendt.
Kultur- og Fritidsudvalget foretog herefter afstemning om, hvorvidt skøjteparken skal opsættes i sæsonen 2022/23.
Imod stemte Mia Nyegaard (B), Frederik W. Kronborg (Ø), Bente Møller (Ø), Stine Finné Toft (Ø), Jonas Bjørn Jensen (A), Lea Friedberg (A) og Klaus Mygind (F). For stemte Karina Bergmann (C) og Louise Theilade Thomasen (V).
For så vidt angår indstillingens 2. at-punkt, besluttede udvalget at yde et tilskud til BK Vestia på 290.000 kr. og, at forvaltningen drøfter med Vestia eventuelle muligheder for alternative aktiviteter i området, herunder evt. forestå skøjteudlejning, hvis Søerne fryser til.
Udvalget besluttede endvidere, at 210.000 kr. af kommunens besparelse på opsætning af skøjtebanen, efter dialog med lokale aktører på Vesterbro, skal fordeles til aktiviteter i bydelen.
Plan- og tilskudschef, Mads Kamp Hansen, og konst. facilitetschef, Lars Becher, deltog under punktets behandling.