Mødedato: 11.10.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Medlemsforslag om daghøjskolernes fremtid

Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle medlemsforslaget.

Indstilling

Christopher Røhl Andersen har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde torsdag den 11. oktober 2018:

Det foreslås:

  1. at daghøjskolernes faste bevillings 3. og 4. rate i 2019 kan udbetales i 1. og 2. kvartal 2019, med henblik på at sikre likviditet. Ved at fremrykke disse midler til det første halvår 2019, giver det udvalget, forvaltningen og daghøjskolerne tid til en mere grundig drøftelse af fordele og ulemper ved de forskellige løsningsmuligheder.

  2. at forvaltningen skal fremlægge løsningsforslag for udvalget, der kan træffes beslutning om inden årsskiftet med henblik på. at sikre de 10,1 mio. kr., som daghøjskolerne ikke fik i midlertidig bevilling for 2019.

  3. at løsningsforslagene skal se på muligheder og kombinationer med inddragelse af følgende muligheder: at finde midler fra egen ramme i form af de disponible midler for 2019, projekter for 2019, der kan udskydes til et andet budgetår, øget egenbetalingen på mellem 2.000 og 5.000 kr. pr. elev i en begrænset periode samt daghøjskolernes egenkapitaler. Samt hvis et internt mindre lån til finansiering i 2019 bliver en del af løsningsforslagene, skal det tydeligt fremgå, at lånefinansieringen som udgangspunkt tilbagebetales af daghøjskolernes egen ramme.

  4. at forvaltningen hurtigst muligt og senest i løbet af vinter/foråret 2019 indkalder til en teamdrøftelse om daghøjskolernes fremtid.

Motivering

Daghøjskolerne er et vigtigt dannelses-, uddannelses- og beskæftigelsestilbud som forslagsstilleren ønsker at bevare. 

Det er imidlertid også vigtigt, at der findes en økonomisk ansvarlig løsning, hvor alle løsningsmuligheder præsenteres og inddrages for at sikre daghøjskolerne de nødvendige midler for det kommende år. 

Endelig er det vigtigt, at vi får en udvalgsdrøftelse om daghøjskolernes fremtid.

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. oktober 2018:

Dagsordenens punkter 2 og 3 blev behandlet under et. Punkterne blev behandlet efter dagsordenens punkt 10 om Husum Boldklub.

Der blev begæret afstemning om medlemsforslaget.

Et mindretal (Christopher Røhl Andersen) stemte for medlemsforslaget.

Et flertal (Rune Dybvad, Jonas Bjørn Jensen, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Niko Grünfeld, Kåre Traberg Smidt, Maria Frej og Marcus Knuth) stemte imod.

Alex Vanopslagh undlod at stemme.

Medlemsforslaget blev dermed forkastet.

 

Til top