Mødedato: 11.10.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Budgetaftale 2013 - betydning for Kultur- og Fritidsudvalget

Se alle bilag
Den indgåede budgetaftale fra 13. september 2012 forventes endelig godkendt af Borgerrepræsentationen den 4. oktober 2012. Aftalen betyder bl.a., at der er aktiviteter under Kultur- og Fritidsudvalgets (KFU) område, hvortil der i 2013 ikke er givet bevilling.  

Indstilling og beslutning


Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1.                  at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at aktiviteter, hvortil der ikke er givet bevilling i 2013 (jf. tabel 1), ikke udføres

2.                  at Kultur- og Fritidsudvalget i 2013 bevilliger 0,74 mio. kr. (2013 p/l) til klargøring af havnebade ved omprioritering af midlerne på 3.35.64.1 inden for udvalgets egen ramme

3.                  at Kultur- og Fritidsudvalget tager nye initiativer og opgaver på kultur- og fritidsområdet i budget 2013 til efterretning

4.         at Kultur- og fritidsudvalget tager oversigt over bevillinger, der udløber med udgangen af 2013 til efterretning

Problemstilling

Opsummerende betyder budgetaftalen følgende for KFU:

1.      Manglende finansiering af relevante aktiviteter 2013

2.      Nye initiativer med bevilling

3.      Udskydelse af anlægsprojekter fra 2013 til 2014

4.      Opgaver uden bevilling 

Løsning

1. Manglende Finansiering af relevante aktiviteter i 2013

Under KFU er der aktiviteter, hvortil der i 2013 ikke er givet bevillinger. Forvaltningen kan ikke udføre disse aktiviteter, som planlagt, medmindre der findes finansiering på anden vis. Finansiering kan alene ske ved omprioritering inden for udvalgets ramme (fx af midlerne på IM 3.35.64.1).

Følgende aktiviteter kan ikke gennemføres, som planlagt (samlet oversigt kan ses i Bilag 1: Aktiviteter i 2013, hvortil der ikke er givet bevilling)

 

Eventpulje – tilskud til events o.l.

Ud fra vurdering af omfanget af events indgik der i budgetforhandlingerne et budgetnotat om en eventpulje på 11,0 mio. kr. årligt i 2013-2016. I budgetaftalen er der bevilliget 3,4 mio. kr. årligt i 2013-2016, hvoraf en ikke fastsat andel er afsat til Distortion. Der kan med andre ord ikke gives tilskud til events i det ønskede omfang.

 Materialebudget, Københavns Biblioteker

Som en del af budgetaftalen i 2009 fik Københavns Biblioteker for perioden 2009-2012 en årlig bevilling på 3,0 mio. kr. i 2009-p/l til service og materialeindkøb. Med bevillingens udløb fra 2013 kan den nuværende kvalitet og bredde i materialeudbuddet ikke opretholdes. I 2013-p/l svarer den årlige bevilling til 3,1 mio. kr.

Klargøring af havnebade

I 2013 mangler der 0,74 mio. kr. til klargøring af havnebade. Hvis der ikke findes 0,74 mio. kr., kan havnebadene ved Islands Brygge og Fisketorvet ikke åbnes til badesæsonen 2013. Det foreslås, at KFU finder finansiering ved omprioritering af KFU’s midler på 3.35.64. I forbindelse med udarbejdelse af effektiviseringsforslag til budget 2014, vil der endvidere blive lagt op til, at KFU finder de nødvendige midler til havnebadene fra 2014 og frem.  

Vedligeholdelse af halvgulve

I 2013 mangler der 1,5 mio. kr. til vedligeholdelse af halvgulve. Findes der ikke finansiering, vil det blive en udfordring at opretholde halvgulvenes nuværende standard. I forbindelse med udarbejdelse af effektiviseringsforslag til budget 2014, vil der blive lagt op til, at KFU finder de nødvendige midler til halvgulve fra 2014 og frem.       

Drift af rensningsanlæg på den gamle gasværkgrund

Siden 2003 har Københavns Ejendomme varetaget bortledning af gas og en oprensning af grundvand fra den forurenede Østre Gasværk-grund. Bevillingen hertil udløber med udgangen af 2012. Da der ikke er givet en ny bevilling i budgetaftalen, foreslås der afsat 1,5 mio. kr. om året i Københavns Ejendommes grundbudget til vedligehold. beløbet er indarbejdet i bilag 2 til indstilling om grundbudgettet, som ligeledes behandles på KFU den 11. oktober 2012.   

 

2. Nye initiativer med bevilling

Med budgetaftalen er der også givet bevilling til nye og videreførelse af eksisterende initiativer under KFU (samlet oversigt fremgår af bilag 2: Budgetaftale 2013).

I 2013 er der givet nye servicebevillinger for i alt 28,7 mio. kr., heriblandt budget til:

ü  Sjællandsgades Bad

ü  Eventpulje

ü  Interactive Denmark, Eucroma og Kreativ Inkubator i Baunehøj

 

Desuden er der med budgetaftalen 2013 givet nye anlægsbevillinger for i alt 168 mio. kr., som fordeler sig på:

ü  Ombygning af Club Danmark-hallen og restfinansiering af skøjtehal i Ørestad

ü  Anlæg af fodboldbaner og fodboldmål

ü  Ammoniakanlæg i Den Hvide Kødby

 

3. Udskydelse af eksisterende anlægsprojekter fra 2013 til 2014 for i alt 30,1 mio. kr.

Som følge af anlægsloftet indeholder budgetaftalen udskydelse af en række planlagte anlægsprojekter fra 2013 til 2014. På KFU’s ramme udskydes bl.a. idræts- og fritidsfacilitet (lethal) i Ørestad (samlet oversigt fremgår af bilag 2: Budgetaftale 2013). 

 

4. Administrative opgaver og analysepgaver

Endelig medfører aftalen, at der skal udføres nogle administrative opgaver og analyseopgaver på KFU’s område. Fx skal der udarbejdes en analyse af udnyttelsesgraden af de kommunale idrætsanlæg. (samlet oversigt fremgår af bilag 2: Budgetaftale 2013). 

Bevillinger, der udløber med udgangen af budget 2013

BR har besluttet, at udvalgene hvert år skal forelægges en liste med bevillinger, der udløber i det kommende budgetår. Listen over bevillinger, der udløber med udgangen af 2013 kan se i Bilag 3: Bevillinger, der udløber med udgangen af 2013

Økonomi

Det foreslås, at der afsættes 0,74 mio. kr. af KFU's midler på 3.35.64.1 til klargøring af havnebade. Eventuel finansiering af andre aktiviteter end havnebade skal ligeledes findes inden for KFU’s egen budgetramme.

Videre proces

Kultur- og Fritidsudvalget skal fremadrettet overveje finansiering af de anførte aktiviteter.

 

 

         

                    Carsten Haurum

                                                                  /Per Nikolaj Schrøder

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. oktober 2012:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede ikke at godkende indstillingens 2. at-punkt. Kultur- og Fritidsforvaltningen blev anmodet om at håndtere klargøringen af havnebadene inden for de eksisterende rammer.

Indstillingens øvrige at-punkter blev godkendt.
Til top