Mødedato: 11.09.2003, kl. 16:00

Dispensation fra Lov om butikstid til at holde butikkerne åbne søndag den 12. oktober 2003

Dispensation fra Lov om butikstid til at holde butikkerne åbne søndag den 12. oktober 2003

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 11. september 2003

 

 

13.      Dispensation fra Lov om butikstid til at holde butikkerne åbne søndag den 12. oktober 2003

(KFU 234/2003)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

 

at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at der ikke meddeles butikkerne i Vanløse - Jernbane Alle med sidegader - dispensation til at holde åbent fra kl. 10.00 til 17.00 søndag den 12. oktober 2003.

 

 

RESUME

Vanløse Handels- og Erhvervsforening har søgt om dispensation fra Lov om butikstid med henblik på at holde butikkerne i Vanløse - Jernbane Alle med sidegader - åbne søndag den 12. oktober 2003 i forbindelse med indvielsen af metrostrækningen til Vanløse.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan efter indstilling fra Kultur- og Fritidsudvalget tillade, at Lov om butikstid fraviges ved ganske særlige lejligheder.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har kun i meget sjældne tilfælde givet dispensation, og der har typisk været tale om officielle begivenheder af meget omfattende karakter og ofte med deltagelse af en række danske og udenlandske organisationer. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har tillige lagt stor vægt på geografisk tilknytning til de officielle arrangementer.

Kultur- og Fritidsforvaltningen finder ikke, at der er planlagt arrangementer i Vanløse - hverken officielle eller andre arrangementer - der ud fra den meget restriktive praksis på området vil kunne berettige en dispensation fra Lov om butikstid i anledning af indvielsen af metrostrækningen til Vanløse, hvorfor det indstilles, at ansøgningen ikke anbefales til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Efter § 1, stk. 1 i Lov om butikstid skal butikkerne holde lukket søndage. Fra 1. juli 2001 må butikkerne holde åbent fra kl. 10.00 til kl. 17.00 fire søndage om året og yderligere fire søndage fra 1. juli 2003. De sidste 4 søndage skal placeres i juli og august måned. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan herudover efter indstilling fra kommunalbestyrelsen tillade, at § 1, stk. 1 fraviges ved ganske særlige lejligheder.

Borgerrepræsentationens kompetence er i henhold til § 15 i Københavns Kommunes styrelsesvedtægt henlagt til Kultur- og Fritidsudvalget, der varetager opgaver i relation til næringsloven.

I anledning af indvielse af metrostrækningen til Vanløse søndag den 12. oktober 2003 søger Vanløse Handels- og Erhvervsforening om dispensation fra Lov om butikstid således, at butikkerne kan holde åbent søndag den 12. oktober 2003 fra kl. 10.00 til kl. 17.00.

De fire søndage om året, der efter loven må holdes åbent, har Vanløse Handels- og Erhvervsforening allerede disponeret over, hvorfor der nu søges om dispensation.

Vanløse Handels- og Erhvervsforening anfører i sin ansøgning, at blandt andet Københavns overborgmester og trafikministeren vil deltage i arrangementet. Herudover arbejdes der på at arrangere en kongelig deltagelse i arrangementet.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har kun i meget sjældne tilfælde givet dispensation, og der har typisk været tale om officielle begivenheder af meget omfattende karakter, ofte med deltagelse af en række danske og udenlandske organisationer. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har tillige lagt stor vægt på en geografisk tilknytning til de officielle arrangementer.

Der er eksempelvis givet dispensation i forbindelse med åbning af Storebæltsbroen, til Gråsten by i anledning af det kongelige bryllup, i København i anledning af 150-året for Danmarks Riges Grundlov, Dronning Margrethes 60 års dag og senest i forbindelse med Danmarks afholdelse af Det Europæiske Melodi Grand Prix i København. Herudover blev der givet dispensation til Frederiksberg Kommune i forbindelse med den begivenhed, at metroen kom til Frederiksberg, men det blev samtidig tilkendegivet, at der ikke kunne påregnes en dispensation ved åbning af andre metrostationer.

Derimod gav Erhvervs- og Selskabsstyrelsen afslag på en ansøgning om dispensation i forbindelse med festligholdelsen af Strøgets 40 års jubilæum - trods officiel deltagelse af Københavns Kommune og en positiv tilkendegivelse fra Hoffet om deltagelse, i forbindelse med indvielsen af metro-stationen Amagerbro samt bilfri dage i september 2003.

Kultur- og Fritidsforvaltningen finder ikke, at der er planlagt arrangementer i Vanløse - hverken officielle eller andre arrangementer - der ud fra den meget restriktive praksis på området vil kunne berettige en dispensation fra Lov om butikstid i anledning af indvielsen af metrostrækningen til Vanløse, hvorfor det indstilles, at ansøgningen ikke anbefales til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

 

MILJØVURDERING

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

 

ØKONOMI

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

 

HØRING

Der er ikke foretaget høringer.

 

BILAG

1.      Ansøgning af 1. september 2003 fra Vanløse Handels- og Erhvervsforening

2.      Kort over området Jernbane Alle med sidegader

 

 

 

Carsten Haurum

/Birgitte Rasmussen


 


Til top