Mødedato: 11.08.2005, kl. 16:00

Undersøgelse af regional filmfond - Bilag udsendt til KFU 040705

Undersøgelse af regional filmfond - Bilag udsendt til KFU 040705

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 11. august 2005

 

Fraværende

 

 

 

12.      Undersøgelse af regional filmfond - Bilag udsendt til KFU 040705

(KFU 273/2005)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget tager undersøgelsen af mulighederne for etablering af en regional filmfond til efterretning

at Kultur- og Fritidsudvalget retter henvendelse til HUR med forslag om, at HUR undersøger muligheden for at iværksætte og finansiere et projektkontor, der kan forestå det videre arbejde for en mulig etablering af en filmfond.

 

&nbs p;

RESUME

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på sit møde den 24. februar 2005 at yde støtte til en undersøgelse af muligheder og effekter ved etablering af en regional filmfond i hovedstadsområdet.

Undersøgelsen, der er gennemført af den engelske konsulent Jonathan Olsberg | SPI, konkluderer, at der er et stort potentiale for en filmfond i hovedstadsregionen. Det indstilles, at rapporten tages til efterretning.

Det indstilles endvidere, at der rettes henvendelse til HUR med forslag om at HUR – i samarbejde med de øvrige interessenter – undersøger muligheden for at iværksætte og finansiere et projektkontor, der kan forestå det videre arbejde for en mulig etablering af en filmfond.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

På Kultur- og fritidsudvalgets møde den 24. februar 2005 (KFU 60/2005) blev det besluttet at yde støtte til en undersøgelse af muligheder og effekter ved etablering af en regional filmfond i hovedstadsområdet.

Undersøgelsen

Undersøgelsen, der er foretaget af den engelske konsulent Jonathan Olsberg | SPI, konkluderer, at Storkøbenhavn allerede er tæt på at have en filmindustri i verdensklasse, at København har de afgørende faciliteter og den nødvendige infrastruktur samt en række andre fordele, som gør byen i stand til at konkurrere med de mere veletablerede filmproduktionscentre. Danmark har desuden en international status, hvad angår innovative filmproduktioner.

København udnytter dog ikke potentialet fuldt ud. Der er problemer med at tiltrække privat kapital til sektoren, da man ikke kan tilbyde et troværdigt og fordelagtigt afkast. Byen mangler, ifølge Olsberg, den mulighed for alternativ finansiering af produktioner, som filmproducenter kan få adgang til andre steder, hvor der er støttemuligheder eller skattefritagelse. Dette medfører, at København går glip af en række danske produktioner, der naturligt kunne placeres her, ligesom internationale produktioner søger andre steder hen.

En overordnet strategi for støtte til filmsektoren kunne virke som en katalysator for den videre udvikling af København som filmproduktionscenter, med store fordele af samfundsøkonomisk og kulturel karakter.

Rapporten indeholder en gennemgang af fordele ved en filmfond, en analyse af det potentielle produktionsomfang, anbefalinger for mål på kort og lang sigt, investeringsstruktur, investeringskriterier samt ledelse af fonden.

Rapporten anslår, at udgifterne til en fond vil ligge på ca. 40 mio. kr. årligt. Ca. 25 -30 % af det investerede beløb vil efter en opstartsperiode kunne forventes tilbagebetalt. Investeringen anslås at kunne generere en samlet samfundsøkonomisk gevinst på næsten 240 mio. kr. Olsberg konkluderer efter en grundig undersøgelse af investeringsmiljøet herhjemme og i udlandet, at der ikke kan tiltrækkes privat, risikovillig kapital til investeringer i filmfonden. Derfor skal fondens aktiviteter primært finansieres med offentlige midler og i mindre omfang fra private selskaber, herunder studie- og udstyrsejere.

Rapporten konkluderer på baggrund af undersøgelsen, at oprettelsen af en regional filmfond i Storkøbenhavn vil have en positiv effekt for filmindustrien i regionen og på kortere og længere sigt påvirke sektorens udvikling i positiv retning.

Det indstilles at rapporten tages til efterretning.

 

Det videre arbejde

På baggrund af undersøgelsen har Copenhagen Capacity og Producentforeningen fremsendt et forslag om, at der arbejdes videre med at realisere forslaget til en regional investeringsfond på filmområdet.

Konkret foreslås det, at der i perioden november 2005 til oktober 2006 etableres et projektkontor, hvis hovedopgave vil være at undersøge finansieringsgrundlaget fra offentlige og private parter, fastlægge investeringsstrategi og det juridiske grundlag for en fond, samt muligheden for et regionalt kultursamarbejde mellem kommunerne i hovedstadsområdet. Omkostningerne ved etablering af et projektkontor budgetteres til 1,13 mio. kr.

Da der er tale om et regionalt initiativ, indstilles det at rette henvendelse til HUR med forslag om, at HUR – i samarbejde med de øvrige interessenter – undersøger muligheden for at iværksætte og finansiere et projektkontor, der kan forestå de nødvendige yderligere undersøgelser med henblik på at skaffe den fornødne finansiering til oprettelse af en regional filmfond.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes

 

ØKONOMI

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser

 

BILAG

1. Rapporten samt dansk resume er 4. juli 2005 fremsendt til udvalgets medlemmer.

 

Carsten Haurum

/ Merete Evers

 


 


Til top