Temadrøftelse om investeringsforslag
Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) forelægges en indstilling til brug for en temadrøftelse om investeringsforslag, idet KFU den 25. april 2018 i forbindelse med andenbehandlingen af budgetbidraget 2019 anmodede forvaltningen om, at de fremlagte investeringsforslag, som ikke blev besluttet, blev taget op ved en temadrøftelse på førstkommende KFU-møde.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
-
at KFU godkender, at forvaltningen udarbejder en proces i to spor, der omfatter en ny faglig strategi på biblioteksområdet og kvalificering af investeringsforslag
-
at KFU beslutter, at der skal arbejdes videre med forslag om optimering af livredderes ressourcer med henblik på finansiering i budget 2019.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. maj 2018:
Sagen blev udsat af tidsmæssige grunde.
Problemstilling
På mødet den 25. april 2018 besluttede KFU effektiviserings- og investeringsforslag for i alt 8,1 mio. kr., så udvalgets samlede effektiviseringsmåltal i 2019 på i alt 21 mio. kr. nu er håndteret.
KFU anmodede, i forbindelse med andenbehandlingen af budgetbidraget den 25. april 2018, forvaltningen om, at de fremlagte investeringsforslag, som ikke blev besluttet, blev taget op ved en temadrøftelse på førstkommende KFU-møde.
I 2020-2022 forventer forvaltningen, at der skal effektiviseres for yderligere 21 mio. kr. om året. Heraf er en del fundet ved stigende profiler på allerede besluttede forslag. Det resterende måltal i 2020 er 10 mio. kr. stigende til 17 mio. kr. i 2021 og 32 mio. kr. i 2022. Dertil kommer, at Økonomiudvalget endnu ikke har besluttet, hvordan de økonomiske konsekvenser ved ændret udligningsordning og modregning af parkeringsindtægter på i alt knap 800 mio. kr. skal håndteres i kommunen. Det kan forøge måltallet allerede fra 2019.
Løsning
Der er pt. 259 mio. kr. i investeringspuljerne, som udmøntes ved budgetforhandlingerne om 2019. Såfremt der afsættes nye puljer i budgetaftalen, forventes næste mulighed for at søge dem at være ved forhandlingerne om overførselssagen 2018-2019 (OFS) og dernæst forhandlingerne om budget 2020.
Udvalget har mulighed for at drøfte investeringsforslag, der skal lægges frem til f.eks. OFS i løbet af efteråret 2018 og ved næste års budgetseminar for KFU.
Følgende investeringsforslag med investeringer for i alt 49 mio. kr. fra investeringspuljen blev ikke godkendt på mødet den 25. april 2018:
-
Omdanne Fisketorvets havnebad til badezone
-
Udvidelse af borgerservicetilbuddet ved øget brug af skærm/videoopkald – fase 2
-
Bedre samdrift og madfællesskaber
-
Biblioteksprogram: Effektiv håndtering og bedre formidling af materialer og Biblioteksbetjening, læselyst og engagerede borgere
-
Bedre udnyttelse af livreddernes ressourcer
Ad 1. Forslag vedr. at omdanne Fisketorvets havnebad til badezone arbejdes der ikke videre med som investeringsforslag.
Ad 2. Forslag om udvidelse af borgerservicetilbuddet ved øget brug af skærm/videoopkald drøftes i forbindelse med dagsordenens punkt om målrettet borgerservice til københavnere.
Ad 3. Forslag om Bedre samdrift og madfællesskaber på byens kulturinstitutioner blev ikke fremlagt på mødet den 25. april 2018. Der arbejdes fortsat videre med forslaget og første del vedrørende cafédrift og forpagtningsaftaler behandles særskilt på KFU-mødet den 20. juni 2018 med henblik på finansiering i budget 2019.
Under temadrøftelsen vil der være præsentation og drøftelse af forslag nr. 4 og 5 om udvikling af biblioteksområdet samt om forslag om bedre udnyttelse af livreddernes ressourcer. Temadrøftelsen vil bestå af to dele, som hver især indledes med korte oplæg, og efterfølges af en drøftelse i udvalget.
Udvikling af Københavns biblioteker
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil præsentere en plan for, hvordan KFU kan drøfte bibliotekernes rolle og fremtid i efteråret 2018.
Forvaltningen foreslår, at der udarbejdes en proces for udvikling af Københavns Biblioteker i to spor, som supplerer hinanden. Formålet med at udarbejde en procesplan er, at give udvalget mulighed for at drøfte og træffe beslutning om den strategiske retning for Københavns Biblioteker i efteråret 2018. Det ene spor er en kvalificering af indholdet i investeringsforslagene på baggrund af de indkomne høringssvar. Det andet spor er udarbejdelse af en overordnet faglig biblioteksstrategi for de kommende år.
Kvalificering af investeringsforslag
I høringssvarene om investeringsforslagene er der flere tilkendegivelser om mere borgerinddragelse i udviklingen af biblioteksområdet. Det foreslås derfor, at der kvitteres for høringssvarene gennem en inddragende proces, der kvalificerer forslagene jf. bilag 1. Kultur- og Fritidsudvalget kan efterfølgende tage stilling til, om investeringsforslagene kan vedtages f.eks. i forbindelse med OFS 2018-2019.
Ny faglig strategi for Københavns Biblioteker
Den nuværende strategi for Københavns Biblioteker er gældende til og med 2019. I forhold til udvalgets overvejelser og drøftelser om en ny faglig biblioteksstrategi for de kommende år, kan rapporten om scenarier for Københavns Bibliotekers fremtidige kerneopgave indgå. Rapporten er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af personer med indsigt i mediebranchen, bibliotekssektoren og bibliotekernes rolle i civilsamfundet. Rapporten er først og fremmest tænkt som et diskussionsoplæg, der skal skabe debat om, hvad bibliotekernes nye rolle er. Den beskriver tre fremtidige scenarier for bibliotekernes udvikling jf. bilag 2-3.
Bedre udnyttelse af livreddernes ressourcer
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil præsentere investeringsforslaget mere i dybden og redegøre for, hvordan overvågningskameraer kan understøtte højere badesikkerhed og der parallelt kan ske en bedre udnyttelse af livreddernes arbejdstid.
Der vil efterfølgende være en drøftelse af forslaget i udvalget.
Såfremt KFU ønsker det, kan investeringsforslaget forelægges til godkendelse ved næste KFU-møde den 20. juni 2018, med henblik på at forslaget indgår i forhandlingerne om investeringspuljen i forbindelse med budgetforhandlingerne i september 2018.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt KFU godkender indstillingen, vil forvaltningen udarbejde en konkret indstilling om proces for kvalificering af investeringsforslag og udvikling af den faglige biblioteksstrategi.
Frem mod KFU’s budgetseminar i februar/marts 2019 vil forvaltningen arbejde videre med at kvalificere nye investeringsforslag, der kan indgå i opfyldelsen af KFU’s effektiviseringsmåltal for 2020 og frem.
Mette Touborg
/Annegrete Valgårda
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. juni 2018:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt, og bemærkede at der ønskes en visionær biblioteksstrategi, der ikke er defineret af besparelseskrav.
Med hensyn til indstillingens 2. at-punkt anmodede Kultur- og Fritidsudvalget om, at forvaltningen arbejder videre med sagen (elektronisk livredderovervågning, brugerdrift i foreningstiden og belastningsbestemt bemanding på tværs af byen), herunder alternative finansieringsmuligheder, og foretager en fornyet høring inden sagen forelægges Kultur- og Fritidsudvalget på ny.