Kultur- og Fritidsudvalgets studiebesøg 2018/2019
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til udvalgets studiebesøg i 2018/2019 og godkender enten forslag A, B eller C.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. april 2018:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. maj 2018:
Sagen blev udsat af tidsmæssige grunde.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget har på tidligere møder drøftet forvaltningens oplæg til studiebesøg i valgperioden 2018-2021, og borgmesteren har på denne baggrund indkaldt idéer til temaer for studiebesøg fra udvalgets øvrige medlemmer.
Kultur- og Fritidsudvalget drøftede på mødet den 28. februar 2018 studiebesøg og anmodede forvaltningen om, på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser, at vende tilbage med en konkret indstilling i sagen.
På denne baggrund har forvaltningen udarbejdet forslag til studiebesøg i 2018 og 2019.
Løsning
Med vedtagelse af en ny visuel kunstplan har Kultur- og Fritidsudvalget valgt at sætte fokus på kunsten og kulturens rammer og den kunstneriske scene i København. Den nye visuelle Kunstplan og udviklingsmulighederne indenfor de andre kunstneriske genrer lægger op til at kommunen arbejder tættere sammen med eksterne samarbejdspartnere om at realisere visionerne for København.
Flere af de samarbejdspartnere, som kommunen har været i dialog med, har gennem årene orienteret sig internationalt og etableret samarbejder i en række lande. I forhold til udviklingen af den kunstneriske scene har fokus peget på Paris, Berlin og New York. Den kunstneriske scene i disse byer spiller en markant rolle i forhold til byudviklingen og er identitetsskabende for hele det miljø og de karakteristika, som er en del af byernes fundament. Den kunstneriske scene i disse byer er blandt verdens mest nyskabende og kan give inspiration til udvikling og retning for fremtidens København.
Forvaltningen foreslår, at udvalget godkender et af nedenstående forslag til studiebesøg i 2018/2019:
Forslag A: Fokus på udvikling af den kunstneriske scene
Med fokus på udviklingen af den samlede kunstneriske scene og herunder realiseringen af kommunens nye visuelle kunststrategi kan Kultur- og Fritidsudvalgets studietur gå til Paris, New York eller Berlin.
Mødekalenderen for 2018 er på nuværende tidspunkt meget fyldt. Vælges Paris eller Berlin kan studiebesøget arrangeres som en tre dages tur med sen afrejse mandag den 29. oktober 2018 og hjemrejse torsdag den 1. november 2018
Vælges New York kan turen kun gennemføres fra den 22. september 2018 til den 7. oktober 2018 og under forudsætning af , at udvalgets planlagte møde den 27. september 2018 flyttes. Forvaltningen foreslår, at udvalgsmødet i givet fald flyttes til den 18. september 2018 fra kl. 15.00 - 19.00. Vælges New York på disse datoer udelukker det samtidig muligheden for at deltage i Beijing Design Week. Alternativt kan en studietur til New York gennemføres i 2019.
- Forslag A1: Paris
- Forslag A2: Berlin
- Forslag A3: New York
Derudover arbejder forvaltningen på det faglige indhold til et længerevarende studiebesøg i 2019 til enten San Francisco / Silicon Valley eller Montreal. Udvalget vil blive forelagt en særskilt indstilling herom på et senere udvalgsmøde.
Forslag B: Beijing, Kina (tema: kulturel vækst)
København deltager som gæsteby ved Beijing Design Week, som er Asiens største designevent. Her deltager bl.a. Københavns Hovedbibliotek med kulturelle aktiviteter med fokus på mødet mellem kinesisk og dansk kultur. Der er mulighed for at besøge den københavnske udstilling, der har til huse i en tidligere gastank, ligesom der kan arrangeres en tur til byudviklingsprojektet Qinglong Hutong, der bl.a. kan fremvise danske løsninger og potentiale for dansk-kinesisk samarbejde på det kreative område.
Beijing Design Week foregår fra den 22. september 2018 til den 7. oktober 2018. København åbner som gæsteby den 26. september 2018 med en åbningsceremoni, og gæsteby-deltagelsen varer frem til den 5. oktober. Det forventes, at en dansk delegation med deltagelse af blandt andet overborgmesteren vil besøge Beijing Design Week i den første uge fra den københavnske udstillings åbning.
Såfremt udvalget beslutter at deltage i Beijing Design Week, som en del af den danske delegation, skal udvalgets planlagte møde den 27. september 2018 flyttes. Forvaltningen foreslår, at udvalgsmødet i givet fald flyttes til den 18. september 2018 fra kl. 15.00 - 19.00.
Forslag C: Seattle, USA (tema: biblioteker)
Kultur- og Fritidsudvalget er blevet meldt ind i foreningen American Library Association (ALA). Foreningen afholder to konferencer årligt, som tilbyder et omfattende fagligt program af høj kvalitet.
I 2019 afholdes der Midwinter Meeting i Seattle. Datoerne for konferencen er den 25. - 29. januar 2019.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen vender tilbage til udvalget med nærmere program, budget og beskrivelser af studietur 2018/2019 med udgangspunkt i Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning.
Mette Touborg
/ Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. juni 2018:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at destinationen for udvalgets studiebesøg i 2018 bliver Berlin, og at studiebesøget gennemføres i dagene 12.-14. september 2018.