Mødedato: 11.05.2020, kl. 17:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Anden fase af en kontrolleret genåbning af Kultur- og Fritidsforvaltningens institutioner og borgerrettede aktiviteter

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget forelægges Kultur- og Fritidsforvaltningens plan og status for genåbningen af institutioner, aktiviteter og borgerrettede funktioner set i lyset af den indgåede aftale om anden fase af en kontrolleret genåbning.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager Kultur- og Fritidsforvaltningens plan og status for genåbningen af institutioner, aktiviteter og borgerrettede funktioner, i lyset af den indgåede aftale om anden fase af en kontrolleret genåbning, til efterretning.

  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Kultur- og Fritidsforvaltningen, på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser på det ekstraordinære møde den 11. maj 2020, frem mod udvalgets møde den 19. maj 2020 udarbejder en indstilling om det videre forløb af genåbningen inkl. fase 3 og 4.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder løbende med mulige scenarier for en genåbning af forvaltningens institutioner og aktiviteter, herunder åbningen for fodbold.

Regeringen og samtlige partier i Folketinget er torsdag den 7. maj 2020 blevet enige om en aftale om anden fase af en kontrolleret genåbning.

Denne aftale har også omfattende konsekvenser for Kultur- og Fritidsforvaltningen, herunder i forhold til professionel idræt uden tilskuere, ind- og udlån på biblioteker samt udendørs idræts- og foreningsliv.

Rammerne for genåbningen af Kultur- og Fritidsforvaltningen er, at de forskellige institutioner, anlæg, borgerrettede funktioner o.s.v. i videst muligt omfang skal føres tilbage til normalsituationen, der var gældende før landets nedlukning på grund af COVID-19 i marts 2020. Dette skal i sagens natur ske inden for de rammer og retningslinjer, som staten, herunder sundhedsmyndighederne, og kommunens kriseledelse melder ud.

I det omfang de forskellige aktiviteter uden videre vil kunne genoptage driften som følge af anden fase af genåbningen, vil dette ske.

Såfremt der er behov for særlige tiltag for at kunne opfylde de sundhedsfaglige retningslinjer, vil dette fremgå af indstillingen. De forskellige retningslinjer, krav og begrænsninger kan betyde, at aktiviteterne kun kan åbne i begrænset omfang eller under iagttagelse af særlige restriktioner. Som eksempler på retningslinjer af stor betydning for genåbningen er f.eks. afstandskravet og det maksimale antal personer, der må forsamles (p.t. 10 personer).

Formålet med indstillingen er at give Kultur- og Fritidsudvalget en orientering om planen for genåbningen, samt status herfor, samt mulighed for en nærmere drøftelse af genåbningen.

Løsning

Af bilag 1 fremgår en uddybende beskrivelse af genåbningen for de enkelte områder.

Indstillingen er udarbejdet på grundlag af de udmeldinger fra de statslige myndigheder mv., således som de forelå den 11. maj om morgenen. Der må derfor tages forbehold for efterfølgende, ændrede udmeldinger, idet genåbningen i sagens natur vil blive tilrettelagt i overensstemmelse med myndighedernes retningslinjer mv.

I det følgende er anført nogle principielle bemærkninger om åbning af udendørsbaner til coronasikker træning og professionel idræt uden tilskuere.

Åbning af udendørsbaner til coronasikker træning

Københavns Kommunes græs- og kunstgræsbaner åbner i forlængelse af aftalen om fase 2 af genåbningen og i henhold til DBUs retningslinjer (se bilag 1). Banerne kan bruges til coronasikker træning under fortsat overholdelse af bl.a. forsamlingskravet på maks. 10 personer, afstandskravet og hygiejnekrav. Der vil således ikke være tale om fodbold i traditionel forstand.

Alle brugere af banerne skal forlods erklære, at de vil overholde DBUs retningslinjer eller tilsvarende fra andre specialforbund. Banerne kan kun benyttes med gyldigt bookingbevis. Det bemærkes, at forsamlingskravet og DBUs retningslinjer betyder, at der maksimalt må være 10 personer på en fodboldbane, uanset banestørrelsen. Det er klubbernes ansvar at tilrettelægge træningen, så den overholder retningslinjerne og koordinere det enkelte træningspas, så forsamlingsforbuddet overholdes. Såfremt en forening ikke overholder retningslinjerne, vil den - efter en advarsel - få frataget sine tider. Det forudsættes, at foreningernes prioritering sker efter Folkeoplysningslovens regler, så foreningernes anvendelse fordeles mellem de oprindeligt indberettede hold.

Hvor det er muligt, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen udbyde tider på kunstgræs frem til kl. 24 og kl. 6-8. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil gå i dialog med DBU København om brugen af banerne.

Mange fodboldbaner bruges i dagtimerne (8-16) af Børne- og Ungdomsforvaltningen pga. kapacitetsudfordringer på skole- og institutionsområdet. Denne brug fortsætter indtil videre. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil koordinere dette med Børne- og Ungdomsforvaltningen og de lokale fodboldklubber. Foreninger, der har bookinger inden kl. 16, vil få annulleret dem foreløbigt frem til skolernes sommerferie.

Kultur- og Fritidsforvaltningen streger byens boldbaner op, herunder også Teknik- og Miljøforvaltningens baner, som vanligt. Dette vil foregå i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen. Opstregningen forventes at tage en uge, hvilket dog forudsætter nogenlunde tørvejr. Da opstregning og øvrig pleje normalt foregår i dagtimerne, kan der være baner, hvor opstregningen kommer til at vare længere. Forvaltningerne vil koordinere den fremadrettede pleje og rekreative brug af banerne.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil kommunikere med brugerne af banerne og invitere til et virtuelt orienterings- og debatmøde snarest.

Professionel idræt uden tilskuere

Med aftalen om genåbning kan professionel idræt atter træne. Københavns Kommune kan dermed stille sine inden- og udendørs faciliteter til rådighed for professionel idræt. Det antages, at professionel idræt omfatter personer, der har et egentligt kontraktforhold med en væsentlig honorering, der gør idrætten til hovedbeskæftigelse. Det vil være op til det enkelte forbund i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund at fastsætte retningslinjer for idrætsudøvelsen og afgrænse, hvilke ligaer eller enkeltpersoner der er omfattet af ordningen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil efter dialog med Danmarks Idrætsforbund og specialforbundene åbne for brugen af Københavns Kommunes faciliteter.

Brugen skal koordineres med Børne- og Ungdomsforvaltningen, der pt. råder over idrætsfaciliteterne i tidsrummet 8-16.

Det forventes, at det også vil blive muligt at afvikle kampe, hvor forsamlingsforbuddet på 10 personer og afstandskravet ikke gælder. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil forberede dette og åbne for denne brug, når regelgrundlaget er på plads, og de nødvendige tilladelser er givet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen fortsætter genåbningen som beskrevet i indstillingen, i overensstemmelse med udvalgets tilkendegivelser. Til det ordinære møde den 19. maj 2020 forelægges Kultur- og Fritidsudvalget en indstilling om det videre forløb af genåbningen (fase 3 og 4). Denne indstilling vil blive eftersendt hurtigst muligt.

Med fase 3 (der forventes den 8. juni 2020) forventes museer, teatre, udstillingshaller, kulturhuse, indendørs idrætshaller, havnebade og muligvis friluftsbade at kunne åbne. Det fremgår ligeledes, at aftenskoleundervisningen er en del af denne åbning, og at der kan gennemføres sommerferieaktiviteter for børn og unge. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil forberede denne åbning, herunder Summercamp, i samarbejde med de kulturelle aktører.

Med fase 4 (primo august) forventes svømmehallerne og spillestederne at kunne åbne med et maksimalt antal deltagere på 500.

 

Mette Touborg

/Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i det ekstraordinære møde den 11. maj 2020:

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede sagen og tilkendegav bl.a. følgende:

  • Kultur- og Fritidsudvalget finder det positivt, at der kan etableres 5-mandsbaner for på denne måde at øge kapaciteten.
  • Kultur- og Fritidsudvalget anmoder om, at der tages en dialog med Team Copenhagen om evt. udendørs træningsfaciliteter
  • Kommunikationsplanen i forhold til Københavnerne er central

 

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

 

Christopher Røhl Andersen anmodede om nærmere oplysninger om "sagspuklen" for VIB og Borgerservice.

Til top