Mødedato: 11.05.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning om støtte til KUNST I TIDE - en kunstudstilling i Rådhustårnet

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsforvaltningen skal tage stilling til en ansøgning fra Thierry Geoffroy og Tijana Miskovic om støtte på 371.300 kr. til kunstudstillingen KUNST I TIDE. 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om støtte på 371.300 kr., da der ikke er afsat midler til formålet i budget 2017.

Problemstilling

Kunstner Thierry Geoffroy og kurator Tijana Miskovic søger om støtte til at realisere en kunstudstilling i Rådhustårnets fire niveauer, som skal finde sted under Copenhagen Ultracontemporary Biennale, der afholdes fra den 18. september til den 1. oktober 2017.

Der er ikke afsat midler til formålet i budget 2017.

Løsning

Udstillingen vil bestå af 20-25 værker skabt af danske, internationale og anerkendte kunstnere. Parallelt med den fysiske udstilling vil værkerne også blive vist på en internetplatform for at nå et større publikum.

Ifølge ansøger omhandler udstillingen samfundet og tiden, vi lever i, og viser hvordan billedkunstnerne gennem deres værker engagerer sig i samtiden.

Værkerne har alle været udstillet tidligere på anerkendte museer og i kunstkontekster internationalt. I forbindelse med den aktuelle udstilling vil arrangørerne vise en serie nyproducerede videoer, der beskriver værkernes tilblivelse.

Ifølge arrangørerne fungerer Rådhustårnet perfekt til denne udstilling, da det arkitektonisk set er et stærkt symbol på København og samtidig viser uret tiden, der er temaet for selve udstillingen.

I forbindelse med udstillingen, der er gratis, vil kunstnerne arrangere en omvisning pr. dag for publikum. Udstillingen varer 12 dage.

Udstillingen er en del af Copenhagen Ultracontemporary Biennale.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Mette Touborg

                             /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. maj 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen med henblik på yderligere undersøgelser, herunder en dialog med ansøger.

Til top