Anvendelse af Den Brune Kødby
Anvendelse af Den Brune Kødby
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 11. maj 2000
2. Anvendelse af Den Brune Kødby
(KFU 195/2000)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget for hvert af områderne A, B, D og E principielt tilslutter sig et af nedenstående forslag om anvendelse af Den Brune Kødby
at Kultur- og Fritidsudvalgets principielle beslutninger sendes til høring i Uddannelses- og Ungdomsudvalget, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Bygge- og Teknikudvalget
at Kultur- og Fritidsudvalget på baggrund af de berørte udvalgs høringssvar træffer endelig beslutning om forslagene til anvendelse af områderne A, B, D og E, som derefter forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med indstilling om,
at Borgerrepræsentationen bemyndiger de berørte udvalgs forvaltninger til i samarbejde at udarbejde konkrete forslag til udmøntning af Borgerrepræsentationens beslutninger, hvorunder det forudsættes, at efterfølgende realisering af forslagene ikke medfører merudgifter for kommunen i forhold til de økonomiske rammer, som Borgerrepræsentationen har besluttet for budget 2000 og overslagsårene.
RESUME
Borgerrepræsentationen besluttede den 27. januar 2000, at Kultur- og Fritidsudvalget skulle iværksætte en offentlig høring af en række forslag til anvendelse af bygninger og arealer i Den Brune Kødby med en høringsfrist på 4 uger fra offentliggørelsen i lokalpressen.
Der er indkommet 51 høringssvar. På baggrund af høringssvarene har forvaltningen udarbejdet nogle forskellige kombinationsmuligheder for anvendelse af bygningerne i Den Brune Kødby.
Der er i høringssvarene generelt enighed om, at område A skal bruges til medborgerhus-aktiviteter. Flere påpeger, at Vesterbros befolkningssammensætning er multietnisk, at dette vil afspejle sig i benyttelsen af medborgerhusområdet, og at der derfor ikke er et særskilt behov for et multikulturelt hus. Ligeledes er flere af den opfattelse, at Det Internationale Akademi for Uddannelse og Demokrati ikke hører hjemme i området.
Område B er i vidt omfang allerede disponeret i form af udlejning til Husets Teater, DGI og Rysensteen Gymnasium.
Nogle høringssvar tilkendegiver modstand mod en parkeringskælder i område D. Ligeledes foreslås det i nogle høringssvar at flytte Måltidets Hus ud af Den Brune Kødby. Imidlertid besluttede Borgerrepræsentationen allerede i maj 1999 at stille bygning 68 og 73 til rådighed for Måltidets Hus, og forhandlingerne om den endelige aftale forventes snart afsluttet. Derudover er det forvaltningens vurdering, at det ikke vil være økonomisk hensigtsmæssigt at opsige lejere i Den Hvide eller Den Grå Kødby med henblik på en flytning af Måltidets Hus.
Der fremsættes forslag om nybyggeri i område D. DGI foreslog oprindeligt at placere Det Internationale Akademi for Uddannelse og Demokrati, Foreningsbiblioteket og Det Nationale Idrætsmuseum i område E. Imidlertid har DGI i sit høringssvar konstateret, at der ikke alle steder har været interesse for dette forslag og foreslår i stedet, at de pågældende aktiviteter kan placeres i nybyggeri i område D.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen vil gerne placere Teaterbutikken, Billedskolen og Musikskolen samlet i Den Brune Kødby, men det kræver, at der opføres nybyggeri til Musikskolen. Derudover har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ønske om en daginstitution i området, hvilket også forudsætter nybyggeri i område D.
Det er forvaltningens indstilling, at eventuelt nybyggeri skal tilgodese Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens og eventuelt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens behov. Imidlertid er det ifølge den gældende lokalplan ikke muligt uden videre at opføre nybyggeri i område D. Derfor skal der - afhængigt af det konkrete projekt - i givet fald enten dispenseres fra lokalplanen - herunder foretages nabohøring - eller ske ændring af lokalplanen og udarbejdelse af kommuneplantillæg.
Det foreslås, at område E disponeres til Teaterbutikken og Billedskolen.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Borgerrepræsentationen besluttede den 27. januar 2000, at Kultur- og Fritidsudvalget skulle iværksætte en offentlig høring af en række forslag til anvendelse af bygninger og arealer i Den Brune Kødby med en høringsfrist på 4 uger fra offentliggørelsen i lokalpressen.
Borgerrepræsentationen traf endvidere principbeslutning om, at hvis Borgerrepræsentationen efterfølgende beslutter at søge de omhandlede forslag realiseret, sker det under forudsætning af, at realiseringen ikke medfører merudgifter for kommunen i forhold til de vedtagne økonomiske rammer, som Borgerrepræsentationen har besluttet for budget 2000 og overslagsårene.
Den 10. februar 2000 behandlede Kultur- og Fritidsudvalget en indstilling om tilrettelæggelse af høringsprocessen. Høringen blev herefter annonceret i Søndagsavisen den 20. februar og i Vesterbro Bladet den 23. februar, og høringsmaterialet blev udsendt til en række foreninger og grupperinger på Vesterbro, ligesom materialet blev fremlagt på Vesterbro Bibliotek, i Vesterbro Kulturhus og i Københavner Information.
Der er indkommet 51 høringssvar.
Forvaltningens bemærkninger til de enkelte områder og høringssvarene
Generelt om Teaterbutikken – Billedskolen – Musikskolen
Teaterbutikken er i dag placeret midlertidigt i Den Brune Kødby. Der skal ifølge Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen findes en permanent placering til institutionen.
Billedskolen har i dag lokaler i Ryesgade 101 sammen med en del af Musikskolen. Lokalerne skal ved en sammenlægning med Sortedamsskolen indgå i en løsning af skolekapacitetsproblemerne på Indre Østerbro, og Billedskolen og Musikskolen skal derfor flytte.
Det betyder, at der under alle omstændigheder skal investeres anlægsmidler i en genhusning af de tre institutioner. En sådan genhusning i Den Brune Kødby vil skabe optimale muligheder for et kreativt og musisk miljø for børn og unge, og det er derfor Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens ønske at samle institutionerne i området og samtidig samle Musikskolen, der i dag er spredt på hhv. Frederikssundsvejens Skole og i Ryesgade 101, på én adresse.
Det er muligt at placere Teaterbutikken og Billedskolen i område E. Imidlertid er det ikke muligt at genhuse Musikskolen i eksisterende bygninger i sammenhæng med de to andre institutioner. På den baggrund kan det overvejes at opføre nybyggeri til Musikskolen i område D, se nedenfor om dette område.
Der forventes ikke at skulle afholdes anlægsudgifter i forbindelse med Teaterbutikkens genhusning. Det skønnes, at indretning af bygning 70 til Billedskolen vil koste ca. 10 millioner kr., og at nybyggeri til Musikskolen vil koste ca. 18 millioner kroner, i alt 28 millioner kr. Til sammenligning frigives der i Ryesgade 101 og på Frederikssundsvejens Skole arealer, som i givet fald skulle være tilvejebragt gennem nybyggeri til en anslået pris af ca. 30 mio. kr. Dermed synes en placering af de tre institutioner i Den Brune Kødby økonomisk forsvarlig.
I forhold til kapacitetsproblemerne på Indre Østerbro er der allerede i skoleåret 2001/2002 behov for at disponere over Ryesgade 101 til Sortedamsskolen. Derfor ønskes både Billedskolen og Musikskolen flyttet hurtigst muligt. Af økonomiske og praktiske årsager er det dog næppe realistisk at flytte ind i Den Brune Kødby før 2002. Derfor må kapacitetsproblemerne på Indre Østerbro sandsynligvis løses midlertidigt.
Der henvises til vedlagte notat fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.
Område A
Generelt er der i høringssvarene enighed om, at området skal bruges til medborgerhus-aktiviteter. Flere påpeger, at Vesterbros befolkningssammensætning er multietnisk, og at dette vil afspejle sig i benyttelsen af medborgerhus-området, hvorfor der ikke er et særskilt behov for et multikulturelt hus.
Ligeledes er flere af den opfattelse, at Det Internationale Akademi for Uddannelse og Demokrati ikke hører hjemme i området. Der henvises til bemærkningerne om område D/Areal I nedenfor.
Nogle høringssvar foreslår, at der i område B skal være en information, der f.eks. også kan sælge bøger, merchandise og billetter. Forvaltningen finder, at en sådan information bør kunne indarbejdes i medborgerhus-aktiviteterne i område A.
Nogle høringssvar foreslår et ungdomshus eller et børnekulturhus, som evt. kunne placeres i område D. Imidlertid foreligger der ingen finansiel afklaring, og forvaltningen finder, at aktiviteterne bør kunne indpasses i medborgerhus-aktiviteterne i område A. Her kan der eventuelt også indtænkes lokaler til Vesterbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv, der alternativt kan få egne lokaler i område B.
Nogle høringssvar ønsker økologiske principper indtænkt i Den Brune Kødby, og man foreslår et økologisk medborgerhus. Imidlertid er renoveringen så fremskreden, at det er Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens vurdering, at det ikke umiddelbart er muligt at lave en "økologisk bygning".
Forslag til anvendelse
Område/Bygning |
Forslag 1 (Borgerrepræsentationens høringsforslag) |
A/62 |
Det Multikulturelle Hus og Det Internationale Akademi for Uddannelse og Demokrati |
A/63 |
Café |
A/64 |
Medborgeraktiviteter |
A/65 |
Det Multikulturelle Hus og Det Internationale Akademi for Uddannelse og Demokrati |
A/88 |
Sund By-butik |
A/89 |
Depoter for medborgeraktiviteterne i bygning 64 |
Område/Bygning |
Forslag 2 |
A/62 |
Det Multikulturelle Hus |
A/63 |
Café |
A/64 |
Medborgeraktiviteter |
A/65 |
Medborgeraktiviteter |
A/88 |
Sund By-butik |
A/89 |
Depot for medborgeraktiviteter |
Vedtages forslag 2, udelukkes Det Internationale Akademi for Uddannelse og Demokrati, mens der skabes mere plads til medborgeraktiviteter.
Område/Bygning |
Forslag 3 |
A/62 |
Det Internationale Akademi for Uddannelse og Demokrati |
A/63 |
Café |
A/64 |
Medborgeraktiviteteter |
A/65 |
Medborgeraktiviteter |
A/88 |
Sund By-butik |
A/89 |
Depot for medborgeraktiviteter |
Vedtages forslag 3, udelukkes Det Multikulturelle Hus, mens der skabes mere plads til medborgeraktiviteter.
Område/Bygning |
Forslag 4 |
A/62 |
Medborgeraktiviteter |
A/63 |
Café |
A/64 |
Medborgeraktiviteteter |
A/65 |
Medborgeraktiviteter |
A/88 |
Sund By-butik |
A/89 |
Depot for medborgeraktiviteter |
Vedtages forslag 4, udelukkes Det Internationale Akademi for Uddannelse og Demokrati og Det Multikulturelle Hus, mens der skabes mere plads til medborgeraktiviteter.
De enkelte bygninger
Bygning 62 er på 490 m2. Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU) udfører på vegne af Center for Aktivering og Beskæftigelse (CAB) renovering af tag og vinduer. Færdiggørelse: Medio 2000. Arbejdet omfatter ikke det indvendige, da bygningens anvendelse ikke er fastlagt. Det er p.t. ikke muligt at oplyse, hvornår indvendig renovering kan være tilendebragt, da det bl.a. afhænger af aftalen om Måltidets Hus.
For så vidt angår bygning 63 og 64 er der indgået en serviceaftale mellem CAB og Vesterbro Kulturhus v/ bestyrer Erling Hagemann om, at sidstnævnte forestår driften af bygningerne. Aftalen udløber den 31. december 2002, men kan i øvrigt af begge parter opsiges med 3 måneders varsel til den 1. i en måned. Bygning 63 (190 m2) forudsættes i aftalen anvendt til restaurationsvirksomhed, mens bygning 64 (645 m2) forudsættes anvendt til korttidsudlejning, herunder til beboer- og kulturhusaktiviteter, for borgerne på Vesterbro. Vesterbro Kulturhus betaler et årligt vederlag for dispositionsretten til CAB.
Vesterbro Radio har et lejemål i kælderen i bygning 64. Der er 6 måneders opsigelse.
Bygning 65 er på 135 m2. Der er indgået aftale om, at TAMU renoverer og istandsætter bygningen til mødelokaler/forsamlingslokaler. Færdiggørelse: Maj 2001.
Bygning 88 er på 75 m2. Der er indgået aftale om, at TAMU renoverer og istandsætter bygningen til 2 mødelokaler. Færdiggørelse: Ultimo 2000.
Bygning 89 er på 55 m2. TAMU udfører renovering og istandsættelse til lager- og skralderum. Færdiggørelse: Ultimo 2000.
Område B
Forslag til anvendelse
Område/Bygning |
Forslag 5 (Nuværende opdeling) |
B/78 |
Husets Teater |
B/79 |
Husets Teater |
B/80 |
Udstillings- og mødelokaler |
B/81 |
DGI-Storkøbenhavn |
B/83 |
Faglokaler, Rysensteen |
B/90 |
Udstillings- og mødelokaler |
Område/Bygning |
Forslag 6 |
B/78 |
Husets Teater |
B/79 |
Husets Teater |
B/80 |
Vesterbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv |
B/81 |
DGI-Storkøbenhavn |
B/83 |
Faglokaler, Rysensteen |
B/90 |
Udstillings- og mødelokaler |
Vedtages forslag 6, skabes der lokaler til Vesterbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv. Alternativt kan lokaler til foreningen forsøges indpasset i område A.
Område/Bygning |
Forslag 6a |
B/78 |
Husets Teater |
B/79 |
Husets Teater |
B/80 |
Udlejning på markedsvilkår |
B/81 |
DGI-Storkøbenhavn |
B/83 |
Faglokaler, Rysensteen |
B/90 |
Udstillings- og mødelokaler |
Vedtages forslag 6a, udlejes bygning 80 på markedsvilkår. Det vurderes, at markedslejen for bygningen udgør 1250 kr. pr. m2.
Område/Bygning |
Forslag 6b kombineret med et af forslagene 5-6a |
B/90 |
Udlejning på markedsvilkår |
Vedtages forslag 6b, udlejes bygning 90 på markedsvilkår. Det vurderes, at markedslejen for bygningen udgør 1250 kr. pr. m2.
De enkelte bygninger
Bygning 78 og 79 (1030 m2) er i dag udlejet til Husets Teater. Kontrakten indeholder ikke opsigelsesbestemmelser.
Bygning 80 (225 m2) anvendes sammen med bygning 90 til ad-hoc udstillingsvirksomhed/mødevirksomhed i relation til Øksnehallen. Nogle høringssvar foreslår, at Vesterbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv får lokaler i Den Brune Kødby. Det kunne i givet fald være i bygning 80. Det forudsættes, at foreningen selv finansierer indflytning m.v. Der kan disponeres over bygningen med det samme.
Alternativt kan bygningen udlejes på markedsvilkår.
Bygning 81 (280 m2) er i dag udlejet til DGI til brug for administration. Der er aftalt et opsigelsesvarsel på 6 måneder til udgangen af et kalenderkvartal.
Bygning 83 (535 m2) er indrettet og udlejet som faglokaler til Rysensteen Gymnasium.
Bygning 90 (185 m2) anvendes til ad-hoc udstillingsvirksomhed/mødevirksomhed i relation til Øksnehallen. Nogle høringssvar påpeger vigtigheden af en sal i forbindelse med medborgerhusområdet. Bygning 90 indeholder en sal, som kan bevares som sådan, bl.a. til udstillingsaktiviteter eller fællessal for aktiviteterne i Den Brune Kødby. Bygningen indeholder områdets eneste sal bortset fra bygning 70, hvor Billedskolen foreslås placeret.
Alternativt kan bygningen udlejes på markedsvilkår.
Område D
Flere høringssvar viser modstand mod planerne om en parkeringskælder i området. Endvidere er der i en række høringssvar ønske om at flytte Måltidets Hus ud af Den Brune Kødby.
Forslag til anvendelse
Område/Bygning |
Forslag 7 (Borgerrepræsentationens høringsforslag) |
D/66 |
Lager, Øksnehallen og værksteder for det lokale kulturhus |
D/67 |
Lager, Øksnehallen |
D/68 |
Måltidets Hus |
D/73 |
Måltidets Hus |
D/74 |
Vestauranten |
D/74 a |
Forbindelsesgang |
D/75 |
Øksnehallen |
D/84 |
Faglokaler, Rysenssteen og servicefløj, Øksnehallen |
D/85 |
DGI-kantine |
D/Areal I |
Aktivitetspark og underjordisk p-kælder |
D/Areal II |
Friluftspark |
Område/Bygning |
Forslag 8 |
D/66 |
Ungdomshus |
D/67 |
Lager, Øksnehallen og værksteder for det lokale kulturhus |
D/68 |
Måltidets Hus |
D/73 |
Måltidets Hus |
D/74 |
Vestauranten |
D/74 a |
Forbindelsesgang |
D/75 |
Øksnehallen |
D/84 |
Faglokaler, Rysenssteen og servicefløj, Øksnehallen |
D/85 |
DGI-kantine |
D/Areal I |
Aktivitetspark og underjordisk p-kælder |
D/Areal II |
Friluftspark |
Vedtages forslag 8, skabes der lokaler til et ungdomshus på bekostning af lagerplads til Øksnehallen.
Område/Bygning |
Forslag 9 |
D/66 |
Børnekulturhus |
D/67 |
Lager, Øksnehallen og værksteder for det lokale kulturhus |
D/68 |
Måltidets Hus |
D/73 |
Måltidets Hus |
D/74 |
Vestauranten |
D/74 a |
Forbindelsesgang |
D/75 |
Øksnehallen |
D/84 |
Faglokaler, Rysenssteen og servicefløj, Øksnehallen |
D/85 |
DGI-kantine |
D/Areal I |
Aktivitetspark og underjordisk p-kælder |
D/Areal II |
Friluftspark |
Vedtages forslag 9, skabes der lokaler til et børnekulturhus på bekostning af lagerplads til Øksnehallen. Der bliver ikke plads til et ungdomshus.
Område/Bygning |
Forslag 10 kombineret med et af forslagene 7-9 |
D/Areal I |
Aktivitetspark uden underjordisk p-kælder |
Vedtages forslag 10, etableres der ingen underjordisk p-kælder i Den Brune Kødby.
Område/Bygning |
Forslag 11 kombineret med et af forslagene 7-10 |
D/Areal I: Nybyggeri |
Nedrivning af eksisterende lagerbygning og opførelse af nybyggeri til Musikskolen, ca. 1200 m2. |
Bygge- og Teknikforvaltningen vurderer umiddelbart, at vedtagelse af forslag 11 som minimum kræver, at der dispenseres fra lokalplanen - herunder foretages nabohøring - under den forudsætning, at bygningen opføres i højst to etagers højde (plus kælder) og i stil med Den Brune Kødby. En anden udformning vurderes umiddelbart at kræve ændring af lokalplanen og udarbejdelse af kommuneplantillæg.
Forslaget samler Musikskolen på ét sted umiddelbart op ad område E sammen med Teaterbutikken og Billedskolen. Der henvises til vedlagte notat fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.
Område/Bygning |
Forslag 12 kombineret med et af forslagene 7-10 |
D/Areal I: Nybyggeri |
Nedrivning af eksisterende lagerbygning og opførelse af samlet nybyggeri til Musikskolen og en daginstitution, ca. 2000 m2. |
Bygge- og Teknikforvaltningen vurderer umiddelbart, at vedtagelse af forslag 12 kræver ændring af lokalplanen og udarbejdelse af kommuneplantillæg. Alternativt skal planerne om nybyggeri sendes i nabohøring, hvorefter der skal dispenseres fra gældende lokalplan. I så fald er det en forudsætning, at der opføres én bygning i højst to etagers højde (plus kælder) og i stil med Den Brune Kødby.
Forslaget samler Musikskolen på ét sted umiddelbart op ad område E sammen med Teaterbutikken og Billedskolen. Samtidig skabes der plads til en daginstitution, hvilket der ifølge Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er behov for på Vesterbro. Der henvises til vedlagte notater fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Område/Bygning |
Forslag 13 kombineret med et af forslagene 7-10 |
D/Areal I: Nybyggeri |
Forslag 13.1 : Arkitektgruppens første forslag: Nedrivning af eksisterende lagerbygning og opførelse af bygning på 1200 m2 til Musikskolen, bygning på 800 m2 til daginstitution og bygning til Billedskolen på 790 m2. Bygning E/70 frigøres herefter til fælleshus for børnekulturen i kommunen.Forslag 13.2: Arkitektgruppens andet forslag: Nedrivning af eksisterende lagerbygning og opførelse af bygning på 1200 m2 til Musikskolen og bygning på 800 m2 til daginstitution. |
Bygge- og Teknikforvaltningen vurderer umiddelbart, at vedtagelse af forslag 13 kræver ændring af lokalplanen og udarbejdelse af kommuneplantillæg.
Forslagene samler Musikskolen på ét sted umiddelbart op ad område E sammen med Teaterbutikken og Billedskolen. Samtidig skabes der plads til en daginstitution, hvilket der ifølge Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er behov for på Vesterbro. Endelig skabes der mulighed for at bygning nr. 70 kan anvendes til fællesbygning for børnekulturen i kommunen til koncerter, teater, udstillinger og andre fællesaktiviteter, idet Billedskolen bliver placeret i en nyopført bygning.
Såfremt forslag 13.1. vedtages, vil det indebære et samlet nybyggeri på ca. 2.790 m2. Det vurderes, at de samlede anlægsudgifter vil beløbe sig til ca. 40 mill. kr.
Der henvises til vedlagte notater fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Generelt om forslagene til nybyggeri anbefaler forvaltningen, at der udarbejdes konkrete forslag til udformning, som passer i stil med arkitekturen i Den Brune Kødby.
De enkelte bygninger
Bygning 66 rummer 535 m2, hvoraf 90 m2 er udlejet til Husets Teater. Der er aftalt et opsigelsesvarsel på 3 måneder. Nogle høringssvar ønsker værksteder til medborgeraktiviteterne, mens andre ønsker et ungdomshus/ungdomskultursted. Atter andre ønsker et børnekultursted eller-område med gratis adgang for alle børn. En af de tre aktiviteter kan eventuelt placeres i bygning 66. Det bemærkes dog, at der ikke foreligger nogen afklaring af finansieringen af et ungdomshus eller et børnekulturhus, og at aktiviteterne burde kunne indpasses i medborgerhusområdet.
Renovering af bygningen er ikke påbegyndt. Det er p.t. ikke muligt at oplyse, hvornår renoveringen kan være tilendebragt, da det bl.a. afhænger af aftalen om Måltidets Hus.
Bygning 68 og 73: Den 6. maj 1999 (BR 191/99) tiltrådte Borgerrepræsentationen "Letter of Intent" om Måltidets Hus. Første punkt lyder: "Københavns Kommune stiller i princippet ca. 3.000 m2 etageareal vederlagsfrit til rådighed omfattende Den Dobbelte Kalvehal, og den nærliggende staldbygning (længen) i Den Brune Kødby samt 2 bygninger (inklusive indskudte dæk) i Den Grå Kødby, mod at Fødevareministeriet forpligter sig til at etablere Måltidets Hus med respekt for bygningernes ydre fremtoning."
Vedtagelsen indebærer, at bygning 68 (535 m2) og 73 (1535 m2) skal anvendes til Måltidets Hus. Der forhandles p.t. med Fødevareministeriet om den endelige aftales udformning. Når et endeligt udkast foreligger, skal dette behandles i Finansudvalget, formentligt inden sommerferien.
Fødevareministeriet har ikke vist interesse for andre bygninger, og der er heller ikke ledige lejemål i hverken Den Hvide eller Den Grå Kødby, som vil kunne rumme Måltidets Hus.
Det vil efter forvaltningens opfattelse ikke være hensigtsmæssigt at opsige nogle af lejemålene med henblik på en flytning af Måltidets Hus. Dels vil det medføre et indtægtstab for kommunen i form af mistede lejeindtægter. Dels vil eventuelt opsagte lejere formentlig være berettiget til erstatning, fordi beliggenheden i Kødbyen er af afgørende betydning for virksomhedernes drift.
Taget på bygning 68 er under renovering. Der er derudover ikke påbegyndt renoveringsarbejder. Det er p.t. ikke muligt at oplyse, hvornår renovering kan være tilendebragt, da det afhænger af indgåelse af aftale med Fødevareministeriet om Måltidets Hus.
Hvad angår bygning 74 og 74 a er der indgået en forpagtningsaftale med DGI om drift af en offentlig restaurant. Aftalen kan af kommunen opsiges med 12 måneders varsel til den 1. i en måned, dog tidligst den 1. januar 2002 til fraflytning den 1. januar 2003. Kommunen er aftalemæssigt forpligtet til at sikre DGI-byen mulighed for køkken/cafeteriamæssig betjening, hvis aftalen om Vestauranten opsiges.
Bygning 75 rummer Øksnehallen, som drives af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Bygning 84 (535 m2) er for en dels vedkommende (270 m2) udlejet til brug for faglokaler til Rysensteen Gymnasium. Aftalen indeholder ikke opsigelsesbestemmelser. Renoveringen er afsluttet.
Areal I og II
Nybyggeri
DGI har foreslået, at Det Internationale Akademi for Uddannelse og Demokrati, Foreningsbiblioteket og Det Nationale Idrætsmuseum placeres i område E.
Efterfølgende har DGI i sit høringssvar af 22. marts konstateret, at der ikke alle steder har været den store interesse for det forslag, som DGI oprindelig fremlagde om etablering af de nævnte institutioner i Den Brune Kødby. I stedet for at lade institutionerne indgå i de eksisterende bygninger foreslår DGI, at de placeres i en ny bygning, som opføres ved indkørslen til staldgade fra Ingerslevsgade, hvor der nu findes en lagerbygning (neden for E/69 i område D/Areal I). DGI tilbyder at undersøge, om det er muligt at skaffe den fornødne anlægsøkonomi og opstille driftsbudgetter, som ikke belaster Københavns Kommune.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har et ønske om at samle Billedskolen, Musikskolen og Teaterbutikken i området. Endvidere har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen behov for en daginstitution. Det er undersøgt, om det nuværende talgsmelteri, som ligger umiddelbart op ad Den Brune Kødby ved indkørslen til Staldgade, kan anvendes. Det skønnes imidlertid, at istandsættelse til et af formålene vil være dyrere end nybyggeri, hvortil kommer, at bygningen er fredet og anvendelsesmulighederne dermed begrænsede. Endelig er mulighederne for udendørs friarealer stærkt begrænsede. På den baggrund er bygningen umiddelbart uegnet til begge formål. Det er derfor kun muligt at samle de tre institutioner og få plads til en daginstitution i dette område, hvis der opføres nybyggeri til formålet.
Derfor er det forvaltningens indstilling, at et eventuelt nybyggeri skal tilgodese ønskerne om en samling af Musikskolen, Billedskolen og Teaterbutikken samt eventuelt behovet for en daginstitution. Børnekulturområdet bliver i så fald større end forudsat i handlingsplanen fra 1995 (delvist optrykt i materialesamlingen). Nybyggeri vil medføre, at friarealerne med mulighed for parkområder indskrænkes.
Det foreslåede nybyggeri ligger imidlertid ikke inden for det område, hvor der ifølge den gældende lokalplan er mulighed for nybyggeri. (Lokalplanen er optrykt i høringsmaterialesamlingen.)
Musikskolen
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har behov for ca. 1200 m2 til Musikskolen. Billedskolen og Teaterbutikken foreslås samlet i område E, se nedenfor. Der er imidlertid ikke mulighed for at placere Musikskolen i allerede eksisterende byggeri, og det kan derfor overvejes at opføre en bygning til Musikskolen neden for E/69 i område D/Areal I.
Afhængigt af den konkrete udformning vurderer Bygge- og Teknikforvaltningen umiddelbart, at et sådant nybyggeri som minimum kræver, at der dispenseres fra lokalplanen - herunder foretages nabohøring - under den forudsætning, at bygningen opføres i max. 2 etagers højde (plus kælder) og i stil med Den Brune Kødby. En anden udformning vurderes umiddelbart at kræve ændring af lokalplanen og udarbejdelse af kommuneplantillæg.
Daginstitution
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har brug for ca. 800 m2 til en daginstitution. Det vil sige, at der er behov for i alt ca. 2000 m2, hvis der sammen med Musikskolen også skal opføres en daginstitution. Bygge- og Teknikforvaltningen vurderer umiddelbart, at et nybyggeri af denne størrelse kræver ændring af lokalplanen samt udarbejdelse af kommuneplantillæg. En sådan procedure vurderes at ville tage minimum 8-9 måneder. Afhængigt at den konkrete udformning kan der muligvis som alternativ dispenseres fra lokalplanen efter forudgående nabohøring.
Projektforslag
Arkitektgruppen København har udarbejdet en "Vurdering af mulighed for nybyggeri i Brune Kødby til musikskole og daginstitution". Det foreslås bl.a. at opføre en musikskole i tre etager umiddelbart neden for E/69 samt en daginstitution i to etager over for musikskolen. Arkitektgruppens konkrete forslag kræver ifølge Bygge- og Teknikforvaltningen ændring af lokalplanen og udarbejdelse af lokalplantillæg.
Økonomi
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen oplyser, at der skal budgetteres med en udgift på 80 millioner kr. til institutionsudbygning i 2001, hvis pladsgarantien skal overholdes. Hvis dette tiltrædes af Borgerrepræsentationen, vurderes det umiddelbart, at der vil være midler til stede til finansiering af en ny daginstitution i Den Brune Kødby i 2001.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har i 2001 et ekstra stort træk på anlægsbudgettet som følge af den igangværende generelle udbygning af skolerne og vurderer derfor, at en flytning af Billedskolen og Musikskolen til Den Brune Kødby næppe er realistisk før 2002.
Der foreligger ikke oplysninger om jordens forureningstilstand i området. Hvis der skal anlægges en parkeringskælder og/eller opføres nybyggeri, forudsættes det, at udgifterne hertil afholdes af de samme forvaltninger/andre interessenter, som i øvrigt afholder anlægsudgifterne.
Tidsperspektiv
Det har ikke umiddelbart været muligt at få en vurdering af tidsperspektivet ved anlæg af parkeringskælder og opførelse af nybyggeri. Hvis lokalplanen skal ændres, og der skal udarbejdes kommuneplantillæg, vurderes planprocessen først at være afsluttet om 8-9 måneder. Bygningen, som skal nedrives, kan ifølge CAB være fjernet ved udgangen af 2000.
Det anses dog under alle omstændigheder som praktisk umuligt, at nybyggeriet kan være tilendebragt ved begyndelsen af skoleåret 2001/2002. Derfor må Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens kapacitetsproblemer på Indre Østerbro løses midlertidigt. Enten skal der skaffes midlertidige, ekstra lokaler til Sortedamsskolen. Eller også skal der ske midlertidig genhusning af nogle af funktionerne fra Ryesgade 101, hvor Billedskolen og en del af Musikskolen i dag har lokaler.
Parker: Det er foreslået at anlægge en aktivitetspark på areal I med mulighed for forskellige udendørs aktiviteter og en friluftspark på areal II med grønne områder, springvand og bænke. Der er ikke udarbejdet endelige planer for disse områder. Hvis der skal opføres nybyggeri på området, vil mulighederne for friluftsområder blive indskrænket, ligesom en del af det resterende friareal vil skulle bruges til legeplads for en eventuel daginstitution.
Parkeringskælder: Bygge- og Teknikforvaltningen har tidligere vurderet forslaget fra DGI om placering af en underjordisk parkeringskælder og fremkom med følgende umiddelbare bemærkninger til forslaget:
"I planlægningen af den fremtidige trafikbetjening af DGI-Byen er der primært taget udgangspunkt i den gode kollektive trafikbetjening som følge af placeringen ved Københavns Hovedbanegård. En ændret vejprofil i Ingerslevsgade, hvor der bl.a. er etableret parkeringspladser, samt et ønske om i vid udstrækning at friholde de ubebyggede arealer for parkering, har medført, at anlægskravet til parkering på DGI-Byens grund er reduceret betragteligt i forhold til lokalplanens parkeringsdækning på 1 plads pr. 100 m2 etageareal. Reduktionen er sket mod tinglyst deklaration om deltagelse i parkeringsanlæg i kvarteret eller indbetaling til en eventuel kommunal parkeringsfond.
Det har imidlertid i praksis vist sig – allerede inden DGI-Byen er fuldt udbygget – at de øvrige omkringliggende veje er belastet af parkerede biler med ærinde i Brune Kødby-området. Etablering af et underjordisk parkeringsanlæg i Den Brune Kødby er i overensstemmelse med bestemmelserne i den for området gældende lokalplan og vil være til gavn for alle aktiviteter i området, herunder også arrangementerne i Øksnehallen, ligesom det må forventes at reducere gadeparkeringen.
Lokalplanen forudsætter, at ind- og udkørsel til et parkeringsanlæg med adgang til Ingerslevsgade sker via Staldgade. Samtidig forudsætter lokalplanen, at områdets ubebyggede arealer, inklusive parkerings- og tilkørselsarealer samt beplantning og belysning, skal anlægges efter en samlet godkendt plan med respekt for bevaringsværdierne og på en sådan måde, at de spiller sammen med de omgivende gader og pladser.
Det skal endvidere bemærkes, at den påtænkte parkeringskælder skønnes at kunne rumme de anførte ca. 220 p-pladser, hvis den anlægges under hele det ubebyggede areal mellem DGI-Byens sydvestligste bygning, Tvillingehallen (bygning 70), Staldgade og Ingerslevsgade. Herved vil lokalplanens parkeringskrav kunne opfyldes."
Da Bygge- og Teknikudvalget den 24. november 1999 behandlede den første indstilling om udvidelse af aktiviteterne i Den Brune Kødby, tiltrådte et flertal i udvalget borgmester Søren Pinds forslag om, at udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen tiltrådte den del af indstillingen, der vedrørte parkeringsanlæg.
Hvis der skal anlægges en parkeringskælder, skal der udarbejdes et konkret projektforslag. Det har ikke umiddelbart være muligt at få en vurdering af, hvornår parkeringskælderen kan være anlagt.
Område E
Forslag til anvendelse
Område/Bygning |
Forslag 14 (Borgerrepræsentationens høringsforslag) |
E/69 |
Teaterbutikken |
E/70 |
Billedskolen |
E/72 |
Fælleslokale for Teaterbutikken og Billedskolen |
De enkelte bygninger
Bygning 69:
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har i forbindelse med indgåelse af lejeaftale vedrørende bygning 70 og 72 erhvervet forlejeret til bygningen, hvor det foreslås at placere Teaterbutikken. Der er påbegyndt tagrenovering. Renovering af bygningen forventes færdiggjort ultimo 2000.Bygning 70: Bygningen er på 790 m2, hvoraf Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen lejer 282 m2 til brug for Teaterbutikken. Lejemålet er tidsbegrænset til 31. december 2002. Inden for perioden kan lejemålet opsiges med 12 måneders varsel. Udlejer skal i så fald betale kompensation.
Det foreslås at placere Billedskolen i bygningen. Bygningens tag er færdigrenoveret. Den resterende renovering afhænger af bygningens anvendelse. Det er p.t. ikke muligt at oplyse, hvornår renovering kan være tilendebragt, da det bl.a. afhænger af aftalen om Måltidets Hus.
Bygning 72: Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har indgået lejemål på samme vilkår som ved bygning 70. Det foreslås, at bygningen anvendes som fælleslokale for Teaterbutikken og Billedskolen. Renoveringen er ikke påbegyndt. Det er p.t. ikke muligt at oplyse, hvornår indvendig renovering kan være tilendebragt, da det bl.a. afhænger af aftalen om Måltidets Hus.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen ønsker at samle Teaterbutikken, Billedskolen og Musikskolen i Den Brune Kødby for at skabe optimale muligheder for et kreativt og musisk miljø for børn og unge. Det er imidlertid ikke muligt at placere Musikskolen i eksisterende bygninger, hvorfor det kan overvejs at opføre nybyggeri neden for E/69 i område D/Areal I. Der henvises til bemærkningerne om område D/Areal I ovenfor.
Proceduren for sagens videre forløb
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har understreget vigtigheden af en endelig afklaring inden sommerferien af hensyn til løsningen af kapacitetsproblemerne på Indre Østerbro. Derfor foreslår forvaltningen følgende tidsplan:
Efter Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af sagen den 11. maj 2000 vil udvalgets principielle beslutninger blive sendt til høring i Uddannelses- og Ungdomsudvalget, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Bygge- og Teknikudvalget til behandling på udvalgsmøder henholdsvis den 17. eller 24. maj 2000.
Høringssvarene vil derefter blive udsendt til Kultur- og Fritidsudvalget eller fremlagt på selve mødet den 25. maj 2000, hvor udvalget træffer sin endelige beslutning. Denne forelægges Økonomiudvalget den 30. maj 2000 og Borgerrepræsentationen den 14./15. juni 2000.
Efter Borgerrepræsentationens behandling af sagen vil de berørte forvaltninger i samarbejde udarbejde konkrete forslag til udmøntning af Borgerrepræsentationens beslutninger. I den forbindelse vil der blive optaget forhandlinger med de relevante parter, ligesom der efterfølgende vil blive udarbejdet de fornødne indstillinger om anlægsbevillinger. Der arbejdes under den forudsætning, at realiseringen af beslutningerne ikke medfører merudgifter for kommunen i forhold til de økonomiske rammer, som Borgerrepræsentationen har besluttet for budget 2000 og overslagsårene.
Forslaget til organisering af området vil blive udarbejde efter Borgerrepræsentationens beslutninger den 14./15. juni 2000.
ØKONOMI
Indstillingen har ingen direkte økonomiske konsekvenser. De økonomiske konsekvenser af udmøntningen af Borgerrepræsentationens principbeslutninger vil blive belyst i den senere indstilling om forslag til udmøntning. Det bemærkes, at der ikke i nogle af forslagene om nye aktiviteter er taget stilling til spørgsmålet om huslejebetaling.
HØRING
Der er foretaget offentlig høring i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning den 27. januar 2000. De indkomne høringssvar er sammenfattet i oversigtsform i vedlagte bilag. Høringssvarene fremlægges.
BILAG
- Kort over Den Brune Kødby
- Oversigt over forslag vedr. Den Brune Kødby opdelt på forslagsstillere
- Oversigt over forslag vedr. Den Brune Kødby opdelt på områder/bygninger
- Notat af 2. maj 2000 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
- Notat af 2. maj 2000 fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen
- Arkitektgruppen København: "Vurdering af mulighed for nybyggeri i Brune Kødby til Musikskole og Daginstitution maj 2000"
- Høringsmaterialesamlingen februar 2000
- Udskrift af BR 191/99 og udskrift af beslutningsprotokol (vedr. Måltidets Hus)
- Høringssvar (Fremlægges)
Ida Munk
/ Mikael Keller-Hansen