Ansøgning om driftstilskud til DISIE
DISIE – København er et fællesskab for iværksættere, som får stillet lejemålet Enghavevej 80-82, 3. og 4. sal og en tilstødende remise til rådighed gennem en brugsaftale med KFF.
DISIE - Københavns bevilling på 1 mio. kr. udløb med 2023.
En imødekommelse af ansøgningen vil ændre den tidligere KFU-beslutning den 13. december 2021 om, at 4. sal skulle overgå til en erhvervslejeaftale, og at DISIE skulle opdeles i en kommerciel og en ikke-kommerciel del. Dette skyldes, at DISIE nu og fremover udelukkende ønsker at have lovlige kommunale formål.
KFU skal tage stilling til ansøgning fra DISIE – København om tilskud og til udelukkende lovlig kommunal brug af både 3. sal, 4. sal og Volume på Enghavevej.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at KFU tager stilling til ydelse af tilskud til DISIE fra 2024, herunder modellen for tilskud.
Problemstilling
DISIE - Københavns bevilling på 1 mio. kr. udløb med 2023. DISIE – København ansøgte om 1,3 mio. kr. årligt i 2024-2027 til drift og yderligere 0,3 mio. kr. i 2024 til delvis genopretning af egenkapital ifm. behandlingen af ansøgninger til KFU’s disponible midler den 23. november 2023, hvor KFU besluttede at behandle ansøgningen ved et senere møde.
KFU besluttede den 25. januar 2024 at bevilge 0,3 mio. kr. til DISIE til nedbringelse af underskud samt at behandle ansøgningen om driftstilskud til DISIE på et kommende møde.
Løsning
Ansøgning om tilskud til DISIE 2024-2027
DISIE - København har ansøgt om 1,3 mio. kr. årligt i 2024-2027 til driften af kontorfællesskabet og event-venue’et VOLUME. Størstedelen af tilskuddet skal benyttes til at afholde udgifterne til intern husleje og øvrige lokaleudgifter for 3. sal, 4. sal og remisen (jf. bilag 3).
Annullering af overgang til erhvervsleje
Med ansøgningen ønsker DISIE – København ikke længere, at 4. sal overgår til erhvervsleje. I stedet ønskes både 3. sal, 4. sal og remisen stillet vederlagsfrit til rådighed for DISIE – København, som udelukkende vil have lovlige kommunale formål.
Om DISIE - København
DISIE – København (tidligere KPH – Københavns Projekthus) blev stiftet i 2009 og har siden modtaget tilskud fra Københavns Kommune. Foreningens formål er ”at skabe et inkubatormiljø hvor rammer, udviklingsmiljøer og samarbejder, understøtter kulturelle, grønne og sociale igangsættere og iværksættere.”
DISIE – København adskiller sig fra de tværkommunale erhvervshuse og diverse private kontorfællesskaber ved at være dedikeret til ikke-kommercielle initiativer, der arbejder med sociale, grønne og kulturelle bundlinjer. DISIE – København har desuden et særligt fokus på unge mellem 18-30 år.
Der er ikke foretaget evalueringer af DISIE - Københavns indsatser, men foreningen har fremsendt bilag 4 med eksempler på aktører, som har haft til huse i DISIE.
DISIE driver event-venue’et VOLUME i en tidligere sporvognsremise, tilknyttet Enghavevej 80-82. VOLUME har bl.a. huset Uhørt Festival, Operafestivalen, Sydhavns festivalen.
Ombygning af Enghavevej 80-82, 3. og 4. sal
Enghavevej 80-82 er godkendt til sprøjteværksted, og der er derfor igangsat en ombygningsproces, forankret i KEJD, mhp. at 3. og 4. sal lovligt kan anvendes til kontorpladser. KEJD skønner, at lovliggørelsen af 3. og 4. sal færdiggøres i løbet af sensommeren 2024, dog med forbehold for, at brandrådgiver endnu ikke har udarbejdet en brandstrategirapport, hvilket kan have indflydelse på tidsplanen. Der er blevet opsat midlertidig ABA-anlæg på 3. og 4. sal, som muliggør, at lokalerne delvist kan bruges, til ombygningsprojektet er afsluttet.
Alternative modeller for tilskud
Efter ønske fra KFU har KFF opstillet følgende modeller for tilskud til DISIE – København:
|
Brugsret |
Brugsret + drift og forbrug |
Brugsret + drift og forbrug + driftstilskud på 150.000 kr.* |
3. sal, 4. sal og remisen |
866.529 |
1.220.157 |
1.370.157 |
3. sal og remisen |
519.047 |
729.259 |
879.259 |
3. sal |
314.230 |
460.299 |
610.299 |
*Størrelsen på driftstilskuddet er det samme som i ansøgningen, men da DISIE ikke havde de korrekte tal for de samlede ejendomsudgifter på ansøgningstidspunktet, ender det samlede tilskud med at blive større end de 1,3 mio. kr., som DISIE ansøgte om.
KFF har været i dialog med DISIE – København ang. mulighederne for de alternative modeller. DISIE har i denne forbindelse givet udtryk for, at de ønsker det fulde lejemål, altså 3. sal, 4. sal og Remisen. Såfremt der besluttes en mindre model, har DISIEs bestyrelse behov for at vurdere den samle økonomi og aktivitet på ny.
Såfremt udvalget ikke ønsker at fortsætte aftalen med DISIE, vil forvaltningen opsige lejemålet for 3. og 4. sal og bede en anden aktør drive remisen.
Økonomi
Såfremt der bevilges tilskud til DISIE - København, anvises dækning på udvalgets konto 3.35.64.1 (disponible midler).
KFF skal afholde den samlede leje til KEJD ind til lejemålet kan opsiges. Der er ikke afsat midler til dette. Såfremt KFU vælger ikke at yde tilskud til DISIE, vil lejen fra 1. januar 2024 til opsigelsesdato blive finansieret af de disponible midler.
Videre proces
Hvis KFU bevilger et driftstilskud, vil forvaltningen i dialog med DISIE - København udarbejde en driftsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier. Hvis udvalget ikke imødekommer ansøgningen, vil forvaltningen meddele afslag til DISIE – København, og bede DISIE fraflytte lejemålet. Forvaltningen opsiger herefter lejemålene Enghavevej 80-82 3. og 4. sal og fremlægger en ny indstilling om mulighederne for drift af Volume.
Søren Tegen Pedersen
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. april 2024
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) til erstatning af indstillingen:
”at kun 3. salen stilles til rådighed for DISIE”.
Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 7 stemmer imod 3.
For stemte: V og C
Imod stemte: Ø, A, B og F
Indstillingen blev herefter godkendt med 7 stemmer imod 3, således at DISIE modtager et tilskud på 830.000 kr. årligt i 2024-2026 til 3. sal og Remisen
For stemte: Ø, A, B og F
Imod stemte: C og V