Mødedato: 11.04.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Status på Folkets Hus

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om status på genåbningen af Folkets Hus og skal tage stilling til det videre arbejde med åbningen af 2. sal i huset samt driftsaftale for Folkets Hus 2019-2020.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager status på Folkets Hus til efterretning.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender plan for ibrugtagning af 2. sal i Folkets Hus, under forudsætning af, at den konkrete indretning følger politiets anbefalinger.
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender driftsaftalen for Folkets Hus 2019-2020.

Problemstilling

Folkets Hus blev i maj 2017 midlertidigt lukket. Lukningen skete som konsekvens af politiets vurdering af, at personer med tilknytning til bandemiljøet havde tiltaget sig rådighed over husets 2. sal.

Der har i hele den følgende lukkeperiode været afholdt både faste og enkeltstående arrangementer bl.a. i kulturhuset Kapelvej 44 og i Folkets Park.

Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) behandlede sagen på sit møde den 25. april 2018, og besluttede dels at igangsætte en faseopdelt genåbning af Folkets Hus fra foråret 2018, dels at KFU i 3. kvartal 2018 forelægges konkrete forslag til fremtidig udnyttelse af 2. sal i Folkets Hus

KFU godkendte på udvalgsmødet den 1. november 2018 procesplan for fuld genåbning af Folkets Hus, hvor Fonden De Åbne Rum i samarbejde med de frivillige i huset og med inddragelse af lokalområdet udarbejder et forslag til fremtidig udnyttelse af 2. salen. Det blev endvidere besluttet, at et endeligt forslag for 2. salen skal forelægges KFU i april 2019.

Bevillingen til Folkets Hus er givet med Budget 2017 som en del af Puljen til Alternative Kulturhuse, som også omfatter tilskud til Ungdomshuset på Dortheavej. Puljen løber i årene 2017-2020.

Driftsaftalen for Folkets Hus udløb den 31. december 2018. Aftalen er imidlertid blevet forlænget til den 30. juni 2019 med henblik på, at en ny aftale for 2019-2020 udarbejdes med udgangspunkt i en genåbning af 2. salen.

Løsning

Status på Folkets Hus

Som følge af KFUs beslutning den 25. april 2018 genåbnede hele Folkets Hus på nær 2. salen i maj 2018.

Det er Fonden De Åbne Rums vurdering (bilag 1), at Folkets Hus generelt er velfungerende, og at der efter genåbning har været aktiviteter i højere omfang end før lukningen.

Folkets Hus har siden genåbningen oplevet, at mange tidligere og nye frivillige er kommet for at deltage i driften af huset. Folkets Hus har efter genåbningen 70-80 frivillige, der tager vagter i caféen, og 20-30 frivillige, der deltager i husets drifts- og aktivitetsgrupper.

Fonden De Åbne Rum oplyser, at husets café har omkring 100 besøgende dagligt, og at husets øvrige aktiviteter bl.a. omfatter yoga, vestafrikansk dans og filmfremvisninger.

Både Københavns Politi, SSP i Socialforvaltningen og Sikker By i Økonomiforvaltningen meddeler, at de p.t. ikke oplever eller modtager beretninger om uhensigtsmæssige hændelser i tilknytning til Folkets Hus.

Ibrugtagning af 2. sal

Siden efteråret 2018 har husets frivillige arbejdet sammen med lokalmiljøet omkring forslag til fremtidige aktiviteter på 2. salen. Der har i alt været 17 ansøgninger med forslag til brug af 2. salen. Blandt ansøgningerne er der blevet udvalgt et projekt, bestående af i alt 26 frivillige aktivistgrupper, kunstnergrupper, selvorganiserede medier mv. og over 200 frivillige, som ønsker at skabe et arbejdsfællesskab med kontorpladser, kreativt værksted og lydstudie på 2. sal. (Bilag 2)

Ansøger anslår, at de vil benytte 2. salen ca. 50-70 timer om ugen og primært om aftenen i hverdagene og i weekenderne. Man vil for så vidt muligt arbejde på, at der er aktivitet på 2. salen i løbet af hele Folkets Hus' åbningstid, og ansøger ønsker desuden at åbne 2. salen op for andre grupper end blot de nuværende 26.

Fonden De Åbne Rum har oplyst, at formålet kræver en fysisk tilpasning af 2. sal, hvilket bl.a. indebærer opsætning af skillevægge, etablering af lydstudie, indkøb af møbler og installering af elektronisk nøglesystem, som passer med resten af huset. Fonden De Åbne Rum oplyser, at udgifterne hertil kan afholdes inden for den nuværende økonomi.

Der lægges vægt på, at ophold på 2. sal skal være betinget af, at man har et formål, og at det således ikke skal være et værested for uvedkommende. Derfor ønsker Fonden De Åbne Rum, at 2. sal kun skal være åben, når personer med tilknytning til arbejdsfællesskabet er tilstede.

Fonden De Åbne Rum meddeler, at man ønsker at åbne 2. sal den 1. maj 2019, hvorefter de nye frivilliggrupper vil deltage i at foretage de nødvendige tilpasninger af 2. sal. Fonden De Åbne Rum anslår, at 2. sal vil være klar til brug inden juli 2019.

I forbindelse med genåbningen af 2. sal ønsker Fonden De Åbne Rum, at der etableres en servicefunktion i huset til varetagelse af praktiske opgaver. Det er forventningen, at funktionen varetages på opgavebasis af en eller flere personer. Fonden De Åbne Rum anslår, at der vil være en årlig udgift på 350.000 kr. til dette.

Københavns Politi har den 4. april 2019 afgivet en udtalelse (bilag 3). Heraf fremgår det, at der er en bekymring vedr. plantegningen, men at denne bekymring kan vise sig ubegrundet.

Politiet har dog forbehold for, at alle vægge skal være fra gulv til loft, hvorfor forvaltningen foreslår, at der arbejdes videre med den skitserede plantegning, således at politiets ønsker og anbefalinger imødekommes inden genåbningen af 2. sal.

Driftsaftale 2019-2020

Tilskuddet til Folkets Hus består af to dele:

  • Stengade 50 på Nørrebro stilles huslejefrit til rådighed for Folkets Hus, hvilket svarer til et tilskud på 100.000 kr. i 2019.
  • et årligt driftstilskud på 1,34 mio. kr. Driftstilskuddet ydes dels til aktiviteter, dels til løn, forbrugsudgifter og administration.

Driftsaftalen for 2019-2020 (bilag 4-14) forpligter Fonden De Åbne Rum til at deltage i løbende evaluering af driften af Folkets Hus i dialog med relevante parter og giver mulighed for, at der kan foretages mindre ændringer i driften med udgangspunkt i den aktuelle situation. Alle ændringer skal godkendes af Kultur- og Fritidsforvaltningen.

I den tidligere driftsaftale for 2017-2018 var Fonden De Åbne Rum forpligtet til at benytte 950.000 kr. af et samlet tilskud på 1,3 mio. kr.  til ansættelse af medarbejdere. Denne forpligtelse ophører med driftsaftalen for 2019-2020.

I den nye aftale indgår i stedet, at der etableres en servicefunktion med årlige lønudgifter på 350.000 kr. til varetagelse af praktiske opgaver.

Driftsaftalen for 2019-2020 er tilpasset kravene for driftsaftaler i Kultur- og Fritidsforvaltningen. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen træffe de nødvendige foranstaltninger for, at 2. sal kan tages i brug samt indgå en driftsaftale for 2019-2020 med Fonden De Åbne Rum. Forvaltningen vil desuden bredt orientere lokale aktører om beslutningen.

Forvaltningen vil fortsat følge udviklingen i og omkring Folkets Hus i dialog med Københavns Politi, Fonden De Åbne Rum, Sikker By og SSP. Kultur- og Fritidsudvalget vil blive orienteret om alle væsentlige udviklinger med hensyn til Folkets Hus.

Mette Touborg

                             /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. april 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

 

Christopher Røhl Andersen ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Radikale Venstre er positive over for det videre arbejde, men vi har et forbehold for, at det bliver efter politiets anbefalinger.”

Til top