Bevilling til nyoprettede afstemningsområder ved Europa-Parlamentsvalget 2019
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der bevilliges 0,863 mio. kr. fra Økonomiudvalgets pulje til uforudsete udgifter til afholdelse af Europa-Parlamentsvalg 2019 i de tre nyoprettede afstemningsområder.
Problemstilling
Befolkningstilvæksten i Københavns Kommune har gjort det nødvendigt at oprette nye afstemningsområder for at sikre, at valghandlingen foregår så smidigt og effektivt som muligt.
Borgerrepræsentationen vedtog derfor den 20. september 2018 at ændre på afstemningsområderne og øge antallet fra 50 til 53 efter indstilling fra valgbestyrelsen. Budgettet for de nye afstemningsområder har været forelagt valgbestyrelsen.
I Budget 2019 blev der kun afsat midler til afholdelse af Europa-Parlamentsvalg 2019 ud fra de daværende 50 afstemningsområder. Der er ikke afsat midler til de nyoprettede afstemningsområder. Det er ikke muligt at afholde udgiften til de nye afstemningsområder inden for det vedtagne budget.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 31. januar 2019 at henvise udgift til de nyoprettede afstemningsområder til overførselssagen 2018/19. Der blev imidlertid ikke afsat bevilling til valgstederne i overførselssagen.
Løsning
Afholdelse af valg er en særlig opgave, som Kultur- og Fritidsforvaltningen varetager på vegne af hele Københavns Kommune. Økonomien til valg er separeret fra den øvrige økonomi i forvaltningen.
Den samlede bevilling til afholdelse af Europa-Parlamentsvalget 2019 ved de daværende 50 afstemningsområder udgør i alt 21,2 mio. kr. i 2019-priser. Grundbevillingen til valget udgør 13 mio. kr. Grundbevillingen dækker derfor ikke de faktiske udgifter til afholdelse af valg, og der søges derfor altid om en tillægsbevilling. Tillægsbevillingen er afsat i Budget 2019 og udgør 8,2 mio. kr.
De nye afstemningsområder betyder, at udgifterne til Europa-Parlamentsvalget 2019 er 0,86 mio. kr. højere, end hvad der er afsat midler til i Budget 2019. Udgifterne til valg afhænger af flere faktorer, men antallet af afstemningssteder er afgørende, fordi der er nogle grundlæggende etablerings- og driftsomkostninger pr. afstemningssted samt stedsspecifikke udgifter. Hertil kommer udgiften til fintællingen, som øges, bl.a. fordi der skal opstilles et spisetelt uden for Svanemøllehallen for at gøre plads til de yderligere optællingsborde.
Udgifterne til de nye afstemningsområder er fordelt således:
Need-to udgifter ved nye afstemningsområder |
Budget i kr. |
Diæter |
136.000 |
Løn |
261.000 |
Forplejning |
79.000 |
Fintælling |
125.000 |
Valgsteder |
202.000 |
Øvrige udgifter (taxa, trykkeri, materialer m.v.) |
60.000 |
I alt |
863.000 |
Hvis der efter valget er ubrugte midler, tilbageføres disse til puljen for uforudsete udgifter.
Hvis der udskrives folketingsvalg til afholdelse samme dag som Europa-Parlamentsvalg den 26. maj 2019, bortfalder nærværende indstilling.
Økonomi
Der anvises kassemæssig dækning for beløbet på 0,863 mio. kr. på Økonomiudvalgets budget 2019 (Puljen til uforudsete udgifter), jf. nedenstående tabel. Hvis der efter valget er uforbrugte midler, tilbageføres disse til puljen for uforudsete udgifter.
Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser
At-punkt |
Udvalg |
Bevilling (nr. og navn) |
Funktion |
Indtægt (I) / |
Beløb i 1.000 kr.* (2019 P/L) |
Varig? |
||
2019 |
2020 |
2021 |
||||||
1 |
KFU |
1060 Kultur og Fritid, service |
6.42.43.1 |
U |
863 |
0 |
0 |
Nej |
1 |
ØU |
1109 Fælles Driftspulje |
6.52.76.1 |
U |
-863 |
0 |
0 |
Nej |
I alt |
- |
- |
- |
- |
0 |
0 |
0 |
- |
*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter er indikeret med positivt fortegn. Øgede udgifter er indikeret med positivt fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.
Videre proces
Valgbestyrelsen vil blive orienteret om effekten af de ændrede afstemningsområder i evalueringen af Europa-Parlamentsvalget 2019.
Mette Touborg
/ Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. april 2019:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.