Ansøgning om støtte til Demokrati Garage
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra We Do Democracy om støtte til projektmodning og aktiviteter i Demokrati Garage i 2019.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning fra We Do Democracy om 475.000 kr. til projektmodning og aktiviteter i Demokrati Garage i 2019, da der ikke er afsat midler til formålet i budgettet.
Problemstilling
Der henvises til ansøgningen (bilag 1).
Løsning
Ifølge ansøger vil Demokrati Garage blive et kraftcenter for deltagelse og demokrati i Nordvest og København generelt. Demokrati Garage skal placeres på den tidligere ISS-grund, der er blevet købt af ejendomsudviklerfirmaet Calum. Calum vil bygge boliger, erhverv og en børneinstitution på resten af grunden.
Eventuelle støttemidler til opstart skal anvendes til ideudvikling og projektmodning, lokalisering af samarbejdsaktører og lokale aktører, inddragelse af nøglepartnere, demokratievents, åbningsarrangement, formidling, mobilisering af området og projektledelse.
Demokrati Garage har fået huslejefritagelse af Calum i opstartsperioden. Derudover er ansøger i dialog med Områdefornyelsen Nordvest, Tuborgfondet og Lokale- og Anlægsfonden om støtte til projektet.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.
Mette Touborg
/Aravni Elisabeth Jakobsen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. april 2019:
Følgende repræsentanter fra Demokrati Garage havde inden punktets behandling foretræde for udvalget om sagen:
- Johan Galster
- Zakia Elvang
Der blev begæret afstemning om et forslag om at bevilge et tilskud på 300.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.
Et flertal (Marcus Vesterager, Simon Strange, Jonas Bjørn Jensen, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Franciska Rosenkilde, Kim Hjerrild, Maria Frej og Christopher Røhl Andersen) stemte for forslaget.
Et mindretal (Marcus Knuth) stemte imod.
Forslaget blev således godkendt.