Mødedato: 11.04.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Klubhuspuljeprojekt i Bryggens Kajak Club og Roklubben SAS

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til den videre proces for Bryggens Kajak Club og Roklubben SAS' fælles klubhusprojekt.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget træffer beslutning om den videre proces for Kultur- og Fritidsforvaltningens arbejde med realisering af klubhuspuljeprojekt i Bryggens Kajak Club og Roklubben SAS.

Problemstilling

Bryggens Kajak Club og Roklubben SAS ansøgte i Klubhuspuljen 2018 om 4 mio. kr. til etablering af et nyt, fælles klubhus. Kultur- og Fritidsudvalget bevilgede 4 mio. kr. til Bryggens Kajak Club og Roklubben SAS, men besluttede samtidig, at udvalget ønsker at se et forslag og en finansieringsplan, der tager udgangspunkt i de eksisterende, charmerende bygninger.

Den A.P. Møllerske Støttefond har i 2019 bevilget 4 mio. kr. til samme projekt, hvor en af betingelserne for bevillingen er, at projektet gennemføres som beskrevet i ansøgningen. Af ansøgningen fremgår, at klubberne vil etablere et nyt, fælles klubhus og rive de eksisterende bygninger ned, på nær bådhuset.

Løsning

Siden Kultur- og Fritidsudvalget behandlede ansøgningen, har Roklubben SAS og Bryggens Kajak Club arbejdet videre med forudsætningen om at tage udgangspunkt i de eksisterende, charmerende bygninger og vurderet mulige løsninger.

Samtidig har de afventet svar fra fonde, som de ansøgte sideløbende med klubhuspuljen. I 2019 bevilgede Den A.P. Møllerske Støttefond 4 mio.kr. til projektet. Af betingelserne for støtte fra Fonden fremgår:   

- projektet skal påbegyndes indenfor et år

- bevillingen gives udelukkende som finansiel støtte til nyt og fælles klubhus for Bryggens Kajak Club og Roklubben SAS og i det fastlagte omfang og budget

- det er en betingelse for modtagelse og udbetaling af støtte, at hele projektet gennemføres som beskrevet i projektansøgningen

Klubberne fremsendte den 21. marts 2019 et brev til Kultur- og Fritidsudvalget (bilag 1), hvor klubberne angiver, at de er både indstillet på og interesseret i, at facadematerialer og -udtryk såvel som det omliggende miljø lægger sig så tæt op ad de eksisterende bygninger som muligt. Klubberne ønsker således at bygge et fælles klubhus, som tager udgangspunkt i det eksisterende, charmerende miljø. Imidlertid vurderer klubberne, at de eksisterende bygninger er utidssvarende og i for dårlig stand til at bevare.

Derfor ønsker klubberne så vidt muligt at tage udgangspunkt i de eksisterende bygninger, men indenfor den økonomiske ramme kan projektet kun gennemføres som én bygning i to etager og ikke som de nuværende to separat beliggende et-etagers klubhuse i meget forskellig stil.

Klubberne oplyser, at de har en egenfinansiering på 2 mio. kr. Med bevillingen fra Den A.P. Møllerske Støttefond på 4 mio. kroner, og såfremt der kan opnås en bevilling fra Klubhuspuljen på 4 mio. kroner, er der sikret en finansiering på 10 mio. kr. til det fælles klubhus. Projektet kan ikke gennemføres alene med støtten fra Den A. P. Møllerske Støttefond, hvorfor den forventede støtte fra Klubhuspuljen på 4 mio. kr. er afgørende for, at projektet kan gennemføres. 

 
Med henblik på at kunne igangsætte byggesagen og dermed også opfylde Den A. P. Møllerske Støttefonds krav om igangsætning indenfor et år, ønsker klubberne at arbejde videre med det fælles projekt, hvorfor de anmoder Kultur- og Fritidsudvalget om godkendelse af bevillingen, med udgangspunkt i det dispositionsforslag, der indgik i ansøgningen til Klubhuspuljen 2018 (bilag 2).

Økonomi

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at klubberne må arbejde videre med dispositionsforslaget fra ansøgningen til Klubhuspuljen 2018, frigives 4 mio. kr. i Klubhuspuljen 2018.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at klubberne må arbejde videre med det oprindelige projekt, vil Bryggens Kajak Club og Roklubben SAS modtage en bevillingsbeskrivelse, som er betinget af, at foreningen inden seks måneder indsender et endeligt budget, samt at byggeriet igangsættes i overensstemmelse med etableringsplanen.

Såfremt projekterne ændres væsentligt i idé eller indhold, vil dette blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget.

 

 

Mette Touborg /

                                        Mads Kamp Hansen                                                            

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. april 2019:

Følgende repræsentanter fra klubberne havde inden punktets behandling foretræde for udvalget om sagen:

  • Alice Larsen - formand for Roklubben SAS
  • Tom Larsen - formand for Bryggens Kajak Club
  • Bo Schmidt - medlem af klubhusudvalget

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede, at klubberne må arbejde videre med dispositionsforslaget fra ansøgningen til Klubhuspuljen 2018 og i overensstemmelse med de i indstillingen anførte bemærkninger, herunder at facadematerialer og -udtryk samt det omliggende miljø lægger sig så tæt op ad de eksisterende bygninger som muligt. Der frigives således 4 mio. kr. i Klubhuspuljen 2018.

Til top