Mødedato: 11.04.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Status på placering af Teater Hund & Co.

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en status på Teater Hund & Co.'s nye placering på Østerbro.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager status på Teater Hund & Co.'s placering i sæson 2019/20 til efterretning.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter en permanent placering af Teater Hund & Co.

Problemstilling

I forbindelse med vedtagelsen af Scenekunstpakken 2017-2020 den 28. april 2016 besluttede Kultur- og Fritidsudvalget, at Teater Hund skulle være nyt lille storbyteater, og at teatret, der ikke havde egen scene, skulle placeres i BIBLIOTEKET i Nordvest.

Ifølge Teater Hund indebar placeringen i BIBLIOTEKET en række udfordringer med at kunne overholde aktivitetskravene i lille storbyteater-aftalen i forhold til prisen for at leje bibliotekets sal og i forhold til at tiltrække tilskuere. Teater Hund ønskede derfor en ny placering.

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 28. september 2017 anmodede udvalget Kultur- og Fritidsforvaltningen om, i samarbejde med Teater Hund, at undersøge alternative placeringsmuligheder for teatret. Forvaltningen og teatret undersøgte flere muligheder i Nordvest og på Østerbro, men det var ikke muligt at finde lokaler, der var ledige og egnede til teaterbrug.

Løsning

I vinteren 2018 foreslog Teater Hund at indgå en aftale med Teater Får302 om at dele Teater Får302s prøvelokale, scene og produktionsfaciliteter i Toldbodgade i Indre By.

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 21. december 2017 godkendte udvalget, at Teater Hund blev midlertidigt placeret i Teater Får302s lokaler. Udvalget lagde samtidig vægt på, at Teater Hund, som forudsat med vedtagelsen af Scenekunstpakken, på sigt skulle spille i de københavnske bydele, hvor der er få eller ingen børneteatre, og at Kultur- og Fritidsforvaltningen på et senere tidspunkt skulle vende tilbage til udvalget angående en permanent løsning for teatret.

Teater Hund spillede sæson 2018/19 på scenen hos Teater Får 302.

I forbindelse med forvaltningens og Teater Hunds søgen efter et permanent spillested fandt forvaltningen ved udgangen af 2018 en løsning, hvor Teater Hund kunne spille på Krudttønden på Østerbro.

På Østerbro er der ikke i forvejen nogen børneteatre, og Teater Hund har fået stillet eget scenerum til rådighed. Samtidig er der, ifølge teatret, et godt publikumsgrundlag og gode transportmuligheder, der let kan bringe børn til og fra teatret.  

Teater Hund har planlagt at spille hele sæson 2019/20 på Krudttønden og vil leje kontorlokaler på Østerbrogade, hvor der også kan afholdes workshops og prøver.

Teater Hund ønsker en permanent placering på Østerbro (jf.bilag 1). 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

På baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser vil Kultur- og Fritidsforvaltningen gå i dialog med teatret med henblik på at finde en permanent placering til teatret. Forvaltningen vil holde Kultur- og Fritidsudvalget orienteret om dette.  

 

Mette Touborg

                                        /Mads Kamp Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. april 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen til mødet den 2. maj 2019 med henblik på at Teater Hund inviteres til mødet.

Til top