Orientering om klima- og bæredygtighedsarbejdet i Kultur- og Fritidsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen bidrager til indfrielsen af en række mål og strategier på klima- og bæredygtighedsområdet i Københavns Kommune. Klima og bæredygtighed er samtidig et væsentligt element i mange af de tilbud og events, som forvaltningen er en del af. Forvaltningen har derfor etableret et klima- og bæredygtighedsprogram med det formål at styrke forvaltningens bidrag til området. Kultur- og Fritidsudvalget orienteres med denne indstilling om klima- og bæredygtighedsarbejdet i Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen om klima- og bæredygtighedsarbejdet i Kultur- og Fritidsforvaltningen til efterretning.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen bidrager til indfrielsen af en række mål og strategier på klima- og bæredygtighedsområdet i Københavns Kommune, særligt
- KBH 2025 Klimaplanen og målet om CO2-neutral by i 2025
- Udvikling af ny klimaplan for 2035 og mål om halvering af den forbrugsbaserede udledning og halvering af CO2-udledninger fra kommunens indkøb i 2030
- Udviklingen af en biodiversitetsstrategi for København
- Mad- og måltidsstrategien
- Arbejdet med FN’s verdensmål
Dertil er klima og bæredygtighed et væsentligt element i mange af de kulturtilbud og events, som Kultur- og Fritidsforvaltningen faciliterer, eller som modtager tilskud fra kommunen.
Løsning
For at indfri ambitionerne i de ovenstående målsætninger, strategier og planer og styrke forvaltningens bidrag har forvaltningen igangsat et klima- og bæredygtighedsprogram. Programmet har to spor: Et spor vedrørende mere bæredygtig drift i forvaltningen og ét vedrørende bæredygtighed i de borgerrettede aktiviteter, forvaltningen driver eller faciliterer.
I forhold til drift arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med øvrige forvaltninger bl.a. om udskiftning af fossildrevne køretøjer, energioptimering af bygninger, øget udnyttelse af eksisterende kvadratmeter, miljøkrav til kemikalier, øget affaldssortering, mere bæredygtige kunstgræsløsninger, bæredygtighed og mindskning af madspild hos forpagtere i forvaltningens institutioner. I forbindelse med den nye klimaplan og kommende biodiversitetsstrategi undersøges bl.a. muligheden for øget bæredygtighed i indkøb, herunder på it-området, og øget biodiversitet i driften.
I forhold til de borgerettede aktiviteter driver eller faciliteter forvaltningen bl.a. repaircafeer, byttemarkeder, fællesspisninger, byhaver, bæredygtighedsdebatter og -events, naturløb, klimakunst og bæredygtighedsguide til turister. I forbindelse med den nye klimaplan undersøges muligheden for at øge forvaltningens bidrag til mere bæredygtig adfærd gennem udbuddet af kultur- og fritidsaktiviteter samt øget bæredygtighed i både små og store events i kommunen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
På baggrund af udvalgets drøftelser vil forvaltningen arbejde videre med sagen samt orientere udvalget forud for forhandlingerne om Budget 2023 om budgetforslag på klima- og bæredygtighedsområdet, der kan have betydning for forvaltningens videre arbejde.
Mette Touborg
/Aravni Elisabeth Jakobsen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. februar 2022:
Kultur- og Fritidsudvalget tog orienteringen til efterretning.
Kultur- og Fritidsudvalget ønsker med udgangspunkt i udvalgets drøftelser og tilkendegivelser en temadrøftelse om klima- og bæredygtighedsarbejdet.
Centerchef Aravni Jakobsen og chefkonsulent Mikkel Christian Knudsen Holst deltog under punktets behandling.