Afhjælpning af økonomisk pres på Københavns Bibliotekers materialebudget
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager initiativerne til tilpasningen af udgiftsniveauet i materialebudgettet til efterretning
- at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter muligheden for at justere eller udvide budgetrammen for indkøb af fysiske og digitale materialer
Problemstilling
I overensstemmelse med Biblioteksplanen samt Kultur- og Fritidsudvalgets ønsker har Københavns Biblioteker et stort fokus på litteratur. Bibliotekerne oplever en stor efterspørgsel på litteratur fra borgerne. Efterspørgslen har imidlertid økonomiske konsekvenser for bibliotekerne.
Der er sket en stigning i efterspørgslen på digitale materialer, og samtidig har befolkningstilvæksten i København medvirket til en konstant efterspørgsel på fysiske materialer. Dette, sammen med faldende gebyrindtægter, presser bibliotekernes materialebudget. I forhandlingerne om Budget 2021 blev budgetforslaget KF38 Økonomisk fremtidssikring af bibliotekernes materialebudget (bilag 1) ikke en del af Budget 2021. Bibliotekerne skal derfor på anden vis imødekomme efterspørgslen på fysiske og digitale materialer, samtidig med at presset på materialekontoen afhjælpes. Det kræver justeringer af bibliotekernes materialebudget.
Løsning
Som tabel 1 nedenfor viser, budgetterede Københavns Biblioteker oprindeligt med et materialebudget på 36 mio. kr. for 2020. De øgede udgifter til digitale materialer blev i 2020 dækket af bl.a. et tilskud fra Kultur- og Fritidsudvalget på 1,234 mio. kr., der gjorde det muligt at fastholde indkøbet af fysiske materialer. Fra 2021 og frem vil det økonomiske pres på materialebudgettet, som følge af en stigende benyttelse af digitale tilbud, imidlertid skulle afhjælpes på anden vis.
Tabel 1. Overblik over budget til fysiske og digitale materialer i 2020
Mio. kr. 2020 p/l |
Oprindeligt budget 2020 |
Faktiske udgifter 2020 |
Fysiske materialer* |
22,0 |
20,4 |
eReolen |
8,0 |
8,9 |
Filmstriben |
4,0 |
5,1 |
Andre digitale materialer |
2,0 |
2,2 |
* Det faktiske beløb brugt på indkøb af fysiske materialer i tabellen er ekskl. tilskud fra KFU. Det brugte beløb på indkøb af fysiske materialer inkl. tilskud er 21,6 mio. kr.
I de sidste tre år har Københavns Biblioteker set en stor stigning i efterspørgslen på e-bøger og netlydbøger på eReolen. Denne udvikling blev forstærket i 2020 under forårets nedlukning grundet Coronapandemien, hvor kvoten på digitale udlån på eReolen blev sat op til fem e-bøger og fem netlydbøger om måneden. Kultur- og Fritidsforvaltningen forventer en fortsat stigning i de kommende år på omkring 15 % om året jf. tabel 2. Tilsvarende har der været en stigning i brugen af Filmstriben, jf. tabel 3. Dette medfører samlet set stigende udgifter til digitale materialer.
Tabel 2. Udgift til eReolen 2018-2020 og udgiftsestimater 2020-2021
År |
2018 |
2019 |
2020 |
2021 (estimat) |
2022 (estimat) |
2023 (estimat) |
2024 (estimat) |
eReolen – udgift i t. kr. |
5.394 |
7.218 |
8.910 |
10.247 |
11.784 |
13.552 |
15.585 |
Procentvis stigning ift. året før |
+13,4 % |
+33,8 % |
+23,4 % |
+15 % |
+15 % |
+15 % |
+15 % |
Stigning i t.kr. ift. 2020 |
|
|
|
1.337 |
2.874 |
4.642 |
6.675 |
Tabel 3. Udgift til Filmstriben 2018-2020 og udgiftsestimater 2021-2024
År |
2018 |
2019 |
2020 |
2021 (estimat) |
2022 (estimat) |
2023 (estimat) |
2024 (estimat) |
Filmstriben – udgift i t.kr. |
3.222 |
3.800 |
5.146 |
5.403 |
5.673 |
5.957 |
6.255 |
Procentvis stigning ift. året før |
+18,5 % |
+17,9 % |
+35,4 % |
+5 % |
+5 % |
+5 % |
+5 % |
Stigning i t.kr. ift. 2020 |
|
|
|
257 |
527 |
811 |
1.109 |
På denne baggrund foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen, at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter, hvordan en række initiativer på kort sigt kan afhjælpe det økonomiske pres på bibliotekernes materialebudget. Det handler dels om at se på det digitale forbrug, herunder borgernes udlånskvoter, dels at se på indkøb af fysiske materialer. Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår følgende tiltag til tilpasningen af udgiftsniveauet i materialebudgettet:
- Reduktion af udlånskvoter til e-bøger og netlydbøger på eReolen
- Reduktion af bibliotekernes udgifter til eReolen GO! med Uni-login
- Omlægning af udlånsmodellen for Filmstriben
- Reduceret indkøb af fysiske materialer
Fremtidig sikring af bibliotekernes materialebudget
Ovenstående tiltag handler om at afhjælpe det økonomiske pres på bibliotekernes materialebudget på kort sigt. Tiltagene medfører imidlertid serviceforringelser i forhold til både de digitale tilbud og udlånet af fysiske materialer.
Som beskrevet ovenfor forventes udviklingen med stigende efterspørgsel på digitale materialer at fortsætte i takt med borgernes stigende kendskab og fortrolighed med bibliotekernes digitale tilbud. Dermed forventes et fortsat økonomisk pres på materialebudgettet på længere sigt.
I lyset af dette anbefaler Kultur- og Fritidsforvaltningen, at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter, hvordan rammerne for bibliotekernes materialebudget kan justeres eller udvides på længere sigt.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil på baggrund af udvalgets drøftelser justere bibliotekernes tilbud. Et nyt filmtilbud vil blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget til godkendelse.
Mette Touborg
/ Jakob Heide Petersen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. februar 2021:
Kultur- og Fritidsudvalget drøftede sagen og anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om at vende tilbage med konkrete forslag på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser. Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder i den forbindelse videre med de på mødet skitserede systemer til at styre efterspørgslen i forhold til de digitale tilbud og vender tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget herom.
Kasandra Behrndt-Eriksen anmodede om et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2022.
Kasandra Behrndt-Eriksen og Karina Bergmann ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: ”Vi mener, at der ideelt set burde overføres flere midler til bibliotekernes materialekonto, ikke mindst set i lyset af den demografiske udvikling, der betyder, at der nu er færre midler til materialeindkøb pr. københavner end tidligere. Hvis det ikke er muligt, ønsker vi at prioritere den fysiske bogsamling over e-bøger og film”.