Mødedato: 10.10.2001, kl. 13:00

Nyt integrationstiltag på kultur- og fritidsområdet (Bilag)

Nyt integrationstiltag på kultur- og fritidsområdet (Bilag)

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for fællesmøde med FAU onsdag den 10. oktober 2001

 

2. Nyt integrationstiltag på kultur- og fritidsområdet (Bilag)

(KFU 352/2001)

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget,

at rapporten "Integration i foreningslivet" tages til efterretning, og dens anbefalinger lægges til grund for iværksættelse af integrationsindsatsen på kultur- og fritidsområdet. Forvaltningerne anbefaler at iværksætte de beskrevne aktiviteter med en opsøgende konsulentfunktion under Folkeoplysningssekretariatet til støtte for etniske minoriteters integration i København,

at det samlede budget for integrationsindsatsen forbliver under Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, som rekvirere ydelser under Kultur- og Fritidsudvalget efter køb/salg-modellen,

at der på budgetrammen for integrationsindsats afsættes 600.000 kr. til etablering i 2001 og 3,3 mill. kr. til indsatsen i 2002.

at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen med udgangspunkt i rapportens anbefalinger og inden for den afsatte ramme indgår kontrakt for de rekvirerede ydelser,

at der nedsættes et embedsmandsudvalg med deltagelse af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen. Opfølgning på gennemførelsen af mål og resultater sker i embedsmandsudvalget på grundlag af løbende beretning. Kultur- og Fritidsforvaltningen har formandsskabet,

at indsatsen evalueres ultimo 2003, m.h.p. beslutning om videreførelse.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 10. oktober 2001

 

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen har i samarbejde med repræsentanter fra Integrationsrådet og foreningslivet udarbejdet rapporten "Integration i foreningslivet". På baggrund af rapporten foreslår forvaltningerne, at der nedsættes et konsulentteam under Folkeoplysningssekretariatet m.h.p. at etablere integrationsfremmende aktiviteter i foreningslivet. Fokus rettes dels mod eksisterende danske foreninger og dels mod opsøgende arbejde blandt etniske minoriteter. Forslaget har efterfølgende været til høring i Integrationsrådet, der støtter rapportens indstillinger, dog under en række forudsætninger. Integrationsrådet henleder endvidere opmærksomheden på rådets beslutningsprotokol af 7. juni 2001, hvor flere af Integrationsrådets medlemmer har afgivet mindretalsudtalelser til projektet.

 

SAGSBESKRIVELSE

Københavns Kommune overtog d. 1. januar 1999 ansvaret for integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og indvandrere i København. Det samlede ansvar blev placeret under Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget. En af de politiske målsætninger i integrationsindsatsen for flygtninge og indvandrere er at sikre disse mulighed for at deltage på lige fod med andre borgere i samfundets politiske, økonomiske, sociale, religiøse og kulturelle liv.

På baggrund af dette har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdet rapporten "Forslag til kultur- og fritidsaktiviteter til flygtninge og indvandrere". Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget besluttede (21. juni 2000 og 22. juni 2000), at sende rapporten til høring i Integrationsrådet, Integrationsudvalget og forsøgsbydelene. På baggrund af høringssvarene, og da der nu er nedsat et Integrationsråd, har forvaltningerne gennemført en supplerende udredningsfase, hvor de etniske foreninger (gennem Integrationsrådet) og det frivillige miljø er blevet involveret i arbejdet med at konkretisere projektidéen.

Arbejdet har resulteret i rapporten "Integration i foreningslivet", der i forhold til den tidligere rapport præciserer de indsatsområder, som arbejdsgruppen foreslår iværksat.

Det er forvaltningernes indstilling, at der alene købes ydelser under Kultur- og Fritidsudvalget, hvor det frivillige og foreningsbaserede engagement inddrages i integrationsindsatsen som skitseret med etablering af et konsulentteam under Folkeoplysningssekretariatet. Teamet får til opgave at foretage opsøgende virksomhed over for både etniske minoriteter og eksisterende foreninger i lokalområdet. Målgruppen er både voksne, børn og unge.

Konsulentteamet vil være opsøgende og give rådgivning og vejledning til målgruppen. Herudover vil konsulenterne understøtte etniske minoritetsgruppers initiativer til etablering af egne projekter og bistå med at skabe netværk i lokalområderne. Samtidig med at konsulenterne arbejder lokalt bør de have en fast base som mødested et centralt sted i byen. Herfra kan der også gives rådgivning og vejledning for målgruppen.

Foreningslivets medvirken i integrationsindsatsen skal ses som en naturlig forlængelse af de almindelige aktiviteter på folkeoplysningsområdet. Det nuværende aktivitetsniveau for flygtninge og indvandrere på dette område vil blive opretholdt, og de nye initiativer bygges oven på den nuværende indsats. De eksisterende aktiviteter omfatter bl.a. aktiviteter med støtte fra start- og udviklingspuljen samt Folkeoplysningsudvalgets særlige udviklingspulje på 1 mio. kr. om året til flygtninge og indvandrere.

Indsatsen danner samtidig et godt supplement til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens sociale indsats. Med den beskrevne integrationsindsats forventes det, at der vil komme væsentligt flere flygtninge og indvandrere i aktivitet i foreningslivet, hvormed den samlede integration styrkes. Det er målet, at andelen af børn og unge blandt de etniske minoritetsgrupper, der er aktive i foreninger, bringes på samme niveau som for øvrige børn og unge, og at integrationen primært foregår i "blandede" foreninger.

MILJØVURDERING

Er ikke foretaget.

ØKONOMI

I budget 2001 er der under Integrationsøkonomien afsat en ramme på 3,3 millioner kr. til en kultur- og fritidsindsats. Budgettet er videreført i 2002.

Disse midler foreslås brugt på den beskrevne indsats, hvor det indstilles, at der i 2001 anvendes 600.000 kr. til etablering, og i 2002 anvendes 3,3 mill. kr. til indsatsen. I forbindelse med vedtagelsen af budget 2003 forventes et tilsvarende beløb afsat til indsatsen.

Det samlede budget for integrationsindsatsen på kultur- og fritidsområdet forbliver under Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, som rekvirerer ydelser under Kultur- og Fritidsudvalget efter "køb/salg-modellen". Forvaltningerne indgår en aftale.

Anvendelsen af de økonomiske midler dokumenteres ved, at der sker særskilt regnskabsførelse for den enhed, som skal gennemføre indsatsen.

ANDRE KONSEKVENSER

-

HØRING

Rapporten "Integration i foreningslivet" har været til høring i Integrationsrådet. Integrationsrådet kan principielt tilslutte sig, at man i Københavns Kommune opretter et konsulentteam, der skal iværksætte integrationsfremmende foranstaltninger på kultur- og fritidsområdet. Rådet finder, at der er behov for at opprioritere rådgivnings- og vejledningsindsatsen i forhold til foreningslivet.

Integrationsrådet kan dog kun tilslutte sig forslaget under forudsætning af, at man udvælger særlige fokusområder indenfor foreningslivet, at man anvender eksisterende foreninger og netværk som samarbejdspartner, at man fokuserer på behovet for rådgivning til eksisterende og nystartede foreninger, at man ved ansættelse af konsulenterne opfatter det som en kvalifikation, at ansøgeren har etnisk minoritetsbaggrund, og endeligt at man opstiller målbare succeskriterier for arbejdet.

Integrationsrådet henleder endvidere opmærksomheden på, at 6 af Integrationsrådets medlemmer har afgivet mindretalsudtalelse til projektforslaget. Integrationsrådets 4 repræsentanter i arbejdsgruppen er alle blandt dem, der har afgivet mindretalsudtalelse.

BILAG

  • Rapporten "Integration i foreningslivet" udarbejdet af Kultur- og Fritidsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og repræsentanter fra Integrationsrådet og foreningslivet.
  • Høringssvar fra Integrationsrådet samt beslutningsprotokol fra Integrationsrådsmødet d. 7. juni 2001.
  • Beslutningsprotokol fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets møde d. 21. juni 2000 og Kultur- og Fritidsudvalgets møde d. 22. juni 2000.
  • Udkast til samarbejdsaftale mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsudvalget.

 

 

Grethe Munk / Ida Munk

 

Til top