B-sag: Ansøgning om tilskud til The Northern Rendezvous for Climate
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning fra foreningen Himlen på isen om 150.000 kr. til konferencen The Northern Rendezvous for Climate i 2022, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.
Problemstilling
Foreningen Himlen på isen ansøger om 150.000 kr. til konferencen The Northern Rendezvous for Climate i oktober 2022.
Ifølge ansøger skaber klimaforandringerne en voksende nødvendighed for at almindelige mennesker, lægmænd, forstår komplekse miljømæssige problemstillinger. Til forskel fra videnskabelige konferencer eller politiske konferencer som COP og C40 er The Northern Rendezvous for Climate derfor tiltænkt folket.
Konferencens arrangementer er gratis og afvikles på tre museer i København. Tilgangen til klimaspørgsmålet vil være multidiscipllinær og vil rumme både filosofi, antropologi og kunsthistorie.
Konferencen løber over to dage med deltagelse af ca. 35 videnskabsfolk og specialister, hovedsageligt fra de nordiske lande.
Løsning
Der henvises til ansøgningen (bilag 1).
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen afklare sagen og, i givet fald, i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 10. juni 2021:
Indstillingen om afslag blev godkendt i forbindelse med dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).