Mødedato: 10.06.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

B-sag: Ansøgning om tilskud til dansefestivalen København Danser

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om 263.200 kr. i tilskud til dansefestivalen København Danser. 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, 

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om 263.200 kr. til dansefestivalen København Danser, da der ikke er afsat midler til formålet i budgettet. 

Problemstilling

København Danser er en tilbagevendende dansefestival i København, hvor internationale dansekompagnier inviteres til at optræde. Temaet for festivalen i 2021 er ligestilling mellem kønnene og større diversitet. Festivalen består af fjorten forestillinger på Østre Gasværk for 7.000 publikummer. Derudover vil festivalen arbejde med vidensdeling gennem workshops og producere dokumentarfilm om de deltagende gæstespil, invitere udsatte børn og unge til forpremiere på forestillingerne og arrangere debatter.  

København Danser har modtaget bevillinger fra flere fonde, men oplyser, at de har brug for flere midler til at indfri deres ambitioner. 

Løsning

Der henvises til ansøgning (bilag 1).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen afklare sagen og, i givet fald, i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Mette Touborg

 

                                                        /Merete Evers Dewilde

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 10. juni 2021:

Følgende repræsentanter fra København Danser havde inden punktets behandling foretræde for udvalget om sagen:

  • Ulrik Birkkjær
  • Thomas Mieth

 

Birgitte Kehler Holst og Franciska Rosenkilde anmodede om, at sagen behandles som A-sag.

Kultur- og Fritidsudvalget behandlede sagen efter dagsordenens punkt 38. (FORTROLIG. Ansøgning om forlængelse og forøgelse af driftsbevilling til kulturinstitution).

Der blev begæret afstemning om et forslag om at bevilge et tilskud på 150.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Et mindretal (Kasandra Behrndt-Eriksen, Birgitte Kehler Holst og Franciska Rosenkilde) stemte for forslaget.

Et flertal (Jens Kjær Christensen, Karina Vestergård Madsen, Jonas Bjørn Jensen, Simon Strange, Christopher Røhl Andersen, Kristian Nielsen og Karina Bergmann) stemte imod.

Forslaget blev således forkastet.

Kultur- og Fritidsudvalget bemærkede, at festivaler henvises til mulighederne i Festivalpuljen.

 

Maria Frej deltog ikke i punktets behandling grundet inhabilitet.

Til top