Mødedato: 10.06.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

ICORN Fribyordning

Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende kandidat til fribyophold.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,              

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender den prioriterede rækkefølge af kandidater til fribyophold.

Problemstilling

I forbindelse med Budget 2021 blev det besluttet at afsætte 2,3 mio. kr. i 2021-2023 til et nyt fribyophold til en forfulgt kunstner under Københavns Kommunes medlemskab af International Cities of Refugee Network (ICORN).

Formålet med fribyordningen er at give en kunstner, som på grund af politiske, religiøse eller kulturelle uenigheder er forfulgt i sit hjemland, et midlertidigt beskyttet ophold i København. Som friby for en forfulgt kunstner forpligter kommunen sig til at stille bolig til rådighed, yde økonomisk hjælp, adgang til sundhedsydelser, sprogundervisning mv. Med henblik på at skabe de bedst mulige rammer for kunstneren under opholdet, er der derfor i budgetaftalen lagt vægt på, at kunstneren taler engelsk og er udadvendt, da den pågældende vil have gavn af at interagere med kunst-, litteratur- eller journalistmiljøet i København.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen har modtaget en liste med kandidater fra ICORN (fortroligt bilag 1). Listen er præsenteret i prioriteret rækkefølge på baggrund af Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering af, hvilken kandidat der bedst opfylder de angivne kriterier. Prioriteringen er bl.a. baseret på en vurdering af, hvorvidt kandidaten har et acceptabelt niveau af både skriftligt og mundtligt engelsk, og dermed er i stand til at kunne læse, tale og forstå engelsk på et rimeligt niveau. Derudover indgår en vurdering af, hvorvidt kandidaten har lysten og evnen til at interagere med det københavnske kunst-, kultur- litteratur- eller journalistmiljø og dermed vil kunne bidrage aktivt hertil som foredragsholder eller kulturel medskaber.     

Prioriteringen er foretaget, da den foretrukne kandidat har mulighed for at takke nej til et fribyophold. I så fald vil den efterfølgende kandidat modtage invitation til fribyophold.

Opgaven med fribyopholdet er forankret i Center for Internationalisering, Borgerservice og Bæredygtighed, hvor bl.a. International House og Copenhagen Visitor Service er placeret. Forankringen i International House og Copenhagen Visitor Service betyder, at koordinatoren for fribyopholdet vil kunne trække på kompetencer inden for international borgerservice, service til udenlandske borgere (som bolig, sprogskole, job, frivilligt arbejde, kultur- og fritidsguider mv.), kendskab og netværk til den københavnske kunst- og kulturscene, samt naturligvis gode sprogkundskaber og interkulturelle kompetencer.

Organisering af fribyophold

For at skabe de bedst mulige rammer for et givende og udbytterigt ophold for fribygæsten nedsættes en tværkommunal følgegruppe med nøglepersoner fra Socialforvaltningen, Beskæftigelse- og Integrationsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen (i fald kunstneren har medbragte børn) samt Kultur- og Fritidsforvaltningen, der forpligter sig til at være behjælpelige med eventuelle konkrete behov og problemstillinger, der måtte opstå under opholdet.

Der nedsættes desuden en referencegruppe med repræsentanter fra kunst- og kulturlivet, der skal være med til at sikre et bredt netværk, så kunstneren kan indgå i tværkulturelle miljøer og blive understøttet i sit kunstneriske virke og mulighed for kulturel medskabelse.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, sendes en invitation til den prioriterede fribygæst via ICORN. Herefter indledes processen med at få vedkommende til København. Der forventes ankomst i efteråret 2021.

Kultur- og Fritidsudvalget orienteres løbende om fribygæstens ophold. 

Mette Touborg

/Aravni Jakobsen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 10. juni 2021:

Der blev begæret afstemning om et forslag om, at der byttes rundt på kandidat 1 og kandidat 2.

Jonas Bjørn Jensen, Simon Strange, Christopher Røhl Andersen, Kristian Nielsen og Karina Bergmann stemte for forslaget.

Jens Kjær Christensen, Karina Vestergård Madsen, Kasandra Behrndt-Eriksen, Birgitte Kehler Holst og Franciska Rosenkilde stemte imod.

Maria Frej undlod at stemme.

Forslaget bortfaldt på grund af stemmelighed.

 

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte herefter forvaltningens indstilling.

Til top