Uforudsete merudgifter i forbindelse med udskiftning af Valby Hallens gulve
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget henviser finansiering af uforudsete merudgifter på 1,9 mio. kr. i 2021 i forbindelse med den igangværende udskiftning af gulvene i Valby Hallen til forhandlingerne om Budget 2022.
Problemstilling
I Budget 2021 blev der afsat finansiering på 5 mio. kr. til en samlet udskiftning af trægulvene i Valby Hallen med en anlægsperiode fra 15. marts til 8. august 2021, og 0,6 mio. kr. til dækning af indtægtstab for Valby Hallen i anlægsperioden.
Ved fjernelsen af det eksisterende trægulv i hal 1, 2 og 3 i Valby Hallen kan det konstateres, at det eksisterende undergulv af beton flere steder er vådt på grund af indtrængende fugt fra jorden under gulvet. Hvis denne fugt uhindret får mulighed for at trænge op til trægulv og vægge, er kimen lagt til udvikling af skimmelsvamp.
Løsning
For at undgå fugt i det nye gulv og eventuel udvikling af skimmelsvamp skal der lægges en særlig fugtspærrende membran mellem undergulvet af beton og det nye trægulv. Dette medfører desuden en forlængelse af anlægsperioden til udgangen af oktober 2021.
Anlæggelsen af en fugtspærrende membran udløser et konkret finansieringsbehov på 1,5 mio. kr. på anlæg. Hertil kommer et indtægtstab i Valby Hallen på 0,4 mio. kr. på service som følge af, at anlægsperioden forlænges.
Tabel 1: Prisoverslag i 1.000 kr.:
Anlæggelse af fugtspærrende membran (anlæg) |
1.450 |
Indtægtstab i Valby Hallen (service) |
400 |
I alt |
1.850 |
Den fugtspærrende membran er en overfladeplombering, der forhindrer eventuel fugt i at trænge op i det nye gulv.
Dermed er anlæggelsen af denne membran en afgørende forudsætning for, at det nye trægulv kan holdes tørt, så man derved undgår udvikling af skimmelsvamp. Det er afgørende, fordi udvikling af skimmelsvamp både medfører en betydelig sundhedsrisiko for brugere og medarbejdere i Valby Hallen, men også fordi skimmelsvamp i væsentligt omfang vil reducere både gulvets og Valby Hallens levetid.
Netop på grund af ovenstående risici er anlæggelsen af denne membran samtidig en forudsætning for, at den udførende entreprenør på udskiftningen af gulvet fortsat er forpligtet til at yde en garanti for veludført arbejde i henhold til byggebranchens standarder.
Membranen udføres ved omhyggelig påsmøring ad flere omgange, hvor der mellem hver påsmøring er behov for ekstra tørretid. Dette medfører en forsinkelse på knap tre måneder i forhold til den oprindelige tidsplan. Dermed forventes Valby Hallen først at genåbne den 1. november 2021.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt sagen henvises til forhandlingerne om Budget 2022, bliver der udarbejdet et budgetnotat.
Mette Touborg
/Rikke Skovbølling Brandt
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 10. juni 2021:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.
Kultur- og Fritidsforvaltningen blev anmodet om at undersøge forskellige muligheder for afhjælpning af kapacitetsudfordringerne, herunder
- en midlertidig lethal, som Kultur- og Fritidsudvalget evt. finansierer transporten af
- fuld udnyttelse af Europaskolens hal
- bringe mindre haller i området i spil
- vurdere ikke-organiserede brugeres benyttelse af haller nærmere
og hurtigt vende tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget med et notat herom.