Mødedato: 10.06.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Drøftelse af situationen med utilstrækkelig ventilation på spillestedet ALICE

Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte mulige løsninger på problemerne med utilstrækkelig ventilation på spillestedet ALICE samt eventuelt træffe beslutning om en midlertidig flytning af spillestedet.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter situationen og mulige løsninger for spillestedet ALICE samt eventuelt træffer beslutning om en midlertidig flytning

Problemstilling

I forbindelse med udpegningen af regionale spillesteder i perioden 2017-2020 fusionerede de to daværende spillesteder Global og Jazzhouse, og blev i 2018 til spillestedet ALICE. ALICE er genudpeget som regionalt spillested i perioden 2021-2024.

ALICE har til huse i en kommunal bygning på Nørre Allé 7 i forbindelse med kulturhuset UNION. I forbindelse med fusionen er antallet af koncerter i bygningen på Nørre Allé øget betragteligt.

Med den intensive brug af lokalerne, har der vist sig øgede problemer med ventilationssystemet, der ikke fungerer tilstrækkeligt. Det medfører høj CO2-koncentration i koncertsalen, høje temperaturer samt utilstrækkelig iltudskiftning i koncertsalen.

På den baggrund har ALICE bestilt en måling af systemets effekt, hvor de til formålet har anvendt samme serviceleverandør, som KEID anvender, til at teste anlægget (bilag 1). 

Spillestedet ALICEs bestyrelse har på baggrund af rapporten besluttet, at de ikke kan tage ansvar for sikkerheden under de gældende forhold.

Det er baggrunden for ønsket om dels et nyt ventilationsanlæg og dels en midlertidig flytning til en anden kommunal lokation. Spillestedet ALICE har som regionalt spillested en lang række forpligtelser, og er også - efter den lange nedlukning - meget interesseret i at få mulighed for at afvikle en række planlagte koncerter.

Løsning

Nuværende initiativer

KEIDs vurdering er, at et ventilationssystem, der vil kunne afhjælpe problemerne, er en opgradering. Det vil ikke kunne rummes i det nuværende rum til ventilation på loftet, og skal derfor bygges ind på taget eller i gården. Der er sat en rådgiver på sagen.

Forslag til midlertidige løsninger

Forvaltningen har undersøgt forskellige muligheder for en midlertidig flytning af ALICE til en anden kommunal lokation, herunder Kulturcenter Assistens, Lygten samt salen i Valby Kulturhus.

Den igangværende proces på Kulturcenter Assistens, hvor der er planlagt aktørmøde den 8. juni 2021 samt den, især om vinteren, tidlige lukketid, fredningen og anvendelsesformålet til museale formål, gør, at stedet ikke vurderes at være egnet til midlertidigt brug for ALICE.

På Lygten er der på nuværende tidspunkt en meget booket kalender i efteråret, hvilket vil være vanskelig at forene med ALICEs behov for koncertaktiviteter.

Valby Kulturhus

Der er en vis ledig kapacitet i Valby Kulturhus og mulighed for, at afviklingen af nogle af ALICEs koncerter kan indpasses med eksisterende bookinger, da Valby Kulturhus er i genopstart, og spillestedets behov primært er på tidspunkter, hvor der er mindst pres på foreningernes benyttelse af kulturhuset.

Kultur V og ALICE har begge oplyst, at der er gensidig interesse i et midlertidigt samarbejde mellem Valby Kulturhus og ALICE, så spillestedet ALICE de kommende 6-12 måneder i op til tre dage om ugen vil kunne afvikle koncerter i kulturhuset. ALICE er interesserede i både koncert- og kontorfaciliteter i Valby kulturhus. Løsningen forudsætter dog, at der kan findes løsninger på en række udfordringer:

Foreningsbrug

Teatersalen er netop i forbindelse med beslutning om det nye bibliotek blevet opgraderet. Herudover bemærkes det, at Folkeoplysningsudvalget på sit møde den 1. juni 2021 bevilgede yderligere midler til opgradering af Teatersalen, med henblik på at foreninger og aftenskoler kan få bedre gavn af salen.

Opgraderingen til forenings- og aftenskolebrug vil således skulle indpasses med foreningernes  samt eventuelt ALICEs brug af salen.

En genhusning af ALICE i Valby Kulturhus vil betyde, at færre nye foreninger vil kunne få plads i salen i Valby Kulturhus, og der vil være mindre kapacitet til privat udlejning.

Forpagtning af café

Valby Kulturhus har en forpagtningsaftale med Incita om drift af husets café, hvilket indebærer, at man ikke umiddelbart kan lade en anden lignende aktør drive erhverv i huset. Dette kolliderer med ALICEs behov for indtægter fra barsalget, der indgår som en del af finansieringen af koncerterne. En aftale vil derfor forudsætte en forhandling med Incita, herunder eventuelt en aftale om at Incita kan modtage en procentdel af barsalget.    

Faste brugere og ALICEs behov

Samlet set optager de faste brugere på nuværende tidspunkt 136 dage på årsbasis. 

ALICEs produktionsbehov for efterår 2021 er 70 åbningsdage med mest aktivitet i september, oktober og november samt få dage i december, og i foråret 2022 er behovet 70 åbningsdage med mest aktivitet i februar, marts, april og maj samt få dage i juni.

Med i alt 276 aktivitetsdage ser det ud til, at det kommende år kan planlægges, så både foreningernes og ALICEs behov kan tilgodeses, men mulighederne for - og omfanget af - en sameksistens mellem den nuværende foreningsaktivitet og ALICE skal undersøges nærmere.

Valby Lokaludvalg

Herudover vil det være relevant at høre og inddrage Valby Lokaludvalg forud for udarbejdelsen af en eventuel aftale om midlertidig genhusning af ALICE i Valby Kulturhus. 

Økonomi

Det estimerede areal for teatersalen samt tilstødende lokaler er 250 m2 ca. Hertil kommer ønsket om et kontor/depot på 39 m2 på 3. sal i hele i perioden.

I følge takstbilaget vil udgiften til salen i 70 dage i 2021 og 70 dage i 2022 hvert af årene være ca. 150.000 kr.  

I følge takstbilaget vil udgiften til et kontor/depot på 39 m2 være ca. 105.000 kr. i hver af perioderne i juli - december 2021 og januar - juni 2022.

Både for salen og kontor/depot gælder, at der hertil kommer udgifter til forbrug og rengøring.

Koncerter er et lovligt kommunalt formål. Der kan på den baggrund foretages en teknisk korrektion af ALICE tilskud med henblik på at stille lokalerne i Valby Kulturhus vederlagsfrit til rådighed for ALICE  i en eventuel genhusningsperiode. Denne løsning forudsætter en godkendelse i Slots- og Kulturstyrelsen, der har udarbejdet rammeaftalen for det regionale spillested ALICE.

Som ved andre renoveringer vil der være et indtægtstab for den bygning, hvor ALICE normalt har til huse, og som i en periode ikke kan benyttes. Indtægtstabet er ved en midlertidig udflytning af ALICE på 49.000 kr. om måneden.

Samlet projekt på ALICE

Spillestedet har siden åbningen af ALICE på Nørre Allé haft et stort ønske om dels et nyt ventilationssystem, dels back-stage toiletter og en lydsluse ved indgangspartiet. 

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltning vil i samarbejde med KEID udarbejde budgetnotater om dels en opgradering af ventilationssystemet og dels de øvrige ønsker til forbedring af forholdene på ALICE.

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at ALICE skal have mulighed for - i en midlertidig periode - at benytte salen i Valby Kulturhus til koncerter, vil forvaltningen afklare muligheder og udfordringer samt indgå en konkret aftale. 

 

Mette Touborg

                                                        /Merete Evers Dewilde

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 10. juni 2021:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den midlertidige flytning af ALICE til Valby Kulturhus.

Kultur- og Fritidsforvaltningen skal arbejde videre med sagen og foretage de nødvendige undersøgelser på baggrund af udvalgets input. Sagen skal forelægges Kultur- og Fritidsudvalget på ny, når undersøgelserne er afsluttede.

Lokalerne i UNION skal hurtigst muligt tages i brug til kultur- og fritidsaktiviteter.

Til top