Mødedato: 10.03.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Deltagelse i bibliotekskonferencerne ALA og/eller IFLA i 2020

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til udvalgets deltagelse i bibliotekskonferencerne ALA og/eller IFLA i 2020.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget anmoder et eller flere medlemmer af udvalget om at deltage i årets ALA-konference, der afholdes den 25. – 30. juni 2020 i Chicago, USA.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget anmoder et eller flere medlemmer af udvalget om at deltage i årets IFLA-konference, der afholdes den 15. – 21. august 2020 i Dublin, Irland.

Problemstilling

Københavns Kommune er medlem af American Library Association (ALA) og International Federation of Library Associations and Institutions (IFLA). Begge foreninger afholder en årlig international bibliotekskonference i henholdsvis juni og august 2020. I lighed med tidligere år kan et eller flere medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget deltage i konferencerne.

Løsning

Begge konferencer tilbyder et omfattende fagligt program.

ALA

ALA tiltrækker mere end 20.000 fagfolk samt biblioteks- og kulturinteresserede politikere fra USA og andre lande. I en københavnsk sammenhæng forventes konferencen at kunne bidrage med interessante input og ideer til de strategiske indsatser og udviklingsområder, der er fokus på i Københavns Biblioteker. Fra det foreløbige program kan nævnes følgende sessioner:

  • Nyt om tidlige læsere: Hvordan indhold og design ændrer, hvordan børn lærer at læse.
  • Det udviklende bibliotek - nye funktioner i eksisterende rum. Inspirerende og fleksible områder, som passer til fremtidens behov.
  • Bibliotekernes magt i e-bogs-økosystemet.
  • Biblioteker og markedsorientering: En ny tilgang til borgernes engagement og fastholdelse.

Flere oplysninger om konferencen findes på https://2020.alaannual.org/

IFLA

Temaet for årets IFLA-konferencen er ”Inspire, Engage, Enable, Connect”, og der deltager omkring 4000 biblioteksinteresserede fra mere end 130 lande. Flere oplysninger om konferencen findes på https://2020.ifla.org/ , hvor også det detaljerede program kan ses fra april måned.

Den centrale del af IFLA-programmet starter søndag den 16. august om aftenen med udstilling og åbningsceremoni og slutter onsdag den 19. august. om eftermiddagen med generalforsamling. Det faglige program for dagene er endnu ikke fastlagt. Københavns Biblioteker har gode relationer til lederen af Irlands biblioteksstyrelse i Dublin, så der vil være mulighed for at arrangere særlige møder med irske biblioteksfolk eller politikere, ligesom der formentlig kan arrangeres særlige rundture på biblioteker.

Biblioteksbesøg

I forbindelse med begge konferencer, vil der være mulighed for at deltage i arrangerede biblioteksbesøg, hvilket er særligt interessant i USA, da bibliotekerne ofte har en mere social rolle i lokalsamfundet. Erfaringsmæssigt bliver de arrangerede biblioteksbesøg hurtigt overtegnet, så det er derfor en god ide at træffe beslutning om eventuel deltagelse i konferencerne så tidligt som muligt.

Såfremt flere udvalgsmedlemmer har mulighed for at deltage i konferencerne, vil udvalgets faglige udbytte forstærkes. Det kan være en fordel, hvis der vælges én af destinationerne og flere tager afsted, da det vil give forvaltningen mulighed for at lave et bedre fagligt program.

Såfremt det besluttes, at udvalget som helhed skal deltage, skal deltagelsen ske efter anmodning fra Borgerrepræsentationen.

Økonomi

Kassemæssig dækning for udgifterne til rejsen anvises på konto 6.42.41.1 Kommunalbestyrelsen. Studie- og tjenesterejser.

Videre proces

Tilmelding skal ske senest den 15. april 2020 til Sekretariatet af hensyn til bestilling af fly og hotel.

 

 

Mette Touborg

                                                                                       /Jakob Heide Petersen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 10. marts 2020:

Der blev begæret afstemning om indstillingen om, at Kultur- og Fritidsudvalget anmoder et eller flere medlemmer af udvalget om at deltage i årets bibliotekskonferencer (ALA og IFLA), idet udvalget samtidig præciserer, at forvaltningen også bør deltage i konferencerne i relevant omfang.  Der ønskes en opsamling af konferencerne i løbet af efteråret 2020. 

Et flertal (Tue Hækkerup, Henrik Appel Esbensen, Jonas Bjørn Jensen, Rikke Lauritzen, Franciska Rosenkilde, Kim Hjerrild, Lars Georg Jensen og Christopher Røhl Andersen) stemte for indstillingen.

Et mindretal (Karina Bergmann) stemte imod.

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte således, at Kultur- og Fritidsudvalget anmoder et eller flere medlemmer af udvalget om at deltage i årets bibliotekskonferencer. Borgmesteren blev bemyndiget til at modtage navne senest den 15. april 2020.   

 

Karina Bergmann ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Liberal Alliance anerkender biblioteker som en kerneopgave inden for kultur- og fritidsområdet. Vi mener der er gode takter i den nye biblioteksplan, og vi mener, at mange af de nye biblioteker, der er kommet til inden for de senere år er vellykkede. Vi kan derfor sagtens udvikle biblioteker i København uden at deltage i en konference. Vi vil derfor hellere prioritere at pengene går direkte til bibliotekerne."

 

Til top