Ansøgning fra Grønnegårds Teatret om ekstraordinær støtte på 750.000 kr.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på Grønnegårds Teatrets ansøgning om tilskud på 750.000 kr., da der ikke er afsat midler til formålet i budgettet.
Problemstilling
Grønnegårds Teatret er en del af lille storbyteaterordningen og modtager 1,7 mio. kr. årligt i tilskud. Teatret opfører udelukkende udendørs forestillinger om sommeren, hvilket betyder, at billetsalget er meget afhængigt af vejret.
Teatret har haft tre sæsoner med dårligt vejr, hvilket har resulteret i en trængt økonomi.
I sæson 2015 solgte teatret kun halvdelen af de udbudte billetter, hvilket medførte et underskud på 3,5 mio. kr. I sæson 2016 nedjusterede Grønnegårds Teatret derfor sit aktivitetsniveau, men solgte stadig få billetter på grund af dårligt vejr, hvilket gentog sig i sommeren 2017.
Teatret oplyser, at der kun er få aflyste forestillinger, men at publikum er kommet ud af vanen med at se Grønnegårdsteatret som en mulighed, når vejret ikke er optimalt. Derfor svigter billetsalget.
Grønnegård Teatret oplyser også, at en sommer mere med dårligt vejr vil kunne bringe teatrets eksistens i fare.
Løsning
Kultur- og Fritidsudvalget valgte i 2012 at nedsætte Grønnegårds Teatrets årlige tilskud fra 2,3 mio. kr. til 1,7 mio. kr. i aftalen for 2013-2016.
I lillestorbyteateraftalen mellem Grønnegårds Teatret og Københavns Kommune fra 2013-2016, stod følgende:
”Ved fastsættelsen af tilskuddet besluttede Kultur- og Fritidsudvalget, at man vil bestræbe sig på at finde midler til et ekstraordinært tilskud til teatret (dog max. 750.000 kr.), hvis teatret får flere på hinanden følgende underskud som følge af ekstraordinært dårligt vejr” (s.3, §5).
Teaterchef Steen S. Lommer ønsker med ansøgningen at få opklaret, hvorvidt tilkendegivelsen fra den tidligere aftale fortsat er gældende, selvom den ikke er direkte indskrevet i aftalen for 2017-2020. Teatret oplyser, at det ikke er afgørende, om et ekstraordinært tilskud kan tildeles i 2017 eller 2018.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 9. november 2017:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte forvaltningens indstilling .