Mødedato: 09.11.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Høringssvar angående udkast til Københavns Kommunes Handicappolitik 2018 - 2022

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til Kultur- og Fritidsforvaltningens oplæg til et høringssvar angående kommunens kommende handicappolitik.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender denne indstilling som Kultur- og Fritidsudvalgets høringssvar angående udkast til Københavns Kommunes handicappolitik 2018-2022 (se bilag 1).

Problemstilling

Københavns Kommune skal have en ny handicappolitik for perioden 2018 – 2022. Socialudvalget har sendt et udkast til den nye politik i høring i Kultur- og Fritidsudvalget. Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til Kultur- og Fritidsforvaltningens oplæg til et høringssvar angående kommunens kommende handicappolitik.    

Løsning

Handicappolitikken sætter den fælles retning for handicapområdet i hele Københavns Kommune og er et udtryk for et forpligtende samarbejde mellem alle kommunens forvaltninger.

Politikkens overordnede vision

Visionen for Københavns Kommunens handicappolitik er, at borgere med handicap har mulighed for at leve et selvstændigt liv med høj livskvalitet. Denne ambition harmonerer med Kultur- og Fritidspolitikkens ambition om, at alle københavnere skal inddrages i kultur- og idrætslivet, og at der er tilbud til alle.

Fire temaer

Politikken har fokus på fire temaer, der bidrager til, at borgere med handicap har høj livskvalitet og de samme muligheder som andre københavnere: 1) Det gode liv, 2) Deltagelse 3) Skole, uddannelse og beskæftigelse og 4) Netværk. Det er særligt i forhold til Deltagelse, at Kultur- og Fritidsforvaltningen kan bidrage. 

Realisering af politikken

For at politikkens ord kan blive omsat til virkelighed, er det vigtigt, at handicappolitikken er både kendt og brugt i kommunen. Den skal indbyde til dialog og sætte fokus på handicapaspektet i så mange relevante sammenhænge som muligt.

Det er centralt, at handicappolitikken bliver en integreret del af kommunens øvrige arbejde og service til borgerne. Derfor er det de enkelte forvaltningers opgave at sørge for, at politikkens ambitioner indarbejdes i eksisterende og fremtidige initiativer, der hvor det er relevant.

Socialforvaltningen vil lave en midtvejsstatus for at samle op på de enkelte forvaltningers arbejde med at indfri handicappolitikkens målsætninger og erfaringer med at arbejde på tværs for at sikre den helhedsorienterede indsats.

Nuværende indsatser

I forbindelse med udarbejdelsen af den nye handicappolitik har Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdet et overblik over, hvilke indsatser forvaltningen har iværksat på handicapområdet på nuværende tidspunkt (se bilag 2).

Som eksempel kan nævnes, at Kultur- og Fritidsforvaltningens idrætsanlæg, biblioteker, kulturhuse, museer mv. er en del af mærkeordningen GOD ADGANG, som informerer om de fysiske adgangsforhold til bygninger og udearealer. På www.godadgang.dk kan f.eks. museumsbesøgende og handicappede idrætsudøvere finde detaljerede oplysninger om adgangsforholdene på forvaltningens institutioner.

Den nye politiks ambitioner

Handicappolitikken udstikker en række ambitioner for kommunens arbejde i perioden 2018 – 2022. Af særlig relevans for kultur- og fritidsområdet kan nævnes følgende:

  • Kommunen skal sammentænke indsatser på tværs af forvaltninger, så flere borgere oplever tilfredshed med samarbejdet og kommunikationen med kommunen.
  • Borgere med handicap skal via fysisk, psykisk og digital tilgængelighed have de samme muligheder for at påvirke samfundet. 
  • Kommunens samarbejde med civilsamfundsaktører skal styrkes.
  • Tilgængelighed og de rette rammer skal være til stede for, at så mange børn og unge som muligt kan inkluderes i de fællesskaber, de er en del af i dagtilbud, skole og fritidslivet.
  • Københavns Kommune skal ansætte flere medarbejdere på særlige vilkår herunder fleksjob.
  • Kommunen skal have fokus på områder, hvor frivillige, civilsamfund og lokalsamfund kan inddrages for at etablere og styrke borgernes netværk samt deres muligheder for at deltage i aktiviteter.

Overordnet set kan Kultur- og Fritidsforvaltningen tilslutte sig udkastet til den nye handicappolitik og bidrager aktivt til politikkens realisering.

I relation til ambitionen om at ansætte flere medarbejdere i kommunen på særlige vilkår bemærker forvaltningen dog, at der bør medfølge ressourcer hertil, og at der bør rettes opmærksomhed på, hvordan det kan blive nemmere for arbejdspladser at ansætte medarbejdere på særlige vilkår.    

Se hele udkastet til Københavns Kommunes handicappolitik 2018 – 2022 i Bilag 1.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Høringssvaret bliver efter Kultur- og Fritidsudvalgets behandling sendt til Socialforvaltningen, som samler alle udvalgs bidrag til Handicappolitikken 2018-2022.

 

Mette Touborg

                             /Mads Kamp Hansen

 

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 9. november 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top