Mødedato: 09.11.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Udmøntning af bevilling til gratis adgang til museer og kunsthal for pensionister

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til udmøntning af bevilling om gratis adgang til museer og kunsthal for pensionister i 2018.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og fritidsudvalget beslutter, at aftalen om gratis adgang for pensionister til kommunale museer igangsættes, således som det fremgår af denne indstilling.

Problemstilling

I forbindelse med Budget 2018 blev der indgået aftale om at give gratis adgang for pensionister til Thorvaldsens Museum, Københavns Museum og Nikolaj Kunsthal. Der blev afsat en ét-årig bevilling på 300.000 kr. til at dække det forventede indtægtstab forbundet med den gratis adgang.

Udvalget skal tage stilling til, hvordan aftalen udmøntes i praksis.

Løsning

Ambitionen i Københavns Kommunes kultur- og fritidspolitik er, at alle københavnere skal inddrages i kultur- og fritidslivet, og et af politikkens principper er rummelighed og lige adgang. Det betyder, at alle københavnere skal have mulighed for at bruge byens kultur- og fritidstilbud uanset seksualitet, religion, etnicitet, alder, handicap og sociale forhold. Aftalen om gratis adgang for pensionister må ses i denne kulturpolitiske sammenhæng.

Det foreslås, at ordningen omfatter både folkepensionister over 65 år samt førtidspensionister. Den aldersbetingede rabat kan opnås mod forevisning af sundhedskort. Førtidspensionister kan opnå adgang mod forevisning af dokumentation for tildelt førtidspension (DSB legitimationskort el. lign).

Adgangen for pensionister over 65 år forventes at give et indtægtstab på 250.000 i 2018. Adgangen for førtidspensionister indebærer et indtægtstab på yderligere 50.000 i 2018.

Da Københavns Museum kun er åbent halvdelen af 2018, er det vurderingen, at det samlede indtægtstab i 2018 kan afholdes inden for de 300.000, der allerede er afsat i Budget 2018.

Hvis ordningen ønskes videreført efter 2018, er der behov for et fornyet beregningsgrundlag, som tager udgangspunkt i de faktiske besøgsdata, som bliver registreret på museerne i løbet af 2018.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, igangsættes ordningen pr. 1. januar 2018.

 

Mette Touborg

              

                                  /     Lene Floris     

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 9. november 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen, idet udvalget anmodede om en evaluering af ordningen.

Til top