Mødedato: 09.11.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Forenings- og aftenskolepakke 2018-2021

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til udmøntningen af de 36 mio. kr. (2018-P/L) i service, der med Budget 2018 er afsat til en forenings- og aftenskolepakke i perioden 2018-2021.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at forvaltningen igangsætter processer, der fremgår af denne indstilling, med henblik på udmøntningen af de 24 mio. kr., der i perioden 2018-2021 er afsat til flere offentlige lokaletider samt forbedring af offentlige lokaler, og
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at de 12 mio. kr., der i perioden 2018-2021 er afsat til støtte til private lokaler, overføres til budgettet for folkeoplysningsområdet og udmøntes i henhold til retningslinjer for støtte til Folkeoplysning i Københavns Kommune.  

Problemstilling

I forbindelse med Budget 2018 blev der afsat 36 mio. kr. i perioden 2018-2021 til en forenings- og aftenskolepakke med det formål at sikre flere og bedre offentlige lokaler samt yderligere støtte til private lokaler.

Løsning

Midlerne foreslås anvendt på følgende tre områder:

  1. Flere offentlige lokaletider til foreninger/aftenskoler
  2. Forbedring af offentlige lokaler til foreningsbrug
  3. Støtte til private lokaler

1. Flere offentlige lokaletider til foreninger/aftenskoler (3 mio. kr. årligt)

Det foreslås, at der afsættes 3 mio. kr. årligt i perioden 2018-2021 til yderligere offentlige lokaletider, der kan stilles til rådighed for folkeoplysende foreninger for børn og unge under 25 år samt aftenskolebrug. Lokalerne skal findes ved at udnytte eksisterende kommunale bygninger og stille mere tid i f.eks. kulturhusene og på idrætsanlæggene til rådighed.

Forvaltningen vil sammen med relevante aktører - herunder Folkeoplysningsudvalget - danne sig et overblik over egnede offentlige lokaletider, der passer til foreningernes og aftenskolernes behov.

Herefter forelægges Kultur- og Fritidsudvalget sagen på ny.

2. Forbedring af offentlige lokaler til foreningsbrug (3 mio. kr. årligt)

Det foreslås, at der afsættes 3 mio. kr. årligt i perioden 2018-2021 til at indrette lokaler/udendørsfaciliteter og købe inventar, så faciliteterne tilpasses foreningslivet og aftenskolernes behov. Endvidere kan midlerne bruges til at forbedre den elektroniske adgangskontrol på skolerne.

De afsatte midler foreslås anvendt som supplement til den igangværende indsats i ”Forenings- og Aftenskolepakken 2016-2020”, som Kultur- og Fritidsudvalget behandlede på sit møde den 21. juni 2017. Her fremlagde forvaltningen 50 mulige projekter med et samlet finansieringsbehov på i alt 20,3 mio. kr. Forvaltningen har efter fravalg af egentlig renoveringsprojekter prioriteret 15 konkrete projekter med et samlet investeringsbehov på ca. 7,3 mio. kr., fordelt på ca. 2,2 mio.kr. til idrætslokaler, ca. 1,7 mio. kr. til aftenskolelokaler og ca. 3,4 mio. kr. til multifunktionelle lokaler.

Forvaltningen vil sammen med relevante aktører - herunder Folkeoplysningsudvalget - gennemgå disse projekter og afklare, om der er kommet nye relevante til. Efter fornyet gennemgang af projekterne forelægges en ny prioriteret liste for Kultur- og Fritidsudvalget til endelig vedtagelse.

Indsatsen vil med fordel kunne sammentænkes med indsats 1.

3. Støtte til private lokaler (3 mio. kr. årligt)

Det foreslås, at der afsættes 3 mio. kr. årligt i perioden 2018-2021 til øget støtte til private lokaler, fordelt med 1 mio. kr. årligt til aftenskolerne og 2 mio. kr. årligt til de folkeoplysende foreninger med aktiviteter for børn og unge under 25 år.

Folkeoplysningsudvalget har siden 2012 afvist at give lokaletilskud til nye lokaler eller nye lejemål, der indebærer væsentlige merudgifter for Københavns Kommune. Dette er særligt problematisk for foreninger, der ikke kan benytte skolelokaler – f.eks. spejder- og kulturforeninger. For aftenskoleområdet gælder, at lokaletilskuddet er skåret betragteligt ned ud fra devisen om at flytte flere aktiviteter over i offentlige lokaler.

Forvaltningen har forhørt sig blandt de folkeoplysende foreninger, der siden 2012 har fået afslag på deres ansøgninger om lokaletilskud, og behovet blandt disse foreninger anslås til knapt 1 mio. kr. årligt. Dog kan der være yderligere foreninger med et støttebehov, hvorfor de resterende midler afsættes som en buffer på lokaletilskudsbudgettet.

Økonomi

Indsatsområde (mio. kr., service, 2018 P/L)

2018

2019

2020

2021

1. Flere offentlige lokaletider til foreninger/aftenskoler

3,0

3,0

3,0

3,0

2. Forbedring af offentlige lokaler til foreningsbrug

3,0

3,0

3,0

3,0

3. Støtte til private lokaler*

3,0

3,0

3,0

3,0

Total

9,0

9,0

9,0

9,0

* På foreningsområdet hæves lokaletilskudsbudgettet med 2 mio. kr. årligt i 2018-2021. På aftenskoleområdet hæves lokaletilskudsbudgettet med 1 mio. kr. årligt i 2018-2021.

Videre proces

Såfremt indstillingen imødekommes, igangsætter Kultur- og Fritidsforvaltningen de beskrevne indsatser.

I forhold til flere offentlige lokaletider og forbedring af offentlige lokaler til foreningsbrug vil Kultur- og Fritidsudvalget få forelagt sagerne igen. 

 

Mette Touborg

 

                                                          / Mads Kamp Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 9. november 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen med følgende ændring: støtte til private lokaler reduceres til 2 mio. kr. årligt mens beløbet til flere offentlige lokaletider til foreninger/aftenskoler øges til 4 mio. kr. årligt, idet den yderligere 1 mio. kr. årligt øremærkes til aftenskoler.

Til top