Revision af bibliotekernes låneregler
Revision af bibliotekernes låneregler
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 9. november 2000
12. Revision af bibliotekernes låneregler
(KFU 472/2000)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder vedlagte forslag til revision af bibliotekernes låneregler til ikrafttrædelse 1. januar 2001
at Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder, at kommunen ikke benytter sig af muligheden for at opkræve depositum eller kræve kaution af en bruger, som låner materiale på biblioteket, såfremt brugeren ikke har fast bopæl i kommunen
at Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder, at kommunen indfører fri låneret for alle på alle materialer.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 9. november 2000
Biblioteksrepræsentant Bjørn Boie Pedersen overværede behandlingen af punktet.
Indstillingen blev tiltrådt.
RESUME
Den 17.maj 2000 vedtog Folketinget Lov om biblioteksvirksomhed til ikrafttræden 1. juli 2000. Det fremgår af lovens § 35, at bibliotekernes reglement skal omfatte bestemmelser på følgende områder: Låneridentifikation, lånetiden, opkrævning af depositum, misligholdelse af forpligtelsen til at aflevere lånt materiale i ubeskadiget stand, opkrævning af gebyrer og vederlag samt udpantning.
På den baggrund foreslås lånereglerne ændret, således at de bringes i overensstemmelse med bestemmelserne i Lov om biblioteksvirksomhed. Det foreslås herunder med hjemmel i den nye lov at genindføre muligheden for at blokere uefterrettelige lånere. Det foreslås endvidere, at kommunen ikke benytter sig af muligheden for at opkræve depositum eller kræve kaution af en bruger, som låner materiale på biblioteket, såfremt brugeren ikke har fast bopæl i kommunen, samt at kommunen indfører fri låneret for alle på alle materialer.
De nye låneregler foreslås iværksat 1. januar 2001.