Midlertidig indretning af lokaler til Fægteklubben Trekanten i den kommunale ejendom Vigerslev Allé 1A
Midlertidig indretning af lokaler til Fægteklubben Trekanten i den kommunale ejendom Vigerslev Allé 1A
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 9. november 2000
10. Midlertidig indretning af lokaler til Fægteklubben Trekanten i den kommunale ejendom Vigerslev Allé 1A
(KFU 470/2000)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget afviser ønske fra Fægteklubben Trekanten om midlertidig placering i den kommunale ejendom Vigerslev Allé 1 A.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 9. november 2000
Udvalget besluttede, at forvaltningen undersøger mulighederne for en permanent løsning for Fægteklubben på Vigerslev Allé.
Forvaltningen undersøger, hvorvidt arealerne på Vigerslev Allé på længere sig kan overgå til idrætsformål.
RESUME
Fægteklubben Trekanten ønsker som en midlertidig foranstaltning at kunne disponere over en tidligere lagerhal i den kommunale ejendom Vigerslev Allé 1 A. Hallen forudsættes indrettet til klubbens formål i den periode, der måtte forløbe, indtil der er gennemført en lokalplanrevision vedrørende området "Møllegade Syd", hvor klubben har erhvervet lokaler, som imidlertid ikke lovligt vil kunne anvendes til idrætsformål.
En nødtørftig indretning skønnes at medføre udgifter i størrelsesordenen 1,5 – 2,0 mill. kr. De opgjorte arbejder er næppe udtømmende. Det anses for uhensigtsmæssigt at anvende så relativt store beløb på indretning til et midlertidigt formål.
Den omhandlede lagerhal skal anvendes af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i forbindelse med etablering af jobtræningsværksted til klienter fra det tilgrænsende narkobehandlingscenter, der er under indretning.