Stillingtagen til Revisionsdirektoratets revisionsberetning om Københavns kommunes tilskud til selvejende institutioner, september 2000. Udsat sag. (KFU 442/2000)
Stillingtagen til Revisionsdirektoratets revisionsberetning om Københavns kommunes tilskud til selvejende institutioner, september 2000. Udsat sag. (KFU 442/2000)
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 9. november 2000
17. Stillingtagen til Revisionsdirektoratets revisionsberetning om Københavns kommunes tilskud til selvejende institutioner, september 2000. Udsat sag. (KFU 442/2000)
(KFU 482/2000)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget tager Revisionsdirektoratets revisionsberetning om Københavns kommunes tilskud til selvejende institutioner til efterretning, idet Kultur- og Fritidsudvalget for så vidt angår de dele af revisionsberetningen, der vedrører Kultur- og Fritidsudvalgets område, henholder sig til de af Kultur- og Fritidsforvaltningen afgivne og i beretningen optrykte bemærkninger.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. oktober 2000:
Sagen blev udsat på grund af manglende tid. Sagen optages på dagsordenen for udvalgets møde den 9. november 2000.
RESUME
Revisionsdirektoratet har udarbejdet en særberetning om Københavns Kommunes tilskud til selvejende institutioner, jf. vedlagte bilag 1.
Kultur- og Fritidsudvalgets svar skal afgives til Revisionsdirektoratet senest den 26. oktober 2000.
Beretningen omfatter en undersøgelse af kommunens tilskudsforvaltning i forhold til KUC, en tværgående beskrivelse af kommunens tilskudsforvaltning i forhold til selvejende institutioner generelt, samt en redegørelse og ekstern faglig vurdering af Revisionsdirektoratets forretningsgange for regnskabsgennemgang og opfølgning i forhold til KUC.
Den detaljerede gennemgang af kommunens tilskudsforvaltning i forhold til KUC er baseret på dels en gennemgang af sagsmateriale, dels oplysninger indhentet ved interview med embedsmænd i Kultur- og Fritidsforvaltningen samt Center for aktivering og Beskæftigelse (CAB, tidligere Arbejdssekretariatet) under Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Revisionsdirektoratets redegørelse om Københavns Kommunes generelle regler for tilskudsforvaltning er baseret på et spørgeskema som alle kommunens forvaltninger er blevet anmodet om at besvare.
Revisionsdirektoratets undersøgelse har i udkast været forelagt forvaltningerne, og de afgivne kommentarer og overordnede synspunkter er indarbejdet i beretningens sammenfatning.
SAGSBESKRIVELSE
Revisionsudvalget har ved skrivelse af 12. maj 2000 anmodet Revisionsdirektoratet om at foretage en dækkende og tilbundsgående undersøgelse af forholdene omkring Københavns Kommunes tilskud til den selvejende institution KUC, herunder klarlægge kommunens nuværende praksis for tildeling af tilskud til selvejende institutioner. Baggrunden for undersøgelsen er, at det i foråret 2000 bl.a. blev konstateret, at KUC's tidligere bestyrelsesformand havde misbrugt et af KUC's kreditkort til private formål.
Revisionsdirektoratet har på denne baggrund udarbejdet den som bilag 1 vedlagte revisionsberetning om Københavns Kommunes tilskud til selvejende institutioner. Beretningen afgives som særberetning til Borgerrepræsentationen i henhold til revisionsvedtægtens § 13, stk. 3.
Revisionsdirektoratet har fremsendt beretningen til Kultur- og Fritidsforvaltningen den 28. september 2000 (jf. bilag 2). Revisionsdirektoratet udbeder sig Kultur- og Fritidsudvalgets stillingtagen til den del af beretningen, der angår udvalgets forvaltning og svaret skal være afgivet senest den 26. oktober 2000.
Revisionsdirektoratets beretning er opdelt i 6 afsnit:
Afsnit I Indledning
I afsnit II redegøres der for Københavns Kommunes generelle regler og forretningsgange for tilskudsforvaltning.
Afsnit III indeholder den detaljerede gennemgang af kommunens tilskudsforvaltning i forhold til KUC.
I afsnit IV redegøres dels for Revisionsdirektoratets forretningsgange for regnskabsgennemgang og opfølgning generelt, dels specifikt i forhold til KUC for perioden 1991-1999. Endvidere gengives Kommunernes Revisions vurdering af direktoratets forretningsgange.
Afsnit V indeholder generelle notater fra to revisionsorganer med stor erfaring inden for offentlig tilskudsrevision: Rigsrevisionen og Deloitte & Touche. Notaterne omhandler god skik for henholdsvis ministeriernes og de kommunale klienters tilskudsforvaltning, samt om forretningsgange for regnskabsgennemgang af regnskaber for selvejende institutioner, der modtager tilskud.
Afsnit VI indeholder Revisionsdirektoratets sammenfattende bemærkninger samt kommentarer fra de undersøgte forvaltninger.
Fokus på afsnit, der angår Kultur- og Fritidsforvaltningen
Til brug for undersøgelsen i afsnit II har direktoratet udsendt et spørgeskema, som alle kommunens forvaltninger er blevet anmodet om at besvare. Spørgeskemaet er vedlagt som bilag 1 i beretningen.
I beretningen fremgår, at det er Revisionsdirektoratets sammenfattende indtryk, "at kommunens tilskudsforvaltning i forhold til tilskud til en flerhed af ensartede selvejende institutioner er reguleret af et omfattende regelsæt og er kendetegnet ved en systematisk og i mange tilfælde hensigtsmæssig tilskudsforvaltning, der på de fleste områder er i overensstemmelse med standarden god tilskudsforvaltning."
Revisionsdirektoratet er dog af den opfattelse, at det af hensyn til tilskudsordningernes væsentlige karakter og betydningen i kommunen kunne være formålstjenligt, at nedsætte en arbejdsgruppe bestående af de relevante forvaltninger og Revisionsdirektoratet med henblik på udarbejdelse af overordnede vejledende retningslinier for tilskudsforvaltningen.
I afsnit III redegøres der nærmere for Arbejdssekretariatets tilskudsforvaltning fra 1991 til 1998, overleveringen fra Overborgmesterens Afdeling, Arbejdssekretariatet, til Kultur- og Fritidsforvaltningen, samt for Kultur- og Fritidsforvaltningens tilskudsforvaltning fra 1. januar 1998.
Som udgangspunkt har Revisionsdirektoratet anmodet om de samme oplysninger fra begge forvaltninger.
Nedenfor er Revisionsdirektoratets sammenfattende kommentarer om Kultur- og Fritidsforvaltningens forvaltning af tilskuddet til KUC opstillet, sammen med Kultur- og Fritidsforvaltningens bemærkninger hertil.
Revisionsdirektoratets sammenfattende bemærkninger (beretningens s. 46/47):
"Sammenfattende er det Revisionsdirektoratets opfattelse, at Kultur- og Fritidsforvaltningens gennemgang af de indsendte årsbudgetter, månedsvise regnskaber og årsregnskaber har været omfattende og udført på en kvalitetspræget måde. Men på et afgørende punkt, som har særlig betydning for nærværende sag, har Kultur- og Fritidsforvaltningen ikke levet op til standarden god tilskudsforvaltning:
- De til regnskabet hørende revisionsprotokollater – såvel årsrevisionsprotokollater som revisionprotokollater afgivet i årets løb – er ikke indgået som et fast led i Kultur- og Fritidsforvaltningens tilskudsforvaltning."
Kultur- og Fritidsforvaltningens bemærkning hertil er (beretningens s. 123):
" Kultur- og Fritidsforvaltningen har modtaget årsrevisionsprotokollater vedrørende KUC's regnskab 1999. Dette protokollat er blevet gennemgået i forbindelse med gennemgangen af regnskabet for 1999. Kultur- og Fritidsudvalget fik forelagt KUC's årsregnskab for 1999 samt tilhørende årsprotokollat den 21. september 2000. Kultur- og Fritidsudvalget tiltrådte forvaltningens indstilling om at tage KUC's årsregnskab for 1999 til efterretning.
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil fremover indhente og gennemgå såvel årsprotokollater som revisionsprotokollater, afgivet i årets løb".
***
Desuden bemærker Revisionsdirektoratet følgende (beretningens s. 47):
- "Der i forbindelse med overleveringen af KUC fra Overborgmesterens Afdeling til Kultur- og Fritidsudvalget hverken fra det tidligere Arbejdssekretariats eller Kultur- og Fritidsforvaltningens side blev iværksat initiativer med henblik på overlevering af materiale mv.
- Der ikke har foreligget forretningsgangsbeskrivelser til brug for Kultur- og Fritidsfovaltningens administration og kontrol af tilskuddet til KUC.
- Muligheden for at opstille nærmere krav til revisors udførelse af revisionen og til rapporteringen heraf som vilkår for tilskudstildelingen ikke er udnyttet, specielt når der henses til tilskuddets størrelse.
- Kultur- og Fritidsforvaltningen mener ikke at kunne stille krav til KUC's bestyrelse om at redegøre for de initiativer, som revisors eventuelle bemærkninger giver anledning til."
Kultur- og Fritidsforvaltningens bemærkninger hertil fremgår af beretningens s. 124:
"Kultur- og Fritidsforvaltningen kan oplyse, at forvaltningen har nedsat en arbejdsgruppe, som skal udarbejde en forretningsgangsbeskrivelse for Kultur- og Fritidsforvaltningens forvaltning af tilskud til selvejende institutioner.
I forbindelse med overdragelsen af KUC til Kultur- og Fritidsudvalgets ressortområde fandt Kultur- og Fritidsforvaltningen ikke, at der var behov for at udarbejde en egentlig revisionsinstruks, i og med at KUC blev overdraget som en "kørende" virksomhed, der allerede havde en aftale med et statsautoriseret revisionsfirma."
"Kultur- og Fritidsforvaltningen fastholder, at forvaltningen ikke kan stille egentlige krav til KUC's bestyrelse, da Kultur og Fritidsforvaltningen ikke har instruktionsbeføjelser over for KUC's bestyrelse. Desuden kan Kultur- og Fritidsforvaltningen anmode KUC's bestyrelse om at redegøre for eventuelle revisionsbemærkninger."
Det bemærkes at den omtalte arbejdsgruppe p.t. er i gang med at udarbejde en forretningsgangsbeskrivelse for Kultur- og Fritidsforvaltningens forvaltning af tilskud til selvejende institutioner.
***
Revisionsberetningen giver ikke Kultur- og Fritidsforvaltningen anledning til yderligere bemærkninger.
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Der er ikke foretaget høring.
BILAG VEDLAGT
- Revisionsberetning om Københavns Kommunes tilskud til selvejende institutioner.
- Revisionsdirektoratets skrivelse af 28. september 2000.
Ida Munk
/Henrik Olsen