Revision af bibliotekernes låneregler
Revision af bibliotekernes låneregler
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 9. november 2000
12. Revision af bibliotekernes låneregler
(KFU 472/2000)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder vedlagte forslag til revision af bibliotekernes låneregler til ikrafttrædelse 1. januar 2001
at Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder, at kommunen ikke benytter sig af muligheden for at opkræve depositum eller kræve kaution af en bruger, som låner materiale på biblioteket, såfremt brugeren ikke har fast bopæl i kommunen
at Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder, at kommunen indfører fri låneret for alle på alle materialer.
RESUME
Den 17.maj 2000 vedtog Folketinget Lov om biblioteksvirksomhed til ikrafttræden 1. juli 2000. Det fremgår af lovens § 35, at bibliotekernes reglement skal omfatte bestemmelser på følgende områder: Låneridentifikation, lånetiden, opkrævning af depositum, misligholdelse af forpligtelsen til at aflevere lånt materiale i ubeskadiget stand, opkrævning af gebyrer og vederlag samt udpantning.
På den baggrund foreslås lånereglerne ændret, således at de bringes i overensstemmelse med bestemmelserne i Lov om biblioteksvirksomhed. Det foreslås herunder med hjemmel i den nye lov at genindføre muligheden for at blokere uefterrettelige lånere. Det foreslås endvidere, at kommunen ikke benytter sig af muligheden for at opkræve depositum eller kræve kaution af en bruger, som låner materiale på biblioteket, såfremt brugeren ikke har fast bopæl i kommunen, samt at kommunen indfører fri låneret for alle på alle materialer.
De nye låneregler foreslås iværksat 1. januar 2001.
SAGSBESKRIVELSE
Folketinget vedtog den 17. maj 2000 Lov om Biblioteksvirksomhed til ikrafttræden den 1. juli 2000. Kulturministeriet har på baggrund af loven udarbejdet en bekendtgørelse om biblioteksvirksomhed, som netop er underskrevet af ministeren, og forventes at træde i kraft ca. 15. november 2000.
Det fremgår af lovens § 35, at bibliotekernes reglement skal omfatte bestemmelser på følgende områder: Låneridentifikation, lånetiden, opkrævning af depositum, misligholdelse af forpligtelsen til at aflevere lånt materiale i ubeskadiget stand, opkrævning af gebyrer og vederlag samt udpantning.Der er nu i loven givet hjemmel til at indføre blokeringsregler over for lånere, der misligholder deres forpligtelser, og de nærmere betingelser herfor er beskrevet i bekendtgørelsen.
På den baggrund foreslås de gældende låneregler, der er vedtaget af Kultur- og Fritidsudvalget på møde den 4. februar 1999, ændret, således at de bringes i overensstemmelse med bestemmelserne i Lov om biblioteksvirksomhed
På baggrund af erfaringerne med de nuværende låneregler foreslås desuden enkelte andre tilføjelser.
De væsentligste ændringer i forslag til nye låneregler er følgende:
Med hjemmel i den nye bibliotekslov
- Genindførelse af blokeringsregler , hvis en låner misligholder forpligtelsen til at aflevere materialer i ubeskadiget stand eller skylder gebyrer på 200 kr. og derover.
- Ubetalte gebyrer kan inddrives ved indeholdelse i løn mv. efter reglerne i kildeskatteloven.
- Opkrævning af betaling for særlige ydelser , der er rekvireret af låneren. Det drejer sig for tiden om prints og fotokopier.
- Fri låneret. Det er nyt i loven, at musikmaterialer, video og cd-rom ikke længere kan forbeholdes kommunens egne borgere. Lovens § 36 stk. 2 udskyder imidlertid indførelsen af den fri låneret på alle materialer indtil 1. januar 2003. Det foreslås dog at indføre fri låneret allerede nu, da Københavns Kommune har forpligtelser med hensyn til overbygningsmaterialer. Desuden har en række kommuner i Københavns amt også valgt allerede nu at åbne op for, at udenbys borgere kan låne musikmaterialer, video og cd-rom. Forslaget til nye låneregler indeholder derfor ikke noget om, at de nævnte materialer er forbeholdt kommunens borgere.
Andre tilføjelser/ændringer
- Brug af pinkode i forbindelse med bestilling af materialer og fornyelse af lån via bibliotekernes hjemmeside www.kkb.bib.dk. Præcisering af gældende praksis vedrørende inkasso, idet også ubetalte gebyrer overgår til inkasso. Samt angivelse af bibliotekernes faste lukkedage.
***
Af § 2 i bekendtgørelsen fremgår, at kommunen kan opkræve depositum eller kræve kaution af en bruger, som låner materiale på folkebiblioteket, såfremt brugeren ikke har fast bopæl i kommunen. Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at kommunen ikke benytter sig af muligheden. Dermed kan f.eks. borgere fra Malmø fortsat benytte de københavnske biblioteker på lige fod med københavnere. Der er således ikke tilføjet noget om opkrævning af depositum mv. i forslaget til nye låneregler.
Bestemmelserne i loven om låneridentifikation og lånetiden kræver ingen revision af lånereglerne, idet de er indeholdt i de nuværende regler.
Lånereglerne skal vedtages særskilt i de fire forsøgsbydele. Det foreslås derfor, at de nye lånerregler først træder i kraft den 1. januar 2001.
Det indstilles, at lånereglerne ændres i overensstemmelse med ovenstående, herunder at muligheden for at blokere uefterrettelige lånere genindføres. Det indstilles endvidere, at kommunen ikke benytter sig af muligheden for at opkræve depositum eller kræve kaution af en bruger, som låner materiale på biblioteket, såfremt brugeren ikke har fast bopæl i kommunen, samt at kommunen indfører fri låneret for alle på alle materialer.
De nye låneregler foreslås iværksat 1. januar 2001.
ØKONOMI
Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.
HØRING
Forslaget til nye låneregler er udsendt til bydelsrådene i de fire forsøgsbydele.
BILAG
1. Forslag til nye låneregler
2. Gældende låneregler
Ida Munk
/ Jan Østergaard Bertelsen