Skøjtebane på Genforeningspladsen
Skøjtebane på Genforeningspladsen
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 9. august 2001
8. Skøjtebane på Genforeningspladsen
(KFU 281/2001)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget sender forslag om etablering af en skøjtebane på Genforeningspladsen i høring hos KIs bestyrelse.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 9. august 2001
Indstillingen blev tiltrådt.
I forbindelse med at forvaltningen vender tilbage til udvalget med den endelige indstilling om sagen, skal spørgsmålet om at udgifter/indtægter i forbindelse med driften af skøjtebaner skal følges ad, belyses nærmere.
RESUME
Kultur- og Fritidsforvaltningen har modtaget et forslag fra Lokale- og Anlægsfonden om at etablere en 400 meters rundløbsbane for vinterskøjtning på Genforeningspladsen i Nordvestkvarteret. Arealet ejes af KI.
Med en skøjtebane på pladsen vil der i vinterhalvåret være mulighed for udendørs leg og motion i et byområde, der er underforsynet med idrætsfaciliteter.
Genforeningspladsen er fredet, hvorfor Kultur- og Fritidsforvaltningen har søgt Fredningsnævnet om dispensation til at etablere en mobil vinterskøjtebane på arealet. Det fremgik af ansøgningen, at sagen ikke har været forelagt for Kultur- og Fritidsudvalget/Borgerrepræsentationen, og at der dermed heller ikke var taget stilling til, om projektet skal gennemføres. Målet med ansøgningen var alene at få afklaret, om projektet kan realiseres inden for rammerne af fredningen. I brev af 18. juli 2001 har Fredningsnævnet givet tilladelse til, at banen etableres.
Anlægsudgifter til banen er skønsmæssigt beregnet til 8 til 10 mill. kr. Lokale- og Anlægsfonden vil betale halvdelen. De årlige driftsudgifter forventes at blive i størrelsesordenen 1,5 til 2,0 mill. kr. Københavns Kommune skal selv finansiere denne del af udgifterne.
Det ligger i forslaget, at banen skal tages i brug til vintersæsonen 2001/2002, og at isen åbner for publikum første gang omkring 1. december 2001. Leveringstiden på banen er ca. 8 uger, hvilket betyder, at der skal være truffet beslutning herom senest i starten af oktober 2001.
Da Genforeningspladsen ejes af KI, foreslår forvaltningen , at Kultur- og Fritidsudvalget sender sagen i høring hos KIs bestyrelse med henblik på en afklaring af, om bestyrelsen vil give tilsagn til, at banen placeres på pladsen.