Ændret kvotefordeling på dagshøjskolerne
Der er seks daghøjskoler i Københavns Kommune, som modtager tilskud efter folkeoplysningsloven. Skolernes tilskud er fordelt efter antal elever i overensstemmelse med en af Borgerrepræsentationen og Kultur- og Fritidsudvalget besluttet beregningsmodel. Daghøjskolen AFUK besluttede i januar 2022 at opsige samtlige lærere på skolen, hvorfor daghøjskolen er sat under skærpet tilsyn af Kultur- og Fritidsforvaltningen, ligesom AFUK's tilskud er justeret efter det aktuelle antal elever. Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om status på daghøjskolerne og skal tage stilling til ændret kvotefordeling mellem daghøjskolerne som følge af status på AFUK.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager orientering om status på daghøjskolen AFUK til efterretning.
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender den ændrede kvotefordeling mellem daghøjskolerne for 2022 som følge af status på AFUK.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget blev i notat af 21. januar 2022 orienteret om, at daghøjskolen AFUK (Akademiet For Utæmmet Kreativitet) havde besluttet at opsige samtlige lærere på skolen. Lærerne var opsagt, således at hele lærerstaben vil være fratrådt senest den 1. juli 2022.
På baggrund af opsigelserne er AFUK sat under skærpet tilsyn og har kun modtaget tilskud til deres faktiske elevtal for foråret 2022.
AFUK har siden genetableret sig med ny lærerstab på i alt knapt fire årsværk, som tiltræder den 1. juli 2022. Kvotefordelingen mellem daghøjskolerne er ændret som følge af et mindre optag på AFUK.
Løsning
Status på daghøjskolen AFUK
Forvaltningen afholdt møde med samtlige daghøjskoleledere den 21. april 2022. Kultur- og Fritidsudvalget er i notat af 26. april 2022 orienteret om mødet. Af notatet fremgik det bl.a., at AFUK var i færd med at afholde ansættelsessamtaler, med henblik på at ansætte/genansætte ny lærerstab, så skolen kan fortsætte med en bæredygtig drift efter den 1. juli 2022.
Daghøjskolelederne mødtes igen med forvaltningen den 3. maj 2022, med henblik på afklaring af AFUK's muligheder for drift efter den 1. juli 2022 og betydningen for de øvrige daghøjskoler. Forvaltningen modtog på mødet dokumentation for, at der er sket ansættelse/genansættelser af ny lærerstab, og at AFUK kan fortsætte som daghøjskole i Københavns Kommune, men med et lavere elevtal end hidtil.
Ændret kvotefordeling
Den fordeling af elever, der var mellem daghøjskolerne ved indgangen til 2022, fremgår af tabel 1, kolonne 1 og 2.
Den samlede elevfordeling (årselevtal) efter reetableringen af AFUK fremgår af kolonne 3.
Tabel 1
Skole |
Kvote 2022 |
Elevtal forår 2022 |
Ny Kvote 2022 |
Daghøjskolen for Indvandrerkvinder |
27 |
35 |
30 |
AFUK |
70 |
42 |
60 |
Vera |
77 |
86 |
78 |
KBH Film & Fotoskole |
78,5 |
42,2 |
81,5 |
Akademiet |
73 |
65 |
76 |
Kursustrappen Frederiksberg |
0,5 |
0,5 |
0,5 |
De øvrige daghøjskoler oplyser, at de har god søgning og stabil drift og gerne vil optage de elever, der søger. Dette kan betyde et øget elevtal på de fleste af skolerne, således at det samlede antal pladser til daghøjskoleelever i Københavns Kommune ikke falder, selvom AFUK får færre elever.
Et overblik over de enkelte skolers profil og formål fremgår af bilag 1.
Da der er tale om fortsat drift for AFUK om end i mindre skala og med nyt fokus, og da kravet for de skærpede tilsyn følger retningslinjerne for tilskud til Daghøjskoler i Københavns Kommune (bilag 2), fortsætter de skærpede tilsyn, således at der udbetales tilskud til AFUK ud fra den faktiske produktion af årselever.
Der sker sædvanlig omfordeling af over-/underproduktion, f.eks. til fælles kurser i kulturelt og kunstnerisk entreprenørskab primo oktober 2022 og før udbetaling af sidste rate.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt der sker yderligere væsentlige ændringer i 2022, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen orientere Kultur- og Fritidsudvalget.
Søren Tegen Pedersen
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.
Plan- og Tilskudschef, Mads Kamp Hansen, og kontorchef for Tilskud, Marianne Kruckow, deltog under punktets behandling.