Mødedato: 09.06.2011, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Valg af regionale spillesteder 2013-16

Se alle bilag
Udvalget skal godkende procedure og tidsplan for udpegning af regionale spillesteder for aftaleperioden 2013-16.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender forvaltningens forslag til procedure og tidsplan for udpegning af regionale spillesteder 2013-2016.


Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. maj 2011:



Sagen blev udsat.

Problemstilling

Aftalerne med de nuværende fem regionale spillesteder udløber den 31. december 2012. Der skal derfor tages stilling til processen for valg af regionale spillesteder for en ny fireårig periode fra 1. januar 2013.

Løsning

De regionale spillesteder
København har i dag fem regionale spillesteder: Copenhagen JazzHouse, VEGA, Global Copenhagen, Culture Box og Loppen. Stengade 30 blev ligeledes udpeget som regionalt spillested for perioden 2009-12, men økonomiske og ledelsesmæssige problemer betød, at spillestedet gik konkurs i 2009. Spillestedet Stengade genåbnede under en ny ledelse og organisering i september 2010 som honorarstøttet spillested med et driftstilskud fra Københavns Kommune.

For at komme i betragtning som regionalt spillested hos Statens Kunstråds Musikudvalg skal spillestedet være indstillet til minimum 50% medfinansiering fra kommunal side. Status som regionalt spillested gives til spillesteder som genre- og kvalitetsmæssigt udmærker sig inden for den rytmiske musikscene. Spillestedet skal være professionelt drevet, og der stilles høje krav til både aktivitetsniveau, udviklingstiltag og målopfyldelse. Udpegning sker i henhold til Lov om Musik.

Den igangværende kontraktperiode for de regionale spillesteder har budt på betydelige økonomiske udfordringer for spillestederne. Samtlige spillesteder har således modtaget ekstraordinær støtte i forskelligt omfang fra kommune, stat og fonde i kontraktperioden, og der arbejdes fortsat hårdt på at genoprette driftsøkonomien på flere spillesteder.

Den anden ordning der findes for spillesteder er honorarstøtteordningen. Københavns Musikudvalg fordeler én gang årligt honorarstøtteklip til mindre spillesteder på vegne af Kultur og Fritidsudvalget. De spillesteder, der opnår honorarstøtte fra kommunal side, kan herefter ansøge Statens Kunstråd om tilsvarende støtte. Honorarstøtte støtter betalingen af honorarer til musikere. Der stilles færre krav til spillestedernes aktivitetsniveau, driftsform mv. for at opnå honorarstøtte end status som regional spillested.

Økonomisk ramme
Den økonomiske ramme for tilskud til de regionale spillesteder er 6,1 mio. kr. inkl. moms (2011-pris).
Tilskud inkl. honorarstøtte til Spillestedet Stengade er 1,2 mio. kr inkl. moms (2011-pris).

Der gøres opmærksom på, at tilskudet til Pumpehuset på 1,22 mio. kr. ophører med udgangen af 2012.

Proces for udpegning
Forslag til proces for udpegning er i korte træk 
  • Temadrøftelse i Kultur- og Fritidsudvalget om kriterier for udvælgelse
  • Indkaldelse af ansøgninger ved offentligt opslag
  • Høring af Københavns Musikudvalg om indstilling til udpegning
  • Drøftelse mellem Kutur- og Fritidsudvalget og Statens Kunstråds Fagudvalg for Musik
  • Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning om, hvilke spillesteder der indstilles som regionalt spillested til Statens Kunstråd 
  • Indgåelse og godkendelse af aftaler med de udpegede spillesteder

Tidsplanen (bilag 1) løber fra maj 2011 til oktober/november 2012.

Økonomi

Støtten til de regionale spillesteder er dels kommunal, dels statslig. I oversigten fremgår det nuværende tilskud.

Københavns Kommunes tilskud, inkl. tilskud og honorarstøtte til Spillestedet Stengade:     7,3 mio. kr.
Statens Kunstråds tilskud til regionale spillesteder, ekskl. honorarstøtte til Stengade:          7,6 mio. kr.
Samlet støtte til regionale spillesteder:                                                                              14,9 mio. kr.

Videre proces

Processen igangsættes som beskrevet i tidsplanen.


Carsten Haurum       /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 9. juni 2011:


Indstillingen blev godkendt.
Til top