Mødedato: 09.06.2011, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

UCI World Cycling Tour 2012

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til tilskud til UCI World Cycling Tour 2012 i København.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget lader et tilskud på 1 mio. kr. til UCI World Cycling Tour 2012 indgå i forhandlingerne om budget 2012.

Problemstilling

Wonderful Copenhagen (WOCO), Den Internationale Cykelunion (UCI) og Danmarks Cykle Union (DCU) ønsker i samarbejde med Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse at afvikle et stort, årligt tilbagevendende cykelløb i København fra og med år 2012.
 
Motionsløbet, der vil være en del af UCI World Cycling Tour, er et todages-løb for danske og udenlandske motionister.

Af den samlede udgift på 2,5 mio. kr. søges Københavns Kommune om 1 mio. kr. til start og afvikling i 2012.

Løsning

UCI World Cycling Tour - baggrund og indhold
UCI har i 2011 introduceret et stort, årligt tilbagevendende internationalt cykelløb for motionister, kaldet UCI World Cycling Tour.

Ifølge UCI, WOCO og DCU er målet at øge kendskabet til og interessen for cykling som motionsform, at få flere til at cykle samt at gøre det muligt for løbsdeltagerne at opleve verdenen (de deltagende byer) som cyklende turister.

Løbet vil have omkring 15 etaper. Hver etape afvikles som et to-dagsløb i et nyt land/ny by. I 2011 er der indgået aftaler med Australien (Perth), USA (New York og Colorado), Belgien, Schweiz, Slovenien og Portugal.

Ansøgerne ønsker, at København skal være vært for en etape fra og med 2012.

Løbet vil være et to-dagesløb og finde sted i og nord for København i august eller september 2012. Tidspunkt og placering afhænger af den endelige planlægning med de øvrige deltagende byer. Ruten, som vil have start og mål på Øster Allé ved Parken, vil inddrage dele af af ruten fra VM i landevejscykling, der afvikles i og nord for København i september 2011.

Målgruppe og deltagerantal
Alle fra og med 16 år kan deltage i enkelte eller flere af etaperne i forskellige lande.

Ansøgerne forventer i 2012 et deltagerantal på små 5.000 samt op imod 10.000 deltagere fra 2013 og frem. Målet er, at 80 % af deltagerne i København skal være danske deltagere. Dette er et led i løbets koncept og UCI's internationale markedsføring af løbet.

Udbytte af VM i landevejscykling 2011
København er vært for VM i landevejscykling i september 2011. Sigtet er, at den lokale, nationale og internationale opmærksomhed på denne megaevent skal udnyttes. Ønsket om at afvikle UCI World Cycling Tour i København fra og med 2012 skal ses i sammenhæng hermed.

Det er sigtet, at flere danskere skal begynde at cykle - både til og fra arbejde og i fritiden. Målet er samtidig, at København skal profileres som en grøn by og som verdens bedste by at cykle i.

DCU vurderer, at VM medfører en forøgelse af unionens medlemstal på omkring 10 procent i de kommende par år.

Sundhed, miljø og grøn profil 

UCI World Cycling Tour i København har fokus på sund livsstil og miljø. Det afspejles i de involverede samarbejdsparter som f.eks. Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse.

Eventens fokus på sund livsstil og miljø skal også ses i sammenhæng med Københavns fokus herpå. DCU er et "Grønt Forbund" i Danmarks Idræts-Forbund,og arangørerne skal overholde de nye krav i UCI's miljøprogram "ReCycling".



Forvaltningens bemærkninger og vurdering af eventen

UCI World Cycling Tour 2012 indgår  i WOCO's eventkatalog 2012-2017.

Events med cyklingen i fokus vil markere København på det internationale eventkort og som en by, hvor cykelkulturen og cykling som motionsform bidrager til livskvalitet. Samtidig vil eventen være med til at udnytte det potentiale, som VM i landevejscykling vil føre med sig - både medlemsmæssigt, brandingsmæssigt og i forhold til opmærksomheden på cykelkulturen.

UCI World Cycling Tour 2012 er vurderet på baggrund af ”Model for vurdering og aktivering af events” (bilag 1).

Eventen vurderes som relativ stærk, hvad angår f.eks. den økonomiske og miljømæssige bæredygtighed, relevans for idrætslivet, brandingen af København som en international cykelby mv. samt i forhold til faciliteter og relevans for borgerne.

Økonomi

WOCO har søgt Københavns Kommune om et tilskud på 1 mio. kr. til start og afvikling af UCI World Cycling Tour 2012. Beløbet ønskes tilvejebragt i budget 2012.

Tilskud i 2013 og 2014
Motionsløbet vil være en tilbagevendende begivenhed i København fra og med 2012. WOCO vil  søge om et tilskud på 0,5 mio. kr. årligt i 2013 og 2014 til afvikling af eventen i 2013 og 2014.

Efter den 3-årige startperiode er det sigtet, at løbet kan finansieres uden kommunalt tilskud.

Budget for 2012

Arrangørerne har fremsendt nedenstående foreløbige budget over UCI World Cycling Tour 2012:

 

Udgifter

 

Administration

300.000

PR, markedsføring

300.000

Rettighedsafgift til UCI

225.000

Leje og kørsel af div. materiel/afspærring/hegn

250.000

Skilteplan

200.000

Hjælpere

150.000

Konsulentbistand

100.000

Tidtagning

100.000

Scene

100.000

Telte

100.000

Storskærme

75.000

Underholdning

75.000

Awards ceremony og medaljer

100.000

Depot, lager

50.000

Officialsbus, transport

30.000

Leje af servicebiler

30.000

Lyd

50.000

Renovation

25.000

Samaritter, førstehjælp, ambulancer

30.000

Speaker

10.000

Toiletter

50.000

VIP bespisning

25.000

Evaluering

25.000

Uforudsete udgifter

100.000

Udgifter i alt

2.500.000

 

Indtægter

 

Bidrag fra WOCO, sponsoraftaler mv.

   500.000

Startgebyr

1.000.000

Københavns Kommune

1.000.000

Indtægter i alt

2.500.000

 

Videre proces

Sagen henvises til forhandlingerne om budget 2012.
                          Carsten Haurum
                                                                 /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 9. juni 2011:

Indstillingen blev godkendt.
Til top