Mødedato: 09.06.2011, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Høring fra Teknik- og Miljøforvaltningen om ændret anvendelse af "Idrætsgrunden" i Ørestad Nord

Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt om Kultur- og Fritidsforvaltningens bemærkninger til, at ”Idrætsgrunden” i Ørestad Nord ændrer lokalplanstatus til rækkehusbyggeri.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler, Teknik- og Miljøforvaltningen, at man ikke kan tilslutte sig, at "Idrætsgrunden" i Ørestad Nord ændrer lokalplanstatus fra idrætscenter til rækkehusbyggeri.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har i mail af 27. april 2011 bedt Kultur- og Fritidsforvaltningen om bemærkninger til, at ”Idrætsgrunden” i Ørestad Nord ændrer lokalplanstatus fra at være reserveret til et idrætscenter til at kunne anvendes til rækkehusbyggeri. Baggrunden er, at grunden, der har været reserveret til idræt siden 1999, fortsat er ubebygget. By & Havn ejer i dag arealet.


Teknik- og Miljøforvaltningen beder samtidig om en vurdering af, om der fortsat er behov for at anvende arealet til idrætsformål.


Teknik- og Miljøforvaltningen har rettet sin forespørgsel til Kultur- og Fritidsforvaltningen. Kultur- og Fritidsforvaltningen finder imidlertid, at  henvendelsen bør forelægges Kultur- og Fritidsudvalget til besvarelse.

Løsning

Der er i lokalplanen for Ørestad Nord afsat et areal med mulighed for at opføre et idrætscenter på op til 12.000 kvadratmeter. Ørestad Nord huser i dag blandt andet Københavns Universitet Amager, DR-byen, IT-Universitetet og Tietgenskollegiet. Som sådan rummer bydelen en væsentlig del af de uddannelsesinstitutioner, der markerer København som vidensby.

 

Ørestad har i dag ca. 7.000 indbyggere og 9.500 arbejdspladser. Når bydelen er fuldt udbygget, forventes der at være 25.000 indbyggere og 80.000 arbejds- og studiepladser. Indtil videre er bydelen uden egentlige permanente idrætsfaciliteter. 

 

Der har gennem årene været flere forslag til idrætsbyggeri på det afsatte areal i Ørestad Nord:

 

1. I 2000 forsøgte Politiet først som investor og bruger at udvikle et Idrætscenter på 6.000 m2.
2. I 2002 forsøgte Politiet, DR og Universitetets Studenter Gymnastik som investorer og brugere at udvikle et Idrætscenter på 12.000 m2 på Idrætsgrunden.
3. I 2004 forsøgte Politiet, DR og Universitetets Studenter Gymnastik som investorer og brugere at udvikle et Idrætscenter, inklusiv bowling, på 12.000 m2 i 1½ etage over terræn på Idrætsgrunden.
4. I 2006 forsøgte Kuben som investor og Politiet, DR, Universitetets Studenter Gymnastik som brugere at udvikle et Idrætscenter, eksklusiv bowling, men med 50 % boliger, på Idrætsgrunden, på i alt 15.000 m2.
5. I 2007 forsøgte Skanska som investor og Politiet, DR, Universitetets Studenter Gymnastik som brugere at udvikle et Idrætscenter, eksklusiv bowling, men med 50 % billige boliger, på Idrætsgrunden, på i alt 15.000 m2.
6. I 2009 forsøgte Arkitektgruppen, som investor og Politiet, DR, Universitetets Studenter Gymnastik som brugere, at udvikle et Idrætscenter, eksklusiv bowling, men med 50 % boliger, på Idrætsgrunden, på i alt 15.000 m2.

Center for Bydesign og By & Havn, tidligere Ørestadsselskabet, har i forbindelse med alle tiltag støttet investorernes forsøg på at udvikle et idrætscenter i Ørestad Nord.

Et projekt på arealet indgik også i idéoplægget ”Idræts- og kulturfaciliteter i Ørestad” fra 2004. Senest er et forslag om en idrætsfacilitet på arealet indgået i den årlige handlingsplan for Ørestad fra 2011.

Fortsat behov?

Arealet i Ørestad Nord har siden 1999 været reserveret til en idrætsfacilitet. I den mellemliggende periode er det besluttet, at den nærliggende Islands Brygge Skole skal udbygges med en egentlig idrætshal. Også Islands Brygge har med udviklingen af Islands Brygge Syd fået en markant befolkningsvækst. Prognosen peger på, at antallet af borgere i bydelen øges fra 7.500 til 14.000 i perioden 2005 til 2020 (bydelene Havnestad/Artillerivej og Islands Brygge/Tøjhus).

 

Arealet er placeret tæt på Remisevænget. Et område med en række sociale udfordringer og med meget kort afstand til en eventuel ny idrætsfacilitet på den reserverede grund i Ørestad Nord.

 

Med udgangspunkt i befolkningsprognosen for Ørestad og Islands Brygge samt antallet af mennesker, der har deres færden i området Ørestad Nord, synes der fortsat at være behov for idrætsfaciliteter i området. Også selvom der måtte blive bygget den foreslåede folkeskole med idrætsprofil i Ørestad Syd.

 

Anbefaling

På den baggrund anbefaler Kultur- og Fritidsforvaltningen, at arealet fastholdes til idrætsformål. Med udgangspunkt i befolkningsudviklingen i området foreslås det, at der fortsat sigtes mod etablering af et egentligt idrætscenter.

 

Alternativt kan arealet anvendes – enten midlertidigt eller permanent – til boldbaner af forskellige typer. Der er generelt stor efterspørgsel på sådanne i København. Det gælder både fra den organiserede og den selvorganiserede idræts side.

 

Uanset hvilken løsning, man måtte vælge, skal der være en forhandling med By & Havn om vilkårene for at anvende arealet. 

Ønsker Københavns Kommune at fastholde "Idrætsgrunden" til kommunalt formål, tilkendegiver By & Havn, at Københavns Kommune skal købe grunden.
  

Vælger man at lade arealet overgå til rækkehusbyggeri, bør der reserveres et areal af tilsvarende størrelse andetsteds i Ørestad til idræt. Alternativt risikerer man, at Ørestad bliver underforsynet med idrætsfaciliteter. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningen orienteres om Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning.


Carsten Haurum       /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 9. juni 2011:

Indstillingen blev godkendt, idet Kultur- og Fritidsudvalget præciserede, at hvis man vælger at lade arealet overgå til rækkehusbyggeri, skal der reserveres et areal af tilsvarende størrelse andetsteds i Ørestad Nord til idræt.
Til top