Mødedato: 09.06.2011, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Helhedsplan for Karens Minde Kulturhus og Sydhavnens Bibliotek

Se alle bilag

Der er udarbejdet et projektforslag om bygningsmæssige forbedringer af bygningen "Karens Minde" og området omkring. Forslaget er benævnt ”Helhedsplan for Karens Minde Kulturhus og Sydhavnens Bibliotek”.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

 

1. at Kultur- og Fritidsudvalget lader udgiften på i alt 24,4 mio. kr. til Helhedsplanen for Karens Minde Kulturhus og Sydhavnens Bibliotek indgå i forhandlingerne om budget 2012.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. maj 2011:



Sagen blev udsat.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) godkendte den 9. december 2010 en partnerskabsaftale mellem Kulturhusforeningen Karens Minde og Sydhavnens Bibliotek. Aftalen omhandlede blandt andet fælles ressourceudnyttelse og opgaveløsning mellem de to institutioner. 
 

Kultur- og Fritidsforvaltningen har herefter i samarbejde med Kulturhusforeningen Karens Minde og Sydhavnens Bibliotek  udarbejdet et forslag -"Helhedsplanen for Karens Minde og Sydhavnens Bibliotek" -  om bygningsmæssige forbedringer af Karens Minde og området omkring. Sigtet er, at udgifterne hertil skal indgå i forhandlingerne om budget 2012.

 

Der henvises til bilag 1 for en uddybende beskrivelse af helhedsplanen (baggrund, vision, indhold, økonomi og skitsering).

Løsning

Bygningen "Karens Minde"
Bygningen er opført i 1879 og er bydelens ældst bevarede bygning. Nærområdet er præget af Karens Mindes markante hovedbygning omgivet af friarealer.

Karens Minde Kulturhus og Sydhavnens Bibliotek
Karens Minde Kulturhus og Sydhavnens Bibliotek er begge fysisk placeret i bygningen. Kulturhusforeningen Karens Minde driver kulturhuset og har driftsaftale med Københavns Kommune. Sydhavnens Bibliotek er en del af Kulturanstalten.

Helhedsplanens baggrund, vision og målsætning
Helhedsplanen for Karens Minde Kulturhus og Sydhavnens Bibliotek er udarbejdet i samarbejde med repræsentanter fra Kulturforeningen Karens Minde og Sydhavnens Bibliotek samt en ekstern rådgiver.

Den samlede udgift til helhedsplanen er 24,4 mio. kr. Planen kan realiseres i etaper, jf. økonomiafsnittet.

Et samlet hus - fælles faciliteter og aktiviteter samt styrkelse af det lokale kulturliv

Partnerskabsaftalen blev indgået på baggrund af et fælles ønske fra kulturforeningen og biblioteket om at arbejde for, at Karens Minde (bygningen og de omkringliggende arealer) udvikler sig til et endnu vigtigere kulturelt kraftcenter for Kongens Enghave. En realisering af helhedsplanen medfører, at Karens Minde bliver mere tilgængeligt og indbydende for borgerne.

Hensigten med aftalen og helhedsplanen er, at Karens Minde ombygges og udbygges, så bygningen i højere grad kan fungere som et fælles hus med fælles indgang, faciliteter og aktiviteter mv. Sammentænkningen på tværs og de fysiske forbedringer skal styrke det lokale kulturliv og de borgerrettede aktiviteter mellem de øvrige lokale institutioner og Karens Minde. 


Større åbenhed, enkle rum og bedre synliggørelse
  

Forslaget forholder sig til den by-, landskabs– og bygningsmæssige struktur i og omkring Karens Minde, således at stedets karakter bibeholdes og forstærkes. Forslaget bygger på en rumlig og funktionel disponering af bygningsvoluminerne under hensyntagen til de eksisterende forhold - en enkel, men markant arkitektonisk hovedidé.

 

I helhedsplanen åbner huset sig mod sine omgivelser og synliggør stedet som et lokalt og kulturelt centrum. Målet er at skabe et sted, hvor kulturen styrkes og synliggøres ved præcisering og forenkling af stedets funktioner. Det er et mål at skabe et attraktivt arbejdsmiljø, der kan danne grobund for samarbejde, nye visioner samt et miljø, der inspirerer til kreativ udfoldelse.


Ombygningen af Karens Minde vil bl.a. bevirke, at de enkelte bygningsafsnit tilføres enkle, funktionelle, rumlige og lysmæssige kvaliteter. Der skal være offentlige, åbne og fælles rum til modtagelse, ankomst og synliggørelse af husets kultur og tilbud samt rum med plads til fordybelse, workshops eller kreative aktiviteter.

Gennem alle faser bygges der med økonomiske og bæredygtige løsninger under hensyntagen til de eksisterende forhold.

 

Adgangsforhold og parkering

Den eksisterende indkørsel fra Wagnersvej gennem parken samt parkeringsplads for personale bibeholdes. Herfra bevæger man sig til trappeopgange i vestfløjen, som er personaleindgange, eller via forpladsen i det indre gårdrum til mellembygningen, som er ankomst for besøgende. Forpladsen bibeholdes som den primære hovedadgang, hvorfra besøgende og brugere bevæger sig videre gennem den nye ankomsthall i mellembygningen.

 

Fra Thomas Koppels Allé etableres et tilkørsels- og parkeringsareal som erstatning for eksisterende, ikke definerede p-arealer syd for bygning. Alleen vil fremtræde som en værdig og funktionel adgangsvej til selve institutionen, til glæde for en stor del af de daglige brugere.

Parken og landskabet

Det er intentionen med få og enkle virkemidler - under hensyntagen til det eksisterende parkmæssige og landskabelige træk - at skabe et uderum med et opholds- og aktivitetsareal, der skal fungere som et åndehul og en aktiv bypark fuld af kultur og leg. 

Økonomi

Det vil koste i alt 24,4 mio. kr. (P/L 2012) at realisere helhedsplanen - planen vil kunne realiseres i etaper.

Prioriteret etapedeling ser ud som følger:               

                                  

Etape 1     8,3 mio. kr.

-                Mellembygning samt nyt indgangsparti, personalerum, køkken og toiletfaciliteter

-                Nedrivning af affaldsstation samt anneks               

-                Parkeringspladser samt tilkørsel fra Thomas Koppels Allé            

                              

Etape 2     6,6 mio. kr.

-                Ombygning af bibliotek      

-                Ny bygning til musik, performance, værksteder samt lokal radiostation           

                                  

Etape 3     2,8 mio. kr.

-                1. og 2. sal - etablering af fleksible arealer i østfløj  

                                  

Etape 4     1,1 mio. kr.

-                Anlæg i terræn (etablering af legeplads, parkourbane, petanquebaner og festplads)                           

                                  

Samlede entrepriseudgifter ekskl. moms: 18,8 mio. kr.

Uforudsete udgifter, byggepladsomkostninger, rådgiverhonorar m.m.: 5,6 mio. kr.


Samlede udgift til realisering af helhedsplanen ekskl. moms: 24,4 mio. kr.

                             

Videre proces

Udgiften på 24,4 mio. kr. til (en etapevis) realisering af Helhedsplanen for Karens Minde Kulturhus og Sydhavnens Bibliotek indgår i forhandlingerne om budget 2012.

                  Carsten Haurum

                                                    /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 9. juni 2011:

Indstillingen blev godkendt.
Til top