Mødedato: 09.06.2011, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Status vedr. Club Danmark Hallen

Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte Club Danmark Hallens og Valby Multihal Fondens situation.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget med udgangspunkt i indstillingen drøfter Club Danmark Hallens og Valby Multihal Fondens situation og fremtid.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. maj 2011:


Sagen blev udsat.

Problemstilling

Valby Multihal Fonden, der er en selvstændig juridisk enhed, og som ejer Club Danmark Hallen, har igennem flere år haft en stabil, men stram og sårbar økonomi, hvilket Kultur- og Fritidsudvalget blev orienteret om den 16. august 2007. Dog er fondens egenkapital efterhånden væk.

Efter tagets delvise kollaps i julen 2010 har fonden været uden indtægter i tre måneder. Fondens forsikringsselskab har afvist at betale erstatning for ulykken, og fonden har været nødt til at søge om betalingshenstand hos sine kreditorer.

Løsning

I 1996 blev det besluttet at opføre en hal til indendørs fodbold og atletik. Hallen blev placeret i Valby Idrætspark. Københavns Kommune bidrog med et tilskud på 9 mio. kr. til etablering af Club Danmark Hallen. Herudover bidrog DBU med 5 mio. kr., Team Danmark med 1,5 mio. kr., Danmarks Idræts Forbund med 0,8 mio. kr., medens Lokale- og Anlægsfonden gav et lån på ca. 13,7 mio. kr. Anlægsudgifterne til hallen var ca. 30 mio. kr.

 

I 2000 var hallen ved at gå konkurs. Kommunen bevilgede yderligere 2,6 mio. kr. til ekstra isolering og har siden givet et driftstilskud på 1,6 mio. kr. (2011) mod, at hallen kan anvendes af skolerne.

Af de nuværende idrætsaktiviteter i hallen forventes det, at både fodbold og atletik vil minimere deres brug af faciliteten. Atletik bl.a., fordi Østerbro Stadion er blevet opgraderet, og der er etableret en indendørs atletikhal i den nuværende tennishal. Fodbold, fordi der p.t. etableres to nye 3. generations kunstgræsbaner i Valby Idrætspark, så der er fire udendørs kunstgræsbaner i alt.

Den ene endebue af Club Danmark Hallens tag styrtede sammen i julen 2010. Hallen har indtil nu været ubrugelig, idet der siden kollapset har fundet meget omfattende sikringsarbejder sted. Status p.t. er, at hallen er sikker at bruge, men banen kan kun anvendes i begrænset omfang svarende ca. til en 7-mands bane. 

Fondens forsikringsselskab Alm. Brand afviste 17. marts 2011 at yde dækning for skaden under henvisning til en klausul i policen om forbehold for konstruktionsfejl. Det er således Alm. Brands påstand, at taget har været fejlkonstrueret. Endvidere har Alm. Brand varslet, at man vil kræve refusion af de udgifter, som har været afholdt i forbindelse med sikringsarbejdet. Størrelsen af dette krav er ukendt.

Ligeledes har forsikringsselskabet krævet betaling for det midlertidige stillads til en pris af 270.000 kr. om måneden. Endelig har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påtalt, at egenkapitalen er negativ, og at fondens bestyrelse skal sikre sig en positiv egenkapital. Såfremt denne ikke kan tilvejebringes, kan fonden tvangsopløses.

Idet hallen er fondens eneste aktiv, og idet fonden ikke råder over midler, der blot tilnærmelsesvist ville kunne dække udgifterne ved at reparere hallen, har fondens bestyrelse besluttet at lade en advokat vurdere, om der er mulighed for at opnå dækning hos Alm. Brand, eller om der kan rejses krav over for de selskaber, som stod for at opføre hallen.

 Fondens økonomi har igennem flere år været sårbar, og efter tre måneder uden indtægter er situationen den, at der ikke er midler til at betale alle kreditorer nu og her.

 

På denne baggrund har bestyrelsen anmodet fondens kreditorer om at yde henstand med betaling i 6 måneder. Denne periode vil blive brugt til dels, at fondens advokat forestår afklaring af de ovennævnte juridiske udeståender, dels at få lagt en plan for fondens fremtid. Danmarks Idrætsforbund, Lokale- og Anlægsfonden samt Nordea har alle indvilget heri.

Såfremt der ikke findes en løsning, enten via kapitalindskud eller via retslige skridt mod forsikringsselskabet, byggerådgiveren eller entreprenøren, må fonden erklære sig konkurs og opløses. Som status er, vil ingen kreditorer dog opnå dækning i nævneværdig grad, idet fonden ingen aktiver har ud over hallen, der i sin nuværende fremtræden ikke repræsenterer nogen større værdi.

Fondens nuværende kritiske økonomiske situation, der gør, at kreditorerne ikke kan honoreres, er også ensbetydende med, at Kultur- og Fritidsforvaltningen midlertidigt må tilbageholde udbetaling af tilskud, idet der for 2011 indtil videre kun er udbetalt en ud af tre rater af det årlige tilskud på ca. 1.669.000 kr.

Fondens gæld kan p.t. opgøres, som følger (i 1.000 kr.):

Københavns Kommune

2.911 kr.

Nordea

1.070 kr.

Lokale- og Anlægsfonden

11.338 kr.

Danmarks Idrætsforbund

346 kr.

I alt

15.665 kr.


Club Danmark Hallen indgår i det igangværende arbejde med en ny helhedsplan for Valby Idrætspark, ligesom der i henhold til budget 2011 inden sommeren 2011 skal fremsættes en indstilling om hallens fremtid i samarbejde med Økonomiforvaltningen. I dette arbejde tegner der sig tre scenarier:
  1. Fortsættelse af hallens drift, men hvor der arbejdes på at finde nye aktiviteter, der med fordel kan udøves i hallen. Det er indtil videre uvist, hvad en reparation af hallen vil koste, men det vil vurderes at andrage mindst 10 mio. kr. Ud over reparationsudgifterne vil der også skulle tilvejebringes midler til yderligere drift i størrelsesordenen 1-2 mio. kr. årligt. Bliver hallen genopbygget, vil den primære brug være til hockey, hvortil kommer evt. yderligere aktiviteter. Det skal dog bemærkes, at hockeyspillerne gerne ser en udendørs bane opført til erstatning for hallen. En sådan bane koster i størrelsesordenen 5 mio. kr. I dette scenario skal fondens gæld til kommunen også finansieres.
  2. En omgribende ombygning af hallen, der med bl.a. isolering vil kunne afhjælpe en del af den mangel på indendørs faciliteter, som København oplever. Udgiften hertil er skønnet til ca. 90 mio.kr. Hertil vil komme yderligere driftsudgifter i størrelsesordenen 3-4 mio. kr. Hallen ville hermed få kapacitet som 4-5 traditionelle idrætshaller.
  3. Ophør af hallens drift/nedrivning. Kultur- og Fritidsforvaltningen har ikke umiddelbart noget skøn for, hvad det vil koste. I forbindelse med ophør af hallens drift skal fondens gæld håndteres. Kommunens nuværende driftstilskud på ca. 1,6 mio. kr. vil kunne spares fremadrettet. I den forbindelse skal der tages stilling til, hvilke behov de nuværende sportsbrugere af hallen skal have opfyldt fremadrettet.
     

Økonomi

Der er ikke p.t. økonomiske konsekvenser i forbindelse med indstillingen.

Videre proces

-

Carsten Haurum       /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 9. juni 2011:
Indstillingen blev drøftet.
Forvaltningen arbejder videre med sagen på baggrund af udvalgets tilkendegivelser.
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres tæt om den videre udvikling i sagen.
Til top