Mødedato: 09.06.2005, kl. 14:30

Investeringsplan for renovering af de københavnske idrætsanlæg - renovering af samtlige anlæg til et tidssvarende niveau i perioden 2006-2010

Investeringsplan for renovering af de københavnske idrætsanlæg - renovering af samtlige anlæg til et tidssvarende niveau i perioden 2006-2010

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 9. juni 2005

 

Fraværende

 

 

 

Sager til beslutning

 

15.      Investeringsplan for renovering af de københavnske idrætsanlæg - renovering af samtlige anlæg til et tidssvarende niveau i perioden 2006-2010

(KFU 227/2005)

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at rapporten "Investeringsplan for renovering af de københavnske idrætsanlæg" tages til efterretning, og at den indgår i forhandlingerne om budget 2006

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen besluttede den 9. december 2004, at der skulle udarbejdes en investeringsplan for de københavnske idrætsanlæg. Planen skal tage sigte på en genopretning af samtlige 53 idrætsanlæg under det nuværende KI. Dette skal ske inden for en 5 årig periode.

Rapporten er udarbejdet i et samarbejde mellem Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen. Konklusionen er, at gennemføres opretningen over en 5-årig periode, vil det koste i alt 445 mio. kr. at bringe anlæggene op på et tidssvarende niveau. Beløbet er fremkommet ved, at det samlede opgjorte investeringsbehov på 396 mio. kr. er tillagt ekstra midler for forringelser i den periode genopretningen pågår.

Et tidssvarende niveau er defineret som:

  • Opretning til et vedligeholdelsesmæssigt niveau, som da anlægget var nyt
  • Energimæssig opgradering, hvor der af vedligeholdelsesmæssige årsager foretages omfat­ten­de bygningsmæssige indgreb og det totaløkonomisk er fornuftigt
  • Ændringer af anlæggene, som sikrer, at myndigheds- og sikkerhedskrav af i dag er opfyldt
  • Mindre tilpasninger af anlæggene afledt af deres anvendelse i dag.

 

Udgifterne til planen skal sammenholdes med, at brugerbestyrelserne er kommet med egentlige moderniseringsønsker for i alt 130,3 mio. kr.

Det fremhæves i rapporten, at investeringsbehovet er opgivet under forudsætning af, at en eventuel bevilling gives som en rammebevilling. Dermed er det muligt at udarbejde en samlet plan for oprettelsen af idrætsanlæggene. Hvis planerne ikke kan realiseres inden for en samlet rammebevilling, forventes udgifterne at blive større.

Det vurderes, at der - såfremt planen gennemføres – skal afsættes 50 mio. kr. årligt til løbende vedligehold. Herfra skal trækkes de midler, der allerede anvendes i dag til vedligehold samt de besparelser på f.eks. energi, der opnås som følge af genopretningen af anlæggene.

Opretningen af anlæggene vil samtidig resultere i årlige energibesparelser på sigt på knap 6 mio. kr.

***

I forbindelse med rapporten har Økonomiforvaltningen udarbejdet et katalog over mulige finansieringer af investeringsplanen (bilag 2).

Her er der peget på følgende finansieringskilder: Indtægter fra salg af Københavns Energi (KE), merindtægter fra ejendomssalg, Offentligt Privat Partnerskab (OPP), udlicitering og forpagtning, lukning af anlæg, låneoptagelse, KI (besparelser som konsekvens af kommunaliseringen), og/eller et eventuelt udisponeret råderum i kommunens budget, samt omprioriteringer inden for Kultur- og Fritidsudvalgets ramme og stordriftsfordele i forbindelse med udbud.

Nærværende rapport fremlægges med henblik på at indgå i forhandlingerne om budget 2006.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationen behandlede den 9. december 2004 et medlemsforslag om renovering af de københavnske idrætsanlæg (BR617/04). Det blev besluttet:

·       "At der med udgangspunkt i den Idrætspolitiske redegørelse, inden d. 1. juni 2005, udarbejdes en investeringsplan for renovering og udvikling af de københavnske idrætsanlæg

·        At investeringsplanen tager sigte på at genoprette samtlige nedslidte københavnske idrætsanlæg inden for en årrække på ikke mere end 5 år, således at de bringes op i et tidssvarende niveau

·        At investeringsplanen indeholder en beregning over udgifterne til renovering og udvikling af de københavnske idrætsanlæg

·        At Økonomiforvaltningen udarbejder et katalog over mulige finansieringer af planen."

Baggrund

Investeringsplanen giver et overblik over vedligeholdelsesbehovet på de 53 københavnske idrætsanlæg under KI. Hovedparten af anlæggene er nedslidte og enkelte er lukningstruede eller lukkede. Rapporten er vedlagt (bilag 1).

Rapportens afsæt

Sigtet med rapporten er at give et overblik over vedligeholdelsesstanden og det anslåede investeringsbehov for, over en femårig periode, at bringe anlæggene op på et tidssvarende niveau.

I denne sammenhæng er opretning til et tidssvarende niveau defineret som:

  • Opretning til et vedligeholdelsesmæssigt niveau, som da anlægget var nyt
  • Energimæssig opgradering, hvor der af vedligeholdelsesmæssige årsager foretages omfat­ten­de bygningsmæssige indgreb og det totaløkonomisk er fornuftigt
  • Ændringer af anlæggene, som sikrer, at myndigheds- og sikkerhedskrav af i dag er opfyldt
  • Mindre tilpasninger af anlæggene afledt af deres anvendelse i dag.

Afgrænsningen betyder, at udbygning eller ombygning med henblik på flere og nye aktiviteter ikke er med i planen.

Planen for genopretningen af idrætsanlæggene er udarbejdet ud fra byggefaglige kriterier. Investe­rings­be­hovet angiver prisen for de arbejder, der skal udføres på de enkelte anlæg for at få an­læg­get op på et tidssvarende niveau.

Investeringsplanens konklusioner

Konklusionen er, at gennemføres opretningen over en 5-årig periode, vil det koste i alt 445 mio. kr. at bringe anlæggene på et tidssvarende niveau (bilag 1). Beløbet er fremkommet ved, at det samlede opgjorte investeringsbehov på 396 mio. kr. er tillagt ekstra midler for forringelser i den periode genopretningen pågår.

Herudover er der opgjort moderniseringsønsker for 130,3 mio. kr. En stor del af disse udgifter vedrører en omlægning af grusbaner til kunstgræsbaner. Ønsket skal ses i sammenhæng med, at banerne er meget nedslidte, og at det med kunstgræs vil være muligt at anvende banerne hele året. Dette skal sammenholdes med, at banerne nu kun anvendes 3 måneder årligt.  

Det vurderes, at der - såfremt planen gennemføres – skal afsættes 50 mio. kr. årligt til løbende vedligehold. Herfra skal trækkes de midler, der allerede anvendes i dag til vedligehold samt de besparelser på f.eks. energi, der opnås som følge af genopretningen af anlæggene.

Opretningen af anlæggene vil samtidig resultere i årlige energibesparelser på sigt på knap 6 mio. kr.

Det skal bemærkes, at planen hviler på kvalitetssikrede overslagstal. Først når den endelige udbudsform er fundet, og der er foretaget licitation, vil beløbene være præcise.   

Opdeling af udgifter på anlægstyper

Investeringsbehovet kan opdeles på fire anlægstyper:

1.      Haller – samlet behov på 190 mio. kr.

2.      Grønne områder – samlet behov på 96 mio. kr.

3.      Svømmebade – samlet behov på 83 mio. kr. 

4.      Øvrige anlæg – samlet behov på 27 mio. kr.

I planen indgår udgifter til 3 lukningstruede anlæg. Det er Østerbro Skøjtehal, Svanemøllehallen og Emdrup Svømmebad.

Herudover er der en enkelt lukket facilitet. Det er Bavnehøjbadet. 

Behov for langtidsplanlægning af vedligeholdelsesindsatsen

 

Midlerne til vedligehold er i de foregående år givet som specifikke bevillinger til enkelte anlæg. Det har betydet, at KI ikke har kunnet langtidsplanlægge vedligeholdelsesindsatsen og dermed opnå de stordriftsfordele, der ligger heri.

 

En forudsætning for nærværende opgørelse af investeringsbehovet er, at en eventuel bevilling gives som en samlet rammebevilling til området. Det skyldes blandt andet, at det visse steder kan være en økonomisk fordel, f.eks. at udbyde opgaver på tværs af ejendomsporteføljen. Et eksempel herpå kunne være renovering af vinduer eller tage.

 

Hvis eventuelle bevillinger til renovering derimod afsættes enkeltvis, forventes de samlede udgifter til at realisere planen at blive større.  

 

Finansieringskilder

Det indgår i grundlaget for rapporten at Økonomiforvaltningen skal udarbejde et katalog over mulige finansieringer af investeringsplanen (bilag 2).

Her peges på følgende finansieringskilder:

  1. Indtægter fra salg af Københavns Energi (KE)
  2. Merindtægter fra ejendomssalg
  3. Offentligt Privat Partnerskab (OPP)
  4. Udlicitering og forpagtning
  5. Lukning af anlæg
  6. Låneoptagelse
  7. KI (besparelser som konsekvens af kommunaliseringen)
  8. Et eventuelt udisponeret råderum i kommunens budget
  9. Omprioriteringer inden for Kultur- og Fritidsudvalgets ramme
  10. Stordriftsfordele i forbindelse med udbud

Nærværende rapport fremlægges med henblik på at indgå i forhandlingerne om budget 2006.

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

Økonomi

Nærværende rapport har ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser.

Bilag

1. Rapporten "Investeringsplan for renovering af de københavnske idrætsanlæg" – omdelt til KFU ved BR-møde den 2. juni 2005

 

2. "Finansieringsforslag i forbindelse med investeringsplan på idrætsområdet" – Notat fra Økonomiforvaltningen.

 

 

 

Erik Jacobsen Carsten Haurum

 


 

Til top