Input til muligt kommunalt venskabsbysamarbejde ml. København, Sermersooq og Tórshavn
Borgerrepræsentationen vedtog den 1. december 2022 et medlemsforslag om etablering af et formelt venskabsbysamarbejde med kommunerne Sermersooq (Grønland) og Tórshavn (Færøerne). De enkelte fagudvalg blev i den forbindelse pålagt at udarbejde forslag til samarbejdsområder.
Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte muligt indhold i venskabsbysamarbejdet på kultur- og fritidsområdet. Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet en bruttoliste med følgende mulige samarbejdsområder, som drøftelsen kan tage udgangspunkt i: 1) Bedre modtagelse af nytilkomne, 2) Digitale services generelt, 3) Aktiviteter og kulturel udveksling, 4) Bæredygtighed, 5) Fritid og idræt, 6) Biblioteksområdet.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter hvilke forslag til samarbejde på kultur- og fritidsområdet, der kan indgå i Overborgmesterens henvendelse til kommunerne Sermersooq og Tórshavn om et muligt venskabsbysamarbejde.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog den 1. december 2022 et medlemsforslag om etablering af et formelt venskabsbysamarbejde med kommunerne Sermersooq (Grønland) og Tórshavn (Færøerne). De enkelte fagudvalg blev i den forbindelse pålagt at udarbejde forslag til områder, hvor det vil være meningsfyldt for Københavns Kommune at indlede et samarbejde med de to kommuner.
På baggrund af udvalgenes input udarbejder Overborgmesteren en henvendelse til Sermersooq Kommune og Tórshavn Kommune med forslag om et venskabsbysamarbejde. Venskabsbysamarbejdet skal skabe rammerne for kulturel sparring, nedbrydning af fordomme, videndeling og udvikling.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen kan pege på en række områder, hvor der er mulighed for samarbejde mellem kommunerne. Samarbejdet kan bestå i videndeling på online møder og eventuelt fysiske besøg, mens egentlige samarbejdsprojekter formentlig vil forudsætte en særskilt økonomisk prioritering. Forslag til samarbejdsområder fremgår af bruttolisten nedenfor.
Bruttoliste over mulige samarbejdsområder
1. Bedre modtagelse af nytilkomne
Samarbejde om at sikre en bedre modtagelse af borgere, der flytter til kommunen fra en af de to andre kommuner f.eks. via introduktion til relevante og hensigtsmæssige fællesskaber. Nytilkomne fra Sermersooq og Tórshavn er danske statsborgere, og et samarbejde kunne bestå i at sikre en bedre modtagelse på linje med den for internationale borgere. København er desuden langt fremme i forhold til digitale services til nye internationale borgere og kan dele viden og erfaring på området.
2. Digitale services generelt
Videndeling om gode digitale løsninger, særligt på myndighedsområdet (Borgerservice). Det kan være særligt interessant at samarbejde og udveksle best practice omkring digitale løsninger med tanke på de geografiske betingelser i Grønland og i Færøerne.
3. Aktiviteter og kulturel udveksling
Samarbejde om afholdelse af kulturaktiviteter, der bygger bro, nedbryder fordomme og belyser historien om relationen mellem Danmark, Grønland og Færøerne, f.eks. via debatarrangementer eller forfattermøder på bibliotekerne.
Der kan derudover laves kulturel udveksling via aktiviteter, der på forskellig vis eksponerer kunst og kultur fra et land i de to andre lande. Det kunne f.eks. være traditionelt færøsk kunsthåndværk som strik og skind i københavnske strikkeklubber eller arrangementer på biblioteker og kulturhuse om både traditionel og moderne kunst og kultur i forskellige former (litteratur, musik, dans, gastronomi m.f.).
4. Bæredygtighed
På turismeområdet kan der etableres samarbejde om gæsteservice og kampagner for bæredygtig adfærd, hvor byerne kan lære af hinanden og genbruge gode løsninger.
København er desuden førende blandt mange europæiske byer i forhold til sund og økologisk mad til børn i folkeskoler og daginstitutioner. Der kan etableres samarbejder om relevante madindsatser, bl.a. fordi mad er en af de store syndere i forhold til CO2-udslip.
5. Fritid og idræt
Samarbejde og videndeling om at få flere børn og voksne til at bevæge sig mere, herunder flere medlemmer og flere frivillige i foreninger samt et særligt fokus på børn og unge i udsatte positioner. København har gode erfaringer fra idrætssociale indsatser bl.a. Fritidsguiderne, Ferie-camps og sociale partnerskaber med folkeoplysende foreninger, som kan deles med de andre kommuner. Der kan også drages nytte af erfaringer fra andre nordiske lande.
6. Biblioteksområdet
Videndeling om igangværende indsatser og udfordringer på biblioteksområdet. Børn og unge er et fokusområde for bibliotekerne i København, og på Hovedbiblioteket er børneetagen LÆS et tilbud, der kan inspirere internationalt og løbende får mange besøg fra biblioteker i ind- og udland. Der kan også videndeles om biblioteksindretning og udstillingsformater, som Københavns biblioteker har fokus på i disse år.
De tre kommuner samarbejder i forvejen på biblioteksområdet, idet de alle er medlem af Foreningen Det Digitale Folkebibliotek, der arbejder med udviklingen af de digitale bibliotekstilbud i Danmark, Grønland, Færøerne og Sydslesvig.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser, men forvaltningen gør opmærksom på, at konkrete samarbejdsprojekter, der rækker ud over vidensdeling, vil kræve finansiering.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen leverer på baggrund af udvalgets drøftelser en liste med forslag til samarbejdsområder, der kan indgå i en henvendelse fra Overborgmesteren til kommunerne Sermersooq og Tórshavn.
Henvendelsen afsendes medio april, hvorefter der forventes godt en måneds dialog med de to byer om eventuelle venskabsbyaftaler. På baggrund af dialogen vil en samlet sag med oplæg til aftaler forelægges Økonomiudvalget medio juni og Borgerrepræsentationen ultimo juni.
Søren Tegen Pedersen
/Jakob Heide Petersen
Beslutning
Chef for Analyse og Udvikling & Københavns Biblioteker Jakob Heide deltog under behandlingen af punktet.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 9. marts 2023:
Udvalget drøftede forvaltningens oplæg til venskabsbyssamarbejdet på Kultur- og Fritidsområdet.
Udvalget bemyndigede forvaltningen til at sende oplæg til Økonomiforvaltningen om, hvor det fagligt giver mening at samarbejde med de to byer på kultur- og fritidsområdet.