Udvidet åbningstid i Københavns Biblioteker
Indstilling og beslutning
- at der primo 2012 iværksættes konkrete testforsøg med udvidet åbningstid med reduceret betjening på Københavns Hovedbibliotek og ubemandet åbningstid på 1-2 lokalbiblioteker,
- at Kultur- og Fritidsudvalget inden sommerferien 2012 forelægges konkrete forslag til biblioteker med udvidet åbningstider i Københavns Biblioteker.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget stillede den 7. april 2011 spørgsmål til Kultur- og Fritidsforvaltningen vedr. brugerselvbetjent åbningstid på bibliotekerne. Af forvaltningens svar til Kultur- og Fritidsudvalget fremgår bl.a. at Kultur- og Fritidsudvalget i 2. halvår 2011 får forelagt konkrete forslag til implementering, indeholdende mulige lokaliteter, konsekvenser for servicekoncepter, investering og finansieringsplan, driftsudgifter og driftsbesparelser.
Siden april 2011 har Kultur- og Fritidsforvaltningen gennemført en proces med henblik på lokale og fælles drøftelser om udvidet åbningstid (bemandet og ubemandet) i Københavns Biblioteker, med særlig fokus på:
· Mulighederne for at skabe serviceforbedringer for kunderne i de københavnske biblioteker
· Omkostninger ved at implementere ubemandet åbningstid i bibliotekerne.
På baggrund af processen har der vist sig en stor interesse blandt bibliotekerne for at implementere udvidet åbningstid. Processen har styrket muligheden for en succesfuld implementering af udvidet åbningstid. Der har været – og er – stor interesse for at se nye muligheder for at skabe serviceforbedringer til glæde for kommunens borgere og byens gæster.
Processen har afdækket fælles retningslinjer for udvidet åbningstid i Københavns Biblioteker. Processen har endvidere vist, at der er behov for lokale tilpasninger i forhold til etableringen og driften af udvidet åbningstid.
Som baggrund for løsningen kan det i øvrigt oplyses:
· Den nuværende åbningstid i de københavnske biblioteker varierer fra bibliotek til bibliotek fra 4 til 12 timer dagen – og åbningstiden er ikke koordineret i forhold til hinanden.
· Erfaringerne fra andre biblioteker i Danmark med udvidet åbningstid er at brugen øges med op til ca. 25 %
· Styrelsen for Bibliotek og Medier gennemfører p.t. en analyse af de åbne og ubemandede biblioteker. I analysen ses der bl.a. på benyttelse, brugermønstre, udlånstal og udbredelse samt en redegørelse for faktorer, der påvirker brugen, fx indretning, bemanding, markedsføring og type af bibliotek.
· Gennem udvidet åbningstid vil københavnerne bredt, herunder familier og studerende samt aftenskoler, skoler, dagsinstitutioner, mfl. opleve at få forbedrede muligheder for at inddrage og bruge bibliotekerne i deres aktiviteter og virksomhed.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at der iværksættes forsøg med udvidet åbningstid på 1-2 lokale biblioteker og at der samtidigt iværksættes forsøg med udvidet åbningstid med reduceret personalebetjening på Københavns Hovedbibliotek. Forsøgene etableres hurtigst muligt og senest inden udgangen af 1. kvartal 2012.
Københavns Biblioteker har erfaringer med udvidet bemandet åbningstid. I 2008 gennemførte Københavns Biblioteker udvidet åbningstid Sundby Bibliotek og Nørrebro Bibliotek. Erfaringerne herfra viste bl.a. at borgerne i lokalområdet har taget positivt mod tilbuddet.
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil med forsøgene kvalificere anlægs- og driftsomkostningerne ved etablering af udvidet åbningstid. Testbibliotekerne vil ligeledes indsamle viden om benyttelsen af biblioteket, brugertilfredsheden m.m. Alle oplysninger indgår, sammen med analysen fra Styrelsen for Bibliotek og Medier vedr. ubemandet åbningstid, i en samlet rapport og vurdering af udvidet åbningstid i Københavns Biblioteker med henblik på at foreligge Kultur- og Fritidsudvalget konkrete forslag til biblioteker med udvidet åbningstid inden sommerferien 2012.
Retningslinjer og overvejelser
De københavnske biblioteker er meget forskellige med hensyn til struktur, funktionsfællesskaber, baggrund i befolkningssammensætning etc.
Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler derfor, at der fremadrettet arbejdes med et sæt fælles retningslinier som udgør en fælles ramme indenfor hvilken de enkelte biblioteker kan skabe forskellige løsningsmoddeller.
Fælles retningslinje:
· At der etableres bibliotekstilbud i alle bydele, som er tilgængelige alle ugens dage i tidsrummet 9 -21. Ønsker enkelte institutioner at have længere åbent, er der mulighed for lokal tilpasning.
Forhold til lokal overvejelse i forhold til etablering og drift af udvidet åbningstid
· Etablering af ubemandet åbningstid kan enten ske ved hjælp af nøglekort, hvor der ikke er personale til stede, eller ved at have biblioteket åbent med en reduceret bemanding.
· Tilpasningen af de fysiske rammer kan ske ud fra et ”mindst indgribende” princip, men med nødvendig hensyn til de konkrete forhold på det enkelte bibliotek
· En evt. vagt/lukkeordning kan tilrettelægges med udgangspunkt i lokale forhold, idet der nogle steder (kombinerede institutioner) vil være medarbejdere til stede andre steder i samme bygning. Der kan, når den samlede løsning skal etableres, være behov for at supplere disse lokale ordninger med fælles initiativer
· Det enkelte bibliotek tilrettelægger forholdet mellem forskellige typer åbningstid (m/u personale) efter dialog en lokal proces med bl.a. brugerne af biblioteket
Anlægs- og driftsomkostninger ved ubemandet åbningstid
- Etableringsomkostningerne estimeres til i gennemsnit at udgøre kr. 500.000,- pr. lokalbibliotek.
I etableringsomkostningerne indgår elektronisk adgangskontrol, videoovervågning, kabling, rullegitter, tilpasning af inventar og ændring af indgangsforhold.
- Driftsomkostningerne estimeres i gennemsnit til kr. 440.000,- lokalbibliotek pr. år ved en fordobling af åbningstiden.
I driftsomkostningerne indgår ekstra udgifter til el, vand, varme, slidtage på teknisk udstyr, vagtordning, rengøring og oprydning.
- Det er muligt at opnå en driftsgevinst på estimeret i gennemsnit til kr. 125.000,- til 180.000,- pr. lokalbibliotek ved dagligt (man-lørdag) at mindske åbningstiden med 1 time ved at erstatte bemandet med ubemandet åbningstid.
Kultur- og Fritidsforvaltningens sammenfattende vurdering
Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at med udvidet åbningstid vil bibliotekerne styrke deres position som én af byens helt markante og meget synlige kulturinstitutioner og muligheden for at udvikle kulturområdets strategiske betydning for Københavns udvikling styrkes væsentligt. Derfor skal udvidet åbningstid ses som et blandt flere elementer i en samlet biblioteksstrategi for Københavns Kommune.
Forvaltningen vurderer ligeledes, at borgerne, med en åbningstid på minimum 12 timer hver dag i hver bydel, får en væsentligt løft i servicetilbuddet med en øget og langt bedre udnyttelse af byens fysiske faciliteter og tilbud til følge.
Økonomi
Etableringsomkostningerne til testforsøgene i 2012 estimeres til max. 0,5 mio. kr. pr. testbibliotek.
Driftsudgifterne til testforsøgene i 2012 holdes indenfor Kultur- og Fritidsforvaltningens samlede ramme.
Videre proces
Parallelt med forsøgene med udvidet åbningstid, arbejdes der videre med at drøfte retningslinjerne i en lokal forslags-, planlægnings- og høringsproces i de specifikke lokale borgernære enheder. Høringen forventes gennemført primo 2012. Konkret forslag til de enkelte institutioner med udvidet åbningstid foreligger medio 2012 med henblik på forelæggelse for KFU på mødet i juni 2012.
Carsten Haurum
/Jens Steen Andersen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt. Det blev nævnt, at studiepladser, foreningers brug af lokalerne samt lokal "profilering/specialisering" indtænkes i projeket.