Mødedato: 08.12.2005, kl. 16:00

Minikunstgræsbaner i 6 københavnske byområder (fællesindstilling BTF/KFF)

Minikunstgræsbaner i 6 københavnske byområder (fællesindstilling BTF/KFF)

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 8. december 2005

 

Afbud:

·        Tanwir Ahmad (møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget)

 

 

 

16.      Minikunstgræsbaner i 6 københavnske byområder (fællesindstilling BTF/KFF)

(KFU 440/2005)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget og Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

at der gives en anlægsbevilling på 4,9 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget i 2006, konto 0.30.3 fritidsfaciliteter, til etablering af 6 minikunstgræsbaner i København. Banerne placeres på Vesterbro (Søndre Boulevard v. Enghave St.), Indre Nørrebro (grusbane v. Baggesensgade og Stengade), Vanløse (Lønstrupvej v. Vanløse Skole), Nord Vest (oplagsplads v. Bispeengbuen), Islands Brygge (parkareal v. Artillerivej 67) og Ydre Nørrebro (Bananapark v. Nannasgade). denne bevilling gives under forudsætning af at der samtidigt gives et rammeløft til driften jvf nedenstående indstillingspunkter.

at der gives en indtægtsbevilling samt en udgiftsbevilling på 0,6 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2006, funktion 0.30.3 til dækning af Lokale- og Anlægsfondens andel af udgifterne til realisering af banerne

at der gives en indtægtsbevilling samt en udgiftsbevilling på 0,6 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2006, funktion 0.30.3 til dækning af Dansk Boldspil-Unions andel af udgifterne til realisering af banerne

at der gives en indtægtsbevilling samt en udgiftsbevilling på 0,2 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2006, funktion 0.30.3 til dækning af foreningen SSB (Vesterbro) andel af udgifterne til realisering af banerne

at banerne etableres under forudsætning af, at Lokale- og Anlægsfonden og Dansk Boldspil-Union hver især giver et tilskud på 0,6 mio. kr. samt, at SSB (Vesterbro) giver et tilskud på 0,2 mio. kr.

at der anvises kassemæssig dækning for nettoudgiften på 3,5 mio. kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets budget fra 2006, konto 0.30.3 etablering af kunstgræsbaner, under forudsætning af, at Borgerrepræsentationen i særskilt sag beslutter at overføre beløbet til 2006

at kunstgræsbanen ved Baggesensgade og Stengade etableres under forudsætning af, at FSBbolig tinglyser arealet, således at offentligheden sikres adgang til banen

at ansvaret for drift placeres i Bygge- og Teknikforvaltningen, Vej & Park

at Bygge- og Teknikforvaltningen modtager en tillægsbevilling til budget 2006 på 228.000 kr. til at dække driftsudgifter til banerne i 2006, konto 0.30.1 fælles formål

at der anvises kassemæssig dækning for tillægsbevillingen i 2006 på 228.000 kr. på Økonomiudvalgets konto 6.51.3 puljen til uforudsete udgifter

at Bygge- og Teknikforvaltningen modtager et rammeløft på 0,514 mio. kr. i 2007 og fremefter, som skal dække driftsudgifter til banerne, konto 0.30.1 fælles formål

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 8. december 2005

Indstillingen blev tiltrådt.

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen besluttede den 20. januar 2005 at afsætte 1,5 mio. kr. til etablering af minikunstgræsbaner i 5 bydele i København (BR 14/05). Derudover blev der i budgetforlig 2006 afsat 2 mio. kr. til omdannelse af grusbaner til kunstgræsbaner. Midlerne blev tilført som en tillægsbevilling til budget 2005 (BR 539/05).

Såvel Lokale- og Anlægsfonden som Dansk Boldspil Union forventes at yde 0,6 mio. kr. i støtte til banerne. Dertil kommer, at SSB Vesterbro bidrager med 0,2 mio. kr.  De samlede midler til etablering af minikunstgræsbaner beløber sig således til 4,9 mio. kr. Det indstilles, at der etableres 6 baner med samlede anlægsudgifter på 4,9 mio. kr. i alt.

I samarbejde med Bygge- og Teknikforvaltningen har Kultur- og Fritidsforvaltningen undersøgt forskellige placeringsmuligheder. Det indstilles at følgende baner etableres:

1.    Vesterbro, Enghave Station, banestørrelse: 16x32 m.

2.    Indre Nørrebro, Baggesensgade/Stengade: banestørrelse: 14x25 m.

3.    Vanløse, Vanløse Skole: banestørrelse: 16x32 m.

4.    Nord Vest, Bispeengbuen, v/X-hall: banestørrelse: 20x40 m.

5.    Islands Brygge, Artillerivej: banestørrelse: 20x40 m.

6.    Ydre Nørrebro, Nannasgade, banestørrelse: 20x40 m.

 


 

Til top