Mødedato: 08.12.2005, kl. 16:00

Kulturpolitisk Redegørelse

Kulturpolitisk Redegørelse

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 8. december 2005

 

Afbud:

·        Tanwir Ahmad (møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget)

 

 

 

15.      Kulturpolitisk Redegørelse

(KFU 436/2005)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget vedtager udkast til Kulturpolitisk Redegørelse.

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 8. december 2005

Følgende havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen:

Følgende repræsentanter fra netværket af børnekultursteder i København:

·        Torben Engberg

·        Maren Gorsen

·        Iben Ravn

·        Conni Humeniuk

·        Anne Wulf

·        Nild Ragout

 

Kultur- og Fritidsudvalget tog stilling til følgende ændringsforslag (der refereres til sidetallene i bilag 3, den Kulturpolitiske Redegørelse):

 

Side 1

Der blev begæret afstemning om et af Hellen Hedemann og Bjarne Fey stillet ændringsforslag om, at den Kulturpolitiske Redegørelse i stedet for benævnes "Kulturpolitisk Strategioplæg".

Et mindretal (Hellen Hedemann og Bjarne Fey) stemte for ændringsforslaget.

Et flertal (Taner Yilmaz, Klaus Hansen, Finn Rudaizky, Martin Geertsen, Leslie Arentoft, Helle Sjelle, Karin Storgaard og Jens Kjær Christensen) stemte imod.

Ændringsforslaget blev dermed forkastet.

 

Side 10

Der blev begæret afstemning om et af Jens Kjær Christensen stillet ændringsforslag om, at ordlyden i den første nye udfordring ændres fra

"At udbygge og samle de lokale børnekulturelle tilbud med forankring i de lokale kulturhuse og på biblioteker, for at frigøre administrative ressourcer til fordel for kulturelle aktiviteter"

til

"At udbygge de lokale børnekulturelle tilbud."

Et mindretal (Jens Kjær Christensen) stemte for ændringsforslaget.

Et flertal (Taner Yilmaz, Klaus Hansen, Finn Rudaizky, Martin Geertsen og Leslie Arentoft) stemte imod.

Hellen Hedemann, Bjarne Fey, Helle Sjelle og Karin Storgaard undlod at stemme.

Ændringsforslaget blev dermed forkastet.

 

Side 12

Et enigt udvalg tiltrådte et af Jens Kjær Christensen stillet ændringsforslag om, at ordene "og det regionale spillested Etnorama" i 3. afsnit udgår.

Et enigt udvalg tiltrådte et af Jens Kjær Christensen stillet ændringsforslag om, at der tilføjes en sætning om tiltagene på Betty Nansen Teatret i relation til nye danskere. 

 

Side 14

Et enigt udvalg tiltrådte et af Jens Kjær Christensen stillet ændringsforslag om, at ordlyden i den første nye udfordring ændres fra

"Kulturhusene skal i de kommende år øge deres fokus på de kulturelle funktioner. Det betyder, at det traditionelle medborger-aspekt tones ned, mens den kulturelle profil bliver skærpet."

til

"Kulturhusene skal i de kommende år øge deres fokus på de kulturelle funktioner, således at den kulturelle profil bliver skærpet."

 

Side 18

Der blev begæret afstemning om et af Jens Kjær Christensen stillet ændringsforslag om, at der tilføjes en ny udfordring med følgende ordlyd:

"At øge tilskuddet til honorarstøtteordningen."

Et mindretal (Jens Kjær Christensen) stemte for ændringsforslaget.

Et flertal (Hellen Hedemann, Bjarne Fey, Taner Yilmaz, Klaus Hansen, Finn Rudaizky, Martin Geertsen, Leslie Arentoft, Helle Sjelle og Karin Storgaard) stemte imod.

Ændringsforslaget blev dermed forkastet.

 

Side 20

Der blev begæret afstemning om et ændringsforslag om, at ordlyden i den sidste nye udfordring ændres fra:

"At arbejde med mulighederne for at etablere en regional filmfond. Øresunds Filmkommission udarbejder i foråret 2005 en rapport over mulighederne og potentialet ved etablering af en regional filmfond. Når rapporten foreligger sk al Københavns Kommune vurdere mulighederne for en etablering og arbejde for en realisering såfremt potentialet foreligger."

til

"At arbejde med mulighederne for at etablere en regional filmfond. Københavns Kommune vurderer mulighederne for en etablering og skal arbejde for en realisering såfremt potentialet foreligger."

Et flertal (Bjarne Fey, Taner Yilmaz, Klaus Hansen, Finn Rudaizky, Martin Geertsen, Leslie Arentoft, Helle Sjelle og Karin Storgaard) stemte for ændringsforslaget.

Et mindretal (Hellen Hedemann) stemte imod.

Jens Kjær Christensen undlod at stemme.

Ændringsforslaget blev dermed tiltrådt.

 

 

Side 21

Et enigt udvalg tiltrådte et af Jens Kjær Christensen stillet ændringsforslag om, at første nye udfordring ("At undersøge grundlaget for etableringen af en stadsscene … en sådan scene i København.") udgår.

 

Side 23

Der blev begæret afstemning om et af Jens Kjær Christensen stillet ændringsforslag om, at der tilføjes en ny udfordring med ordlyden:

"At arbejde for etablering af flere gavlmalerier."

Et flertal (Hellen Hedemann, Bjarne Fey, Martin Geertsen, Leslie Arentoft og Jens Kjær Christensen) stemte for ændringsforslaget.

Ingen stemte imod.

Taner Yilmaz, Klaus Hansen, Finn Rudaizky, Helle Sjelle og Karin Storgaard undlod at stemme.

Ændringsforslaget blev dermed tiltrådt.

 

Side 26

Udvalget besluttede, at ordet "Temporær" ("temporær kunst og kultur") erstattes af ordet "Midlertidig" – forvaltningen blev bemyndiget til at tilrette materialet i overensstemmelse med beslutningen.

 

Der blev begæret afstemning om et af Jens Kjær Christensen stillet ændringsforslag om, at ordene "samt via deregulering af reglerne for det fysiske råderum i København" i første nye udfordring udgår.

Et mindretal (Hellen Hedemann og Jens Kjær Christensen) stemte for ændringsforslaget.

Et flertal (Taner Yilmaz, Klaus Hansen, Finn Rudaizky, Martin Geertsen, Leslie Arentoft, Helle Sjelle og Karin Storgaard) stemte imod.

Bjarne Fey undlod at stemme.

Ændringsforslaget blev dermed forkastet.

 

Side 27

Et enigt udvalg besluttede, at ordlyden i første nye udfordring ændres til (tilføjelse understreget):

"At fastholde og øge antallet af kvalitetsarrangementer og events inden for midlertidig kunst og festivaler i København."

 

Side 28

Et enigt udvalg tilsluttede sig et af borgmesteren stillet forslag om, at ordlyden i den første nye udfordring ændres til (tilføjelse understreget):

"At øge den økonomiske vækst i København ved at sætte fokus på store internationale begivenheder."

 

Side 29

Et enigt udvalg tilsluttede sig et af Bjarne Fey stillet ændringsforslag om, at forvaltningen bemyndiges til generelt at tilrette materialet således, at udtrykkene "deregulering" og "deregulere" undgås og i stedet for erstattes med "ændring" og "ændre"

Endvidere tilsluttede et enigt udvalg sig et af Jens Kjær Christensen stillet forslag om, at den sidste nye udfordring ("at øge satsningen på temporær kunst og events") udgår, idet der er tale om en gentagelse.

 

 

Kultur- og Fritidsudvalget tiltrådte herefter den Kulturpolitiske Redegørelse inkl. de tiltrådte ændringsforslag.

 

 

Forvaltningen blev bemyndiget til at konsekvensrette materialet i overensstemmelse med udvalgets beslutninger og foretage rettelser af fejl o.lign.

 

 

RESUME

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 9. juni 2005 (KFU 222/2005) at sende udkast til Kulturpolitisk Redegørelse i bred høring med høringsfrist den 17. oktober 2005.

Der er indkommet 33 høringssvar.

Der udtrykkes generelt stor tilfredshed med, at Kultur- og Fritidsudvalget har taget initiativ til en Kulturpolitisk Redegørelse. Desuden stilles en lang række forslag til konkrete emner i redegørelsen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har indarbejdet høringssvarene i udkast til Kulturpolitisk Redegørelse.

 


 

Til top