Mødedato: 08.11.2001, kl. 15:00

Foreningen KULTURHAVN - tilskud til afholdelse af KULTURHAVN 2002

Foreningen KULTURHAVN - tilskud til afholdelse af KULTURHAVN 2002

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 8. november 2001

 

11. Foreningen KULTURHAVN - tilskud til afholdelse af KULTURHAVN 2002

(KFU 392/2001)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget ikke bevilger tilskud til afholdelse af KULTURHAVN 2002.

RESUME

Foreningen KULTURHAVN har søgt Kultur- og Fritidsudvalget om 1 mill. kr. til afholdelse af KULTURHAVN 2002.

Folkeoplysningsudvalget besluttede i 2000 at iværksætte og støtte aktiviteter i havneområdet, hvor de folkeoplysende foreninger kunne profilere sig selv og folkeoplysningen generelt gennem en fælles begivenhed.

Den første KULTURHAVN blev afholdt i sommeren 2001. Det økonomiske fundament for festivalen kom primært fra Folkeoplysningsudvalget og Det Idrætspolitiske Idéprogram (IPIP).

På Folkeoplysningsudvalgets møde den 24. september 2001 blev det besluttet, at projektet skal fortsætte, men at midlerne til afholdelse af KULTURHAVN 2002 skal søges hos Kultur- og Fritidsudvalget.

Der er hverken på Kulturudviklings eller Idrætssekretariatets del af Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2002 afsat midler til folkeoplysningsformål, hvorfor det indstilles at meddele afslag på ansøgningen.

SAGSBESKRIVELSE

Foreningen KULTURHAVN har i brev af 5. oktober 2001 søgt Kultur- og Fritidsudvalget om 1 mill. kr. til afholdelse af KULTURHAVN 2002.

Baggrund

Folkeoplysningsudvalget besluttede i 2000 at iværksætte og støtte aktiviteter i havneområdet, hvor de folkeoplysende foreninger kunne profilere sig selv og folkeoplysningen generelt gennem en fælles begivenhed. Folkeoplysningsudvalget havde hentet ideen fra Malmø, som i 22 år har haft en Malmøfestival, hvor foreningerne er omdrejningpunktet.

60 foreninger i København fandt interesse for projektet, og Foreningen KULTURHAVN blev dannet. Der blev nedsat en styregruppe, som skulle udstikke rammerne for en KULTURHAVN festival i 2001. Styregruppen ansatte en projektleder på 20 timer om ugen.

Kulturhavn 2001

Den første KULTURHAVN foregik fra den 27. juli til den 5. august 2001. Aktiviteterne spændte fra danse- og musikaktiviteter til debatforum, teater, kampsport og dykning. Festivalen udfoldede sig på Islands Brygge samt ved Fisketorvet. Det fremgår af Foreningen KULTURHAVNS egen evalueringsrapport, at ca. 20-25.000 mennesker deltog i festivalen, og at 85 procent af de deltagende foreninger var tilfredse med KULTURHAVN 2001. Foreningen KULTURHAVN vurderer, at københavnernes kendskab til de folkeoplysende foreninger er øget. Evalueringen konkluderede endvidere, at pressen, specielt tv-medierne, havde givet festivalen en god dækning.

Den største økonomiske bidragsyder til festivalen var Folkeoplysningsudvalget, som støttede med i alt 566.000 kr. Det Idrætspolitiske Idéprogram (IPIP) bidrog med 300.000 kr. IPIPs støtte var dog øremærket til en grejbank. Grejbanken har som formål at udlåne redskaber og faciliteter hele året rundt til glæde for foreningerne, som eksempelvis mobile fodboldmål eller hockeystave. Mange af disse redskaber og faciliteter må formodes at kunne bruges igen i 2002.

Foreningen fremhæver, at økonomien i gennem hele planlægnings- og gennemførelsesfasen var for stram.

Kulturhavn 2002

I 2002 ønsker Foreningen KULTURHAVN at ansætte en projektleder på fuld tid. Endvidere vil foreningen købe sig til eksterne fundraisere for at øge tilskuddet fra sponsorer og fonde. I år varede festivalen 10 dage, men i 2002 ønsker foreningen at afholde festivalen over 5-6 dage. Det forventes ikke, at de færre dage vil betyde reducerede omkostninger.

Det er - ifølge ansøgeren - nødvendigt med et budget på 1 mill. kr. for at gennemføre KULTURHAVN 2002.

Folkeoplysningsudvalget behandlede på sit møde den 24 september 2001 evalueringsrapporten for KULTURHAVN 2001 og tilfredsheden med afviklingen af festivalen var stor.

Folkeoplysningsudvalget ønsker derfor, at aktiviteterne fortsættes i 2002, men at midlerne findes på Kultur- og Fritidsudvalget budget. Årsagen hertil er, at Folkeoplysningsudvalget forventer et underskud på næste års budget på 6 mill. kr. som en følge af ændringer i den mellemkommunale refusion.

Forvaltningens vurdering

Formålet med KULTURHAVN er, at profilere hele folkeoplysningsområdet gennem aktiviteter i havneområdet. Målet er flere medlemmer/deltagere til folkeoplysningsforeningerne.

De midler, som er afsat på Kulturudviklings budget, vedrører ikke folkeoplysende virksomhed, men er hovedsageligt afsat til professionelle udøvende kunstnere og kulturelle institutioner.

Idrætspuljen 2002 har som formål at forbedre kultur- og idrætsfaciliteterne i København og er derfor ikke tænkt som tilskud til aktiviteter i folkeoplysningens regi.

På baggrund af ovenstående indstilles det, at Foreningen KULTURHAVN får afslag på sin ansøgning.

MILJØVURDERING

Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

BILAG

  1. Ansøgning af 5. oktober 2001 fra Foreningen KULTURHAVN.
  2. Indstilling og beslutningsprotokol fra Folkeoplysningsudvalgets møde d. 24 september 2001

Ida Munk

/Pernille Vange

 

Til top