Mødedato: 08.10.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Godkendelse og underskrift af legatregnskaber for 2018

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal som legatbestyrelse godkende 45 legatregnskaber for 2018 samt godkende, at det nedsatte underskriftsudvalg - bestående af tre medlemmer - kan underskrive disse legatregnskaber på bestyrelsens vegne.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget, som legatbestyrelse, godkender regnskaber for 2018 for 45 legater og fonde,
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget udpeger tre medlemmer, heriblandt kultur- og fritidsborgmesteren, blandt legatbestyrelsens medlemmer til et underudvalg, og
  3. at legatregnskaberne underskrives af underudvalget.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. august 2019:

Sagen blev udsat af tidsmæssige grunde.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 4. september 2019:

Sagen blev udsat af tidsmæssige grunde.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende 45 legatregnskaber for 2018 og nedsætte et underudvalg til at underskrive legatregnskaber.

Underudvalget skal herefter underskrive de godkendte legatregnskaber.

Løsning

Kultur- og Fritidsudvalget udgør bestyrelsen for de 45 legater, der administreres af Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Legatregnskaberne skal godkendes af bestyrelsen og som udgangspunkt underskrives af den samlede bestyrelse på 11 medlemmer.

Civilstyrelsen har dog godkendt, at når legatregnskaberne er godkendt af den samlede bestyrelse, kan der nedsættes et underudvalg bestående af tre medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget til at underskrive regnskaberne. Et af medlemmerne i underudvalget skal være kultur- og fritidsborgmesteren.

Det indstilles, at Kultur- og Fritidsudvalget  udpeger to medlemmer til et underskriftsudvalg foruden kultur- og fritidsborgmesteren.

Det seneste underskriftsudvalg bestod, udover borgmesteren, af Rikke Lauritzen og Rune Dybvad.

Regnskaber for fonde med 1 mio. kr. eller derover i aktiver er revideret af Nordea Bank A/S og for så vidt angår Direktør Michael Hermann Nielsens Mindelegat, afdeling B af Grant Thornton, Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. Revisorerne har ingen forbehold for de aflagte regnskaber.

Regnskaber for fonde med under 1 mio. kr. i aktiver er fra og med regnskabsåret 2015 ikke længere omfattet af fondslovens regler om revision.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Underudvalget indkaldes til et møde med henblik på underskrift af regnskaberne.

 

Mette Touborg

                                                /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 8. oktober 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Følgende medlemmer - ud over kultur- og fritidsborgmesteren - blev udpeget til underudvalget: Heidi Wang og Maria Frej.

Bilag

Til top