Ændret fordeling mellem offentlig tid og foreningstid i en række svømmehaller som følge af lukningen af Bellahøj Svømmestadion
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender forslag om at ændre fordelingen mellem offentlig tid og foreningstid i en række svømmehaller, jf. indstilling og bilag 1, som følge af lukningen af Bellahøj Svømmestadion.
Problemstilling
Københavns Kommunes største svømmehal, Bellahøj Svømmestadion, er lukket på grund af renovering til sommeren 2020. Det giver problemer for både borgere, kommunale institutioner og foreninger, som ikke kan få svømmetider. Borgere har mulighed for at benytte andre haller, dog er der ikke et alternativ i København for svømning på 50-meterbaner.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen har fordelt yderligere tider til de foreninger, der har mistet tider i Bellahøj, men kan langt fra finde erstatningstider til alle foreninger. Se fordelingen i bilag 1.
På den baggrund foreslås det at ændre fordelingen mellem offentlig tid og foreningstid, så der frigøres i alt 89 banetimer, jf. bilag 2. Timerne frigøres på tidspunkter, hvor forvaltningens målinger viser et lavere antal borgere i hallerne end på andre tidspunkter. Med denne ændring vil forvaltningen kunne tilbyde erstatningstider til alle foreninger til det reducerede behov, de har ansøgt om, efter det stod klart, at Bellahøj først åbner igen i sommeren 2020. Herudover kan Valby Vandkulturhus anvendes til et elitetræningspas til Hovedstadens Svømmeklub torsdag morgen kl. 6-8. Dette kræver, at offentlig brug af 25-meterbassinet aflyses i tidsrummet. Også her indikerer forvaltningens målinger et lavere antal borgere i bassinet.
Det bemærkes, at fordelingen mellem offentlig tid og foreningstid ikke har ændret sig siden kommunaliseringen af idrætsanlæggene i 2005. Fordelingen er ca. 55 % til offentlig tid og ca. 45 % til foreningstid. Nye anlæg er i perioden blevet taget i brug med den samme fordeling. Der er derfor tale om en ændring af serviceniveauer, som skal besluttes af Kultur- og Fritidsudvalget. Det bemærkes derudover, at foreninger har en meget høj udnyttelse af faciliteterne.
Det anbefales, at ordningen opretholdes i sæson 2020-21, da DGI-Byens svømmehal forventes renoveret i denne periode, og der derfor vil være andre foreninger, som vil miste deres træningsmuligheder der.
Andre tiltag til at skabe øget kapacitet
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil som led i Økonomiudvalgets beslutning om undersøgelse af intelligente kvadratmeter (Økonomiudvalget den 10. september 2019) i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen og Økonomiforvaltningen afklare kapaciteten i dagtimerne i skolesvømmehallerne og mulighederne for at udnytte denne.
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil derudover drøfte med KEID, om det er muligt at optimere tidspunkter, hvor svømmehallerne er lukket i forbindelse med vandbehandling. En ændring vil kunne tilvejebringe to formiddagstider og otte morgentider om ugen.
Flere foreninger har udtrykt interesse for at indgå i et samarbejde om driften af svømmehallerne og hermed få større indflydelse på, hvordan svømmehallerne anvendes, når der er foreningstid. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil gå videre med denne dialog, med henblik på eventuelt at kunne forelægge aftaler for Kultur- og Fritidsudvalget.
Forvaltningen vil løbende orientere Kultur- og Fritidsudvalget om resultatet af disse drøftelser.
Andre forslag fra foreningerne i forbindelse med lukningen af Bellahøj Svømmestadion
Flere foreninger har valgt at købe tid i udenbys svømmehaller for at kunne opretholde deres træning. Foreningerne har foreslået, dels at kommunen dækker disse udgifter, dels at medlemstilskuddet gennem folkeoplysningen fastholdes uanset, at foreningerne opretter færre hold, end når Bellahøj er i drift. Kultur- og Fritidsforvaltningen bemærker, at det er fast praksis at udvide åbningstider eller gennemføre andre tiltag, der kan sikre kapacitet på kommunens idrætsanlæg, men at der ikke anvendes penge på at købe erstatningsfaciliteter udenbys. Hertil kommer, at der ikke er afsat penge til formålet. Det bemærkes derudover, at medlemstilskuddet er et lukket system, således at lavere medlemsantal samlet set fører til højere medlemstilskud. Over tid må det derfor anses at gå lige op for foreningerne. Endelig bemærkes det, at foreningerne naturligvis ikke skal betale gebyr, når faciliteterne ikke er i drift.
Økonomi
Frigørelse af yderligere to formiddagstider og otte morgentider om ugen og eventuelle yderligere åbningstider i forbindelse med samarbejde med foreninger om driften af svømmehaller vil kunne medføre yderligere driftsomkostninger.
Videre proces
Forvaltningen arbejder videre med at gennemføre forslaget, hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen.
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 8. oktober 2019:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.